Gunnar Johansen, 21.1.1906-25.5.1991, pianist og komponist. Gunnar Johansen fik sin første undervisning af faderen. Senere kom han til Victor Schiøler, og da det viste sig at hans pianistiske evner var af sjældent format fortsatte og fuldendte han 1920–24 studierne hos Fred. Lamond, Edwin Fischer og Egon Petri.
Fra 1929 opholdt Gunnar Johansen sig i Amerika, først på vidtstrakte koncertrejser som solist, akkompagnatør, sammen med Pro Artekvartetten o.a., siden 1938 med fast bopæl i Madison, Wisconsin som professor og "Artist in Residence" ved universitetet frem til 1976. Nogle få gange siden da, i 1950erne, optrådte han i Danmark og bekræftede sin position som fremragende teknisk og musikalsk udrustet klaverspiller. I Amerika indspillede han ca. 150 grammofonplader, bl.a. Bachs samlede klaverværker, optrådte i et vist omfang som komponist for sit instrument, af en kantate og af orkestermusik. Han komponerede i alt over 700 stykker. Ved det danske radiosymfoniorkesters turné i USA 1958 medvirkede Gunnar Johansen som solist ved koncerterne i Wisconsin.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.