Aug. Winding

Aug. Winding, Henrich August Winding, 24.3.1835-16.6.1899, pianist, komponist. Født i Tårs, Lolland, død i Kbh., begravet i Søllerød. Fra sit fjerde år fik W. klaverundervisning af sine musikalske forældre. Især faderen var en udmærket klaverspiller og tillige fra sin ungdom skattet af folkemindesamlerne Rasmus Nyerup, A. P. Berggreen og Svend Grundtvig som en af de ivrigste og kyndigste bidragydere af tekst- og musikstof ligesom han besørgede tekstudgaven af 2. hæfte af C. E. F. Weyses Kæmpeviser. En ældre bror til W., Peter Buonaventura Winding (1823-39) havde også inden sin død nået at vise bemærkelsesværdige musikevner (kompositioner i faderens afskrift i Det kgl. bibliotek), så musikaliteten var tydeligt nok en familiearv. Allerede som otteårig vakte W. opsigt som klaverspiller i Den musikalske forening på Nytorv, og som fjortenårig kom han til Kbh. for helt at kunne hellige sig sin musikalske uddannelse. Hos Niels W. Gade fik han undervisning i teori og komposition, og hos sin senere svigerfar J. P. E. Hartmann var han daglig gæst. På klaveret gjorde han sikre fremskridt hos Carl Reinicke og Anton Rée, og 1851 havde han sin egentlige debut i Musikforeningen med Mozarts d-mol koncert. 1855 blev han student, privat dimitteret, og n.å. rejste han til Leipzig og Prag og fik hos Alexander Dreyschock den sidste pianistiske afslibning. Ved sin hjemkomst var W. en fuldt færdig kunstner med en sikker, velafbalanceret teknik; hvad det kunne skorte ham på var udtrykkets varme og musikalsk temperament, noget der med årene blev mere udtalt og gav hans spil et lidt blegt, skønt ædelt præg. W. var en skattet fortolker af klassikerne, navnlig af Beethoven, og i en snes år blev han næsten enerådende ved Musikforeningens koncerter. Også i udlandet, som han bl.a. besøgte på Anckers stipendium (1869-70), vakte han smigrende opsigt. Ved siden af sin virksomhed som koncertpianist havde W. en stor elevpraksis, og ved Kbh.s konservatorium blev han klaverlærer straks fra grundlæggelsen 1867. En nervøs armlidelse, fremkaldt ved overanstrengelse, hindrede dog i årene 1872-78 hans pianistiske og pædagogiske gerning, men fra 1881 genoptog han sin lærergerning ved konservatoriet og indtrådte ved Gades død og H. S. Paullis afgang 1891 sammen med Carl Helsted i bestyrelsen. Ved den skandinaviske musikfest 1888 lod han sig atter høre som klaverspiller og optrådte, om end sjældnere, offentligt til få måneder før sin pludselige død. Som komponist satte W. ikke særlig betydningsfulde spor selv om han med dygtighed og smag gav sit bidrag til den højromantiske musik i Mendelssohn-Bartholdys og Gades ånd. Men navnlig i de år hvor sygdom hindrede ham i at dyrke sit instrument komponerede han en del og nåede op på omkring 60 opusnumre af hvilke en stor del er trykt på danske og udenlandske musikforlag. Blandt de større værker findes ungdomsværket Ouverture til en nordisk Tragedie, op.7, en klaverkoncert op. 16, klaverkvartetten op. 17 og en strygekvintet op.23. Til Bournonville-balletten Fjældstuen komponerede han l.akts musik (1859), endvidere talrige klaverstykker og sange, foruden en symfoni og en violinkoncert der forblev manuskript.