Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Giuseppe Siboni

Oprindelig forfatter Gesch

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Giuseppe Siboni, Giuseppe (Joseph) Vincenzo Antonio Siboni, 27.1.1780-28.3.1839, sanger, sangpædagog, syngemester. Født i Forli, Norditalien, død i Kbh. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). Efter musikalsk og sanglig uddannelse i Forli debuterede S. som operasanger 1797, formodentlig i Firenze, og efter deltagelse i kampene mod Napoleon sang han på flere mindre scener i Italien. 1800–05 var han engageret i Prag, fra dec. 1805 til sommeren 1806 ved La Scala i Milano; fra dec. 1806 ved den italienske opera i London, hvor mad. Catalani var primadonna. Fra dec. 1809 til april 1810 atter på La Scala og fra maj 1810 ved hofoperaen i Wien hvor han bl.a. sang Licinius i Spontinis Vestalinden, en af hans glansroller, til hvilke også hørte titelrollen i Mozarts Titus og Jason i Cherubinis Medea. I Wien blev S. – trods forbud – frimurer; logen blev opdaget, og de fleste af medlemmerne fik ret strenge straffe – kun S. slap med en advarsel. Kort efter omkom hans unge hustru idet hun forsøgte at rense et pistolløb hvori der sad nogle krudtrester; skønt politiet fastslog S.s uskyld var han dog i nogen tid genstand for mistanke om medvirken til hendes død. S. sluttede venskab med de fire musikalske søstre Fröhlich af hvilke den yngste, Josephine (Pepi) senere i Kbh. blev hans sangelev. I sommeren 1814 forlod S. i utilfredshed med operaens ledelse Wien og var hele året 1815 ansat ved operaen i Napoli hvor G. Rossini var kunstnerisk leder (myten om at prins Christian Frederik (den senere Christian VIII) her skulle have hørt S. og opfordret ham til at komme til Kbh. er forkert; prinsen opholdt sig hele dette år i Danmark – og kan heller ikke noget andet sted have mødt S. før denne kom til Danmark). 1816 blev S. ansat som musiklærer ved ærkehertuginde Marie Louises hof i Parma, men beklædte kun denne stilling i nogle måneder. Efter et gæstespil i Bologna fra dec. 1816 til 1.5.1817 forlod S. Italien. Han havde tilsluttet sig den hemmelige Carbonaro-bevægelse som arbejdede på Italiens befrielse fra besættelsesmagterne, og hans navn var blevet røbet af en fængslet kammerat; kun ved hurtig bortrejse undgik S. at blive dømt for højforræderi og udstå den lange fæstningsstraf som hans medskyldige blev idømt. S. var året før blevet opfordret af kejserinden af Rusland til at organisere en italiensk opera i St. Petersborg, og i foråret 1818 begav han sig af sted. Hvad end grunden kan have været (måske er dommen over ham kommet til russernes kundskab) så blev der intet af projektet, og i efteråret drog S. videre til Sverige hvor han gav to præsentationsaftener i Stockholm og en i Göteborg før han midt i dec. 1818 ankom til Kbh. Her fik han meget hurtigt kontakt med indflydelsesrige kredse, og efter at have optrådt to gange ved hoffet gav han 13.1.1819 sin præsentationsaften på Det kgl. teater; to dage efter havde han en 11-årig kontrakt som direktør for teatrets syngeskole, dansk indfødsret og titel af kammersanger. – Udrustet med et dansk pas vovede S. sig til Italien hvor han hentede sin datter Giuseppina (Peppina), og 1.8. begyndte han sit virke i Kbh. (Peppina, 1806–66, sang også godt men var især en begavet pianist og optrådte med held i begge egenskaber i Kbh. Hun ægtede 1824 grosserer Ferdinand Tutein, 1788–1880; de fik seks børn, af hvem der lever flere descendenter). I Kbh. befæstede S. hurtigt sin stilling ved teatret, hvor han – med hoffet i ryggen – snart fik afgørende indflydelse på alt hvad der hed syngespil og opera. Han hævdede med fasthed sin position over for teatrets gamle kapelmester Claus Schall, og deres kontroverser var en stærkt medvirkende årsag til at denne 1833 tog sin afsked. Med sin charme, dannelse og faglige dygtighed blev S. snart en yndet gæst i de fornemme kredse i Kbh. – men den i musikalsk henseende toneangivende – wienerklassisk orienterede – kreds omkring C. E. F. Weyse nærede ingen sympati for den nye italienske musik som S. indførte på teatret, og især ikke for Rossini hvis værker han så det som en opgave at bringe frem i Kbh. hvor de var ukendte; selv om et stort publikum modtog de nye værker med begejstring var modstanden dog så stærk at kun Barberen i Sevilla i længden kunne hævde sin plads på repertoiret. -1827 åbnede S. et konservatorium (og udnævntes til titulær professor); det fik til huse i Hofteatret, og der undervistes foruden i sang også i klaver, musikteori m.m. (bl.a. af den unge J. P. E. Hartmann). S.s pædagogiske virksomhed skaffede teatret adskillige gode sangkræfter i hans tid – skønt det må erkendes at der i denne periode kun forekom ret få virkelige talenter; til disse må regnes de senere kammersangere Chr. Hansen og P. Schram, hvis lange og strålende karrierer han dog kun nåede at opleve en lille del af; også sopranen Catharine Rysslaender (Catharine Simonsen) hørte til hans betydeligere elever.

