Jacob Ørn, Jacob Aqvilinus (Aquilinus), d. 1653, sanger, komponist. Ø. var sikkert ganske ung da Christian IV 1611 sendte ham til England sammen med Mogens Pedersen, Martin Otto og Hans Brachrogge for at forsøde kongens søster dronning Annes triste tilværelse i det fremmede. I hvert fald ses det først at han har fået fast ansættelse ved det danske kantori efter sin hjemkomst 1614.1 årene der fulgte udfoldede hans evner sig på smukkeste måde, og han overlevede de kraftige reduktioner af hofmusikken der i 1620erne ramte adskillige ellers dygtige kræfter. I længere perioder under Melchior Borchgrevinks bortrejse og sygdom fungerede Ø. som kapelmester og kaldes undertiden også således i regnskaberne, men leder af navn blev han aldrig, og først 1637 udnævntes han til vicekapelmester, en titel han beholdt til sin afgang 1649. Ved siden af Mogens Pedersen og Hans Nielsen repræsenterer Ø. med dygtighed det danske element i de kongelige musikerkorps som ellers søgte deres stjerner i udlandet. Han havde opsynet med sangerdrengene og den daglige ledelse af hofmusikken og blev allerede 1619 belønnet med et vikarie i Roskilde. Ø. var også skabende kunstner, men af hans kompositioner finder man kun bevaret en pavane i et fra England stammende håndskrift der nu findes i New York, og en firstemmig udsættelse af salmen Af Højheden oprunden er i Laurids Pedersen Thuras Canticum canticorum Salomonis (1640). Den sidste så smukt løste opgave tyder på, at det er et alvorligt tab for dansk musik at den koralbog med firstemmige udsættelser som Ø. efter biskop Jesper Brochmands tilskyndelse 1641 gik i gang med at udarbejde til prosodikeren Søren Poulsen Judichær (Gotlender)s metrisk regulerede salmetekster, og som synes at have været færdig i manuskript og i brug 1647, ikke mere lader sig opspore.

Familie

gift Kirstine, død tidligst 1645.

Bibliografi

Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia III, 1878-80 (reproudg. 1969) 207. Kancelliets brevbøger 1616-20, 1919; 1635-36, 1940. – Pet. Nicolai: Musico eximio J. Ø., 1654. Kirke-hist. saml. 3.r.III, 1881-82 24f. Thomas Laub: Om kirkesangen, 1887. S. A. E. Hagen i Hist. t. 6.r.IV, 1892-94 437. Angul Hammerich: Musiken ved Chr. den fjerdes hof, 1892. Samme: Dansk musikhist. indtil ca. 1700, 1921. Sammelbande der internationalen Musikgesellsch. IV, Lpz. 1902-03 743. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. Dania sonans I. Værker af Mogens Pedersøn, ved Kn. Jeppesen, 1933 XIII XXIV. Erik Dal: Judichær, 1960 = Danske metrikere IIA 201. John Bergsagel i Report of the 11. congress of the international musicological society, Copenhagen 1972 I, 1974 269f. Samme i Dansk årbog for musikforskn. VII 1973-76, 1976 9-20. – Papirer i Kgl. bibl. (jfr. Nanna Schiødt m.fl.: Hagens saml. i Det kgl. bibl., 1981).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig