Vilhelm Herold, Vilhelm Christoffer Herold, 19.3.1865-15.12.1937, operasanger, billedhugger. Født i Hasle på Bornholm, død i Kbh., urne på Hasle kgd. Fra sin tidligste ungdom ville H. være sanger, men han nåede først sit mål ad mange omveje. Efter sin konfirmation blev han ansat på by- og herredskontoret i sin fødeby, og 1883–86 uddannedes han på Jelling seminarium i hvis omegn han som medlem af en kvartet optrådte første gang. 1889 fik han fast ansættelse som kommunelærer i Kbh. Sit egentlige mål tabte han ikke af syne, men drev sine sangstudier med stor iver, først hos G. Allen, senere hos P. Jerndorff der også læste prosa og vers med ham. Både N. W. Gade og teatrets autoriteter syntes efter en prøve at hans meget lyse ydre ikke egnede sig til scenen, men da han efter at have fået sin stemme yderligere uddannet af Leopold Rosenfeld atter lod sig høre blev han, særlig på foranledning af Johan Svendsen, antaget til debut. Denne fandt sted 10.2.1893 og partiet var titelrollen i Faust. Dermed indlededes et sangerliv af enestående karakter i vor operas historie. Stemmen var en lyrisk tenor med en sjælden timbre og alt det hemmelighedsfulde der røber kunstneren. Han brugte den uden affektation og var mandig i sin fremtræden. Hans spændstige skikkelse egnede sig fortrinligt til scenen, øjnene var talende, munden udtryksfuld og ansigtets neutrale flader som skabt til maskering. Men hvad der forhøjede disse heldige egenskaber og gav H. hans lykkelige egenart var hans sangdramatiske talent. Han evnede at skabe et samspil mellem musik og dramatik af en realistisk sandhed der før ham ikke kendtes af nogen lyrisk tenor her hjemme hvor den konventionelle operaaktion var eneherskende. H.s indsats dannede derfor skel i vor operas udvikling; hans krav var at stemningen skulle farve stemmens klang. Den spanske underofficer Don José i Carmen var et andet menneske end den sorgløse dagdriver Turiddu i Paa Sicilien; som kong Erik i Drot og Marsk gav han en degenereret udgave af Don Juan; glansfuld erotik prægede hans Faust og Romeo, tragisk vælde hans Canio i Bajadser; Aladdin var en naturens muntre søn, og Lohengrin blev i H.s gengivelse ingen tysk heltetenor, men snarere en Kristusskikkelse. Hans figurer var levende mennesker, udstyret med karakteristiske træk, udsprunget af hans egen natur og fyldt af livserfaring, originale i opfattelsen og spirituelle i udførelsen. Bag resultaterne lå et hårdnakket arbejde der gav ham et sikkert herredømme over sine virkemidler men da ethvert spor af forberedelsen var fjernet tog hans kunst sig ud som om den øvedes uden foregående kamp. Skønt H.s navn på plakaten i løbet af få år betød det samme som udsolgt hus fortsatte han sine studier hos de store sangpædagoger Devillier og Giovanni Sbriglia i Paris og fik enhver mulighed i stemmen udviklet. Således rustet forlod han 1903 sin faste ansættelse for i fremtiden kun at optræde som gæst, dels i Kbh. hvor han også 1910–11 deltog i forsøget på at skabe en opera comique på Dagmarteatret, dels på udlandets scener hvor han sang sine partier på originalsproget. Tidligere havde han efter indbydelse sunget ved verdensudstillingen i Chicago 1893, men nu kom hans virkeområde snart til at strække sig fra Stockholm til Budapest, og foruden i disse byer var han en velset gæst på nationalteatrene i Kristiania