Herudover søgtes han privat af flere udlændinge som fx svenskeren Isak Berg, der senere fik en lignende stilling i Stockholm som S.s i Kbh. I S.s sidste år svækkedes hans helbred, og hans energi aftog mærkbart; efter et sidste besøg i fødebyen Forli vendte han i efteråret 1838 tilbage til Kbh. som en svag og ældet mand, og i marts 1839 gjorde en hjerneblødning ende på hans liv. -Under S.s sangerkarriere blev hans oprindelig meget smukke stemme hurtigt slidt, men han roses overalt for sin musikalitet og sit betagende spil; det var derfor naturligt at han i sin kontrakt i Kbh. også forpligtedes til at give eleverne dramatisk undervisning – så meget mere som der dengang ikke fandtes nogen reglementeret uddannelse af skuespillere i Kbh. Ved siden af sangen var S. en hæderlig pianist og dirigent og en ferm – omend lidet original – komponist. Af væsen var han temperamentsfuld, heftig, ja hidsig, men havde dog udpræget humoristisk sans -men mærkværdigvis samtidig en til forfængelighed grænsende stolthed og selvbevidsthed, lagde stor vægt på formalia såsom titler etc. Sine elever fulgte han med varm interesse og stor personlig omsorg, interesserede sig i det hele taget levende for sine medmennesker, hvorom hans rørende modtagelse af den purunge H. C. Andersen er et talende vidnesbyrd.

Familie

Forældre: Francesco S. (ca. 1735–1805) og Domenica Maria Grandi (født 1743). Gift 1. gang 28.5.1804 i Prag med Aloisia Veith (Fayth), død 1808 i London. Gift 2. gang 4.7.1811 i Stephansk. i Wien med Ludovika Schober, født 1791 i Torup i Skåne, død 23.11.1812 i Wien, d. af godsinspektør Franz S. (ca. 1760–1802) og Catharina Derffel (død 1833). Gift 3. gang 8.10.1827 i Kbh. (kat.) med Charlotte Johanne (Hanne) Marie Erichsen, født 29.1.1791 i Kbh. (Ty. réf.), død 26.6.1868 i Sorø, d. af grosserer Peter E. (1754–1804) og Anna Agathe (Nancy) Appleby (ca. 1767–1838). -Far til Erik S.

Annonce

Udnævnelser

R. 1828.

Ikonografi

Stik af D. Weiss, 1813 efter tegn. i rolle af Ludovica S., 1812. Mal. af D. Monies, 1838 (Fr.borg). Afbildet på familiemal. af Emil Bærentsen, 1827. To raderinger.

Bibliografi

Det kgl. da. musikkonservatoriums årsskr. 1961, 1962 21–51 (selvbiogr. notater 1780–1818). – Adam Oehlenschläger: Erindr. IV, 1851 36–38. H. C. Andersen: Mit livs eventyr, 1855 (ny udg. ved. H. Topsøe-Jensen I, 1975). Th. Overskou: Den danske skueplads IV-V, 1862–64. N. C. L. Abrahams: Medd. af mit liv, 1876 130–36. Festskr. i anledn. af musikforen.s halvhundredårsdag I, ved V. C. Ravn, 1886. Johanne Luise Heiberg: Et liv I, 1891 (5. udg. 1973) 84f. Aug. Bournonville: Efterl. skr., 1891 65–68. E. del Cerro: Cospirazioni romane, Rom 1899. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. O. Fabretti i Rassegna storica del Risorgimento II, Città di Castello 1915 177–262. C. E. F. Weyse: Breve, udg. Sv. Lunn og E. Reitzel-Nielsen I-II, 1964. Jens Peter Keld i Dansk årbog for musikforskn. XI 1980, 1981 57–78. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gerhard Schepelern: Giuseppe Siboni i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297387