Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aksel Schiøtz

Oprindelig forfatter NSch
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Aksel Schiøtz, Aksel Hauch Schiøtz, 1.9.1906-19.4.1975, sanger. Født i Roskilde, død i Kbh. (Pauls), begravet på Råbjerg kgd., Skagen. Efter studentereksamen 1924 fra Øregård gymnasium studerede S. engelsk og dansk ved Kbh.s univ. og blev cand.mag. 1930. Han var derefter knyttet til forskellige gymnasier som timelærer og blev 1935 adjunkt ved Vestre Borgerdydskole hvor han virkede til han 1939 søgte orlov for endelig 1948 at tage sin afsked. Allerede i sin studentertid og sine tidlige kandidatår havde han gjort sig bemærket som sanger og snart efter som solist ved Københavns drengekors kirkemusikaftener. Sin lyse tenor med den lyriske timbre fik han uddannet hos Agnete Zacharias og Vald. Lincke, og i samarbejdet med Mogens Wöldike underbyggedes og videreudvikledes den musikalitet der var S. medfødt og som livet igennem var så markeret en side af hans kunstnerpersonlighed. Hans evner pegede i særlig grad mod barokkens kirkemusik og mod romancen, både mod Franz Schuberts og Robert Schumanns lieder og den nordiske romance og mod den af Carl Nielsen og Thomas Laub prægede nye danske sang. Men et studieophold hos John Forseli i Stockholm beredte ham 1939 vej til Det kgl. teater hvor han debuterede som Ferrando i Cosi fan tutte. Senere fulgte Sverkel i Liden Kirsten, hans sangligt og scenisk mest ideelle præstation herhjemme og titelpartiet i Faust. På Det ny teater kunne man i krigsårene opleve ham som Schubert i Jomfruburet, 1941 og som Farinelli, 1942, ligesom filmen gjorde brug af ham som Cramer i Weysefilmen Jeg har elsket og level, 1940. S. havde allerede før den anden verdenskrig vakt interesse i udlandet og straks efter den knyttedes forbindelsen igen til engelske musikkredse. Han blev i sommeren 1946 engageret til at medvirke ved Glyndebourne-festspillene som Male Chorus, alternerende med Peter Pears, ved førsteopførelserne af Benjamin Brittens The Rape of Lucretia.

Umiddelbart efter var det at alvorlig sygdom, en hjernesvulst som krævede øjeblikkelig operation, greb ind i hans tilværelse. Med enestående viljestyrke besejrede han sygdommens fysiske og psykiske virkninger, og i efteråret 1948 kunne han fortsætte sin sangerbane, omend stemmen havde sat noget af tenorhøjden til. Foruden ved koncerter herhjemme sang han i udlandet, bl.a. i Amerika og ved Edinburgh-festspillene 1949, men selv om talrige grammofonplader – omkring 100 alene fra 1945 – dag ud og dag ind gennem radioudsendelser holdt erindringen om hans sangkunst og sjældne foredragsevne vedlige, fik han svært ved at vinde en sådan position tilbage herhjemme, at han kunne eksistere som sanger. Det officielle Danmark der havde så meget at være ham, der havde været hele det danske folks nationale sanglige idol under krigen, taknemmelig for, undlod at sikre ham den placering som pædagog han måtte være selvskreven til. Men S. magtede at tage sagen i sin egen hånd. Han søgte til Amerika hvor han allerede før sin sygdom havde haft kontakter. Her var han, samtidig med at han turnerede som sanger i staterne og Canada, 1955–57 professor i sang ved University of Minnesota i Minneapolis, 1958–61 ved Royal Conservatory i Toronto, Canada og 1961–68 ved University of Colorado. Han uddannede i disse år en lang række unge sangere, og nogle fulgte ham til Danmark, da han 1968 udnævntes til professor i sang ved Statens lærerhøjskole og efter at have afviklet sine forpligtelser i Amerika 1969 tiltrådte det. Hans virksomhed her og gennem private lektioner kom til at betyde overordentlig meget og ikke mindre det forhold, at han 1970 stiftede Det danske sangselskab med det lykkeligt opfyldte formål at virke for genskabelsen af en dansk romance- og liedtradition. Selv var S. på det tidspunkt holdt op at optræde offentligt, men de mere end 300 grammofonplader, han har indsunget, bevarer hans stemmes klang og hans sangkunst med dens udsøgte sans for tekstens deklamation og digteriske nuancer. Han spændte fra John Dowlands tidlige engelske solosang over barokken og klassikken med højdepunkter i J. S. Bachs passioner og F. Handels og J. Haydns oratorier til den nordiske romance fra C. E. F. Weyse til 1900-tallets nye danske sang og til den tyske lied hvor hans indsyngning med Gerald Moore ved flyglet af Schuberts Die schöne Müllerin, 1945 og Schumanns Dichterliebe, 1946, stadig – også internationalt anerkendt – hører til de fornemste eksisterende fortolkninger. En udsendelsesrække på henved en snes timelange programmer med S.s grammofonoptagelser mindede således i sæsonen 1975–76 i dansk radio om hans helt usædvanlige kunstneriske spændvidde. Foruden de tidligere publicerede enkeltplader og serier tjener de i 1982 af det danske grammofonselskab Danacord udsendte fem lp-plader til at dokumentere S.s kunstneriske formåen op til 1946. Om sit liv før Amerikatiden skrev S. med sin hustru Gerd S. (cand.mag. 1930, musikbibliotekar ved amerikanske biblioteker og 1970–78 ved Kbh.s univ.s musikvidenskabelige institut) Kunst og kamp, 1951. Senere fulgte The Singer and his Art, 1970 (da. udg. s.å.). – S. blev Studenternes æreskunstner 1949, tildeltes Carl Nielsen-prisen 1960, Gramex-prisen 1965, hædersgave fra Fonden til fædrelandets vel, 1967.

Familie

Forældre: arkitekt Carl Frederik S. (1878–1957) og Marie Hauch (1878–1966). Gift 30.6.1931 i Århus (b.v.) med Gerd Haugsted, født 14.4.1908 i Kbh., d. af bibliotekar Ejler H. (1875–1959) og pianist Augusta Jessen (1875–1972).

Annonce

Udnævnelser

R. 1947.

Ikonografi

Karikaturer 1943 af Carl Jensen, H. Jensenius, Vald. Møller, Poul Eikers, Viggo Thomsen og Otto Frederiksen. Foto.

Bibliografi

Gerd og A. S.: Kunst og kamp, 1951. A. S.: The singer and his art, N. Y. 1970 (da. overs.: Sangerens kunst, s.å.). – Finn Hoffmann i Politiken 24.1.1942. Johs. Jacobsen sst. 16.4.1943. John Frandsen sst. 25.11.1949. Discophilen, 1946 nr. 11 upag. J. Albert i Collegium musicum, Kassel 1971 27f. Hugo Thielen i Fono-Forum, Bielefeld 1976 226f. Jens Louis Petersen i De musiske udsendelser. DR 1925–75 II, 1976 339–43. – [Herbert Rosenberg:] A. S. A discography, udg. Nationaldiskoteket, 1966.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Schiørring: Aksel Schiøtz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297049