Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Wilhelm H. Barth

Oprindelig forfatter EAbr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Wilhelm H. Barth, Wilhelm Herman Barth, 27.4.1813-1.8.1896, musikteoretiker, organist. Født i Kbh, død sst., begravet sst. (Garn.). B. blev elev i violinspil hos musiklærer Paaske, og senere studerede han yderligere valdhorn (Blauhut) og violoncel (Rudinger); uden at drive det til at blive virtuos anerkendtes han snart som en dygtig musiker og var en tid en søgt kvartetspiller. 1834–38 var han janitshar ved Livgarden, 1851 ansattes han som kantor ved Garnisonskirken, 1852 som organist ved Reformert kirke, 1859 ved Petri kirke og 1878 som klokker ved Jacobskirken. Som komponist gjorde han sig kendt ved to koncertouverturer for orkester (1860–61) og en lovsang for solo, kor og orkester (1867), to strygekvartetter, ti fugetter for orgel (1858) og fire fugerede postludier (1865), smagfuld og dygtig, om end noget tør og kantet musik. Størst betydning fik B. som musikteoretiker, en af de første selvstændige forfattere på dette område her hjemme (kun bearbejdelser af tyske værker forelå tidligere). Foruden den kortfattede, højst nødtørftige Læren om den enkelte Contrapunkt, 1868, skrev han 1869 en Harmonilære og i tilknytning hertil 100 Exempler til Udarbejdelse, 1870, samt en Modulationslære, 1884, alle sammen de første i Danmark udkomne originale værker af denne art, og en periode meget benyttede ved undervisningen i musikteori. B. slutter sig i det væsentlige til den tyske musikteoretiker G. Weber og drager i harmonilæren og modulationslæren stærkt til felts mod en række af Webers landsmænd (Richter, Rink, Dutsch, Wohlfahrt, Schütze, Lobe); mest selvstændig er hans opfattelse af modulationsmidlerne, inden for hvilke han fornægter den enkelte fællestones berettigelse som tilstrækkelig formidling mellem to fjerntbeslægtede klange og i stedet forlanger realt klangfællesskab som eneste antagelige overgangsmiddel. Han forkaster at dominantakkorden skulle være en klang der i særlig grad formidler mellem to tonarter, idet han betegner dens opløsning som tvetydig (opløsning til dur, opløsning til mol). På flere punkter har eftertiden givet B. ret, men hans musikteoretiske værker skæmmes af en del pedanteri (også i de ellers udmærkede harmoniske analyser) og af hans mangel på forståelse for den nyere musik og den teori som kan opbygges med denne som udgangspunkt. Bekendt er hans udtalelse om Wagner og dennes "fremtidsmusik": "Skal Wagner saaledes være et Mønster for, hvad der skal komponeres i Fremtiden, da fristes vi til at udbryde: Lad os være taknemmelige, fordi vi have Fortidsmusiken, og lad os glæde os ved endeel af Nytidsmusiken, men lad os bede Gud bevare os for Fremtidsmusiken" (Harmonilære, 82). –

Familie

Forældre: tømrer Friderich Wilhelm B. (1787–1868) og Eleonora Elisabeth Schultz (1787–1869). Gift 15.8.1834 i Kbh. (Garn.) med Caroline Emilie (Amalie) Marquard, født 29.4.1816 i Kbh. (Cit.), død 22.7.1891 sst., d. af sergent, senere arrestforvarer Johan Hendrik M. (1779–1845) og Louise Henriette Frieben (1788–1855).

Udnævnelser

R. 1893.

Annonce

Ikonografi

Træsnit 1877 og 1884.

Bibliografi

Ill. folkeblad 8.7.1877. Søndagsposten 23.3.1884. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Abrahamsen: Wilhelm H. Barth i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286538