Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Emilius Bangert

Oprindelige forfattere SSoer og EAbr
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Emilius Bangert, Emilius Ferdinand Caspar Bangert, 19.8.1883-19.8.1962, organist, komponist. Født i Kbh. (Jac), død i Roskilde, urne på Søllerød kgd. B. blev student 1902 fra Borgerdydskolen på Østerbro og arbejdede efter filosofikum 1903 en årrække i Landbygningernes brandforsikring (indtil 1918), men studerede samtidig musik. Han var fra 1900 elev i klaver af Henrik Knudsen, fra 1902 af Carl Nielsen i teori og komposition. Efter at have taget undervisning i orgelspil (hos Edgar Henrichsen i Kbh. og Eugéne Gigout i Paris) og bestået organisteksamen 1908 ved musikkonservatoriet i Kbh. ansattes han 1915 som den første organist ved Skovshoved kirke. 1916–19 var han organist ved Jesuskirken i Valby, hvor Cavaillé-Collorglet imødekom hans fransk-orienterede musikersind, og hvor han afholdt en række koncerter med sjældent hørte værker. 1919 blev han domkantor ved Roskilde domkirke, og 1946, ved stillingernes sammenlægning, blev han tillige domorganist sst., afsked 1955. 1912–20 virkede han som musikanmelder ved Hovedstaden, 1913 fik han det Anckerske legat og foretog studier i Tyskland og Italien. B. blev 1925 lærer i musikteori ved konservatoriet i Kbh., fra 1931 tillige lærer i orgelspil og 1947 medlem af direktionen; efter statsovertagelsen af konservatoriet var han 1949–54 professor i orgelspil og teori. B.s administrative evner og kunstneriske pondus førte ham ind i en række formands- og bestyrelseshverv hvoraf de vigtigste var medlemskabet af bestyrelserne for Edition Dania og Samfundet til udgivelse af dansk musik (fra hhv. 1936 og 1938 til hans død) og formandskabet i Dansk organist- og kantorsamfund af 1905 (1934–53, efter at have været næstformand 1920–34). Som organist-formand var han en utrættelig forkæmper for, at organisterne skulle opnå anerkendelse og løn- og ansættelsesvilkår svarende til deres uddannelse og konservatorieeksamen, og det var i høj grad hans fortjeneste at en række organistembeder i København og købstæderne fra 1946 ved en ny lovgivning blev normeret som tjenestemandsstillinger, hvad ingen havde været før. Som koncerterende orgelspiller gennem mere end 25 år (fra ca. 1915 til 1940, hvor en fingerskade medførte en indskrænkning af koncertspillet) gjorde B. sig gældende, ikke så meget ved ydre virtuositet som ved en klarhed, ro og intellektuel gennemtænkthed i sin interpretation, som i første række omfattede franske komponister og Joh. Seb. Bach. Det var også B. der uropførte Carl Nielsens store orgelværk Commotio ved en nordisk koncert i Lübeck 1931. B. var ven med Albert Schweitzer, hvis tanker om orgelbygning og orgelspil prægede ham livet igennem og inspirerede ham til praktisk og litterært (artikler i fagblade) at beskæftige sig med orglets indretning og historie. Sammen med Schweitzer var han medarbejder ved de store ombygninger i 1920'erne af orglerne i Roskilde og Århus domkirker der i disposition og intonation betød epokegørende landvindinger i forhold til tidligere tiders orkester-imiterende orgler. 1949–54 var B. kirkeministeriets konsulent i orgelsager. Som udgiver har B. gjort sig gældende med sin kommenterede udg. af nyfundne suiter og andre klaverværker af D. Buxtehude (1942).

B.s kompositioner af hvilke kun en mindre del findes trykt er ikke synderlig omfattende, men værdifulde. De omfatter orkesterværker, korværker, kammermusik og sange. Sammen med Carl Nielsen skrev han kantate ved Aarhus landsudstillings åbningsfest 1909 (anden halvdel af hver af delene) samt forspil og mellemaktsmusik til L. C. Nielsens skuespil Willemoes, op. 4, 1908. B. hørte til inderkredsen omkring Carl Nielsen, han beundrede ham, men plagierede ham ikke. Der er i B.s skrivemåde en forening af den friskhed og karskhed i tonen, han havde lært hos Carl Nielsen, med en mere senromantisk præget tone i blødere og varmere farver, således i hans række af sange, op. 5–6, 1910. En klassisk mejslet form præger de større værker, og klangligt har han lært af den franske impressionisme, det gælder hans Symfoni i C-dur, op. 3, 1907, de to Sonate for violin og klaver i c-mol, op. 1, 1905 og Sonate for violin og klaver i A-dur, op. 8, 1926, hvoraf navnlig den sidste står som et af de bedste danske værker for denne besætning, Strygekvartet i D-dur, op. 2, 1906 og den ofte spillede koncertouverture Jeg vælger mig April, op. 7, 1913. B. skrev desuden nogle motetter til gudstjenestebrug (1920–30, udg. 1955) og en del sange til skolebrug, hvoraf Jeg lægger mig i Læet til Aakjærs tekst er den mest udbredte. Gennem sin far, der var en af stifterne af KFUM, stod han denne forening nær, og hans tekniske beherskelse og udprægede sans for melodi og form nåede et højdepunkt i hans kantate ved KFUMs 50 års fest 1928 (op. 9). –

Familie

Forældre: fuldmægtig, senere kontorchef i Østifternes kreditforening Conrad Gregers B. (1851–1922, gift 2. gang 1905 med Valborg Elise Hansen, 1868–1954) og Ida Josepha Andersen (1853–1904). Gift 2.4.1909 i Kbh. (Helligg.) med Astrid Schack, født 29.1.1889 i Kbh. (Frue), død 22.5.1963 i Hellerup, d. af premierløjtnant, senere kaptajn i marinen Carl Georg S. (1855–1930) og Dagmar Fischer (1866–98).

Annonce

Udnævnelser

R. 1929. R.1 1953.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

O. Lynge: Danske komponister i det 20. årh.s begyndelse, 1917 15–17. Organist-bladet XXVIII, 1962 97–99. Berl.tid. 21.8.1962. Politiken s.d. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Sørensen, Erik Abrahamsen: Emilius Bangert i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286458