Arne Skjold Rasmussen, 19.5.1921-4.12.1980, pianist. Født i Kbh. (Filips), død i Helsingør, begravet i Gurre. S. var musikalsk moden i en så tidlig alder, at han kun 16 år gammel blev optaget på musikkonservatoriet i Kbh., hvor han udviklede sig under så fremragende lærere som Johanne Stockmarr og Christian Christiansen. Han tog store eksamen 1942, musikpædagogisk eksamen året efter og holdt sin debutkoncert i Kbh. 1944. Et par år senere søgte S. til udlandet, 1946 til Paris, hvor han studerede hos Jules Gentil. 1947 deltog han i Edwin Fischers kursus i Luzern (med flere senere besøg) og 1950 var han på studieophold i Wien. På denne tid var hans anseelse herhjemme i stadig vækst. Han optrådte ved mange koncerter både som solist og kammermusiker og blev 1954 ansat som lærer ved musikkonservatoriet i Kbh., som professor fra 1959. S. har tillige koncerteret mange steder i udlandet, Norge, Sverige, Schweiz, Frankrig, Italien og især i England hvor han på bestilling af British Broadcasting Company indspillede alle Carl Nielsens klaverværker 1959 som han senere indspillede på plade i Danmark. Denne indspilning kom til at danne skole for fortolkningen og den stilmæssige opfattelse af Carl Nielsens klavermusik gennem S.s følsomme indlevelse og ligevægtige gengivelse af disse værker. Den blev hædret med Gramex-prisen 1968. Foruden denne betydningsfulde indsats har S. indspillet værker af Ludwig v. Beethoven, Johannes Brahms, Frédéric Chopin, Edvard Grieg, Franz Schubert, Christian Sinding m.fl. samt af Niels W. Gade og J. P. E. Hartmann. S. havde en værdifuld støtte i sin første hustru som var uddannet på musikkonservatoriet i Kbh. med store eksamen 1936 og hvis tekniske kunnen han i høj grad beundrede skønt hun som hjemmegående ikke havde større muligheder for vedligeholdelse af sin klaverteknik. S. var et uhyre følsomt menneske hvis nerver ofte var på højkant. Han ville derfor helst beskæftige sig med kammermusikspillet fremfor de store solistopgaver som han dog ofte gennemførte med afgørende succes. Som lærer var han højt påskønnet og efterlod et dybt savn ved sin alt for tidlige død. Han var fra 1955 medlem af Kammermusikforeningens bestyrelse, modtog 1954 Ove Christensens ærespris, den engelske Arnold Bax-pris samme år, Ludvig Schyttes legat 1956 og Gramex-prisen 1968.

Familie

Forældre: typograf Henrik Josef Rasmussen (1882–1962) og Eleonora Kristine Jakobsen (1882–1961).gift 1. gang med Inger Klüver-Jensen. Gift 2. gang 8.3.1980 i Gurre k. med musikpædagog Ragnheidur Gudrun Sveinsdóttir (kaldet Aggy), født 28.8.1932 i Reykjavik (gift 1. gang med Ulf Kaldan), d. af bager Sveinn G. Sveinsson (1906–42) og Kristin Gudmundsdóttir (født 1908).

Udnævnelser

R. 1964.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Berl. aften 12.8.1959.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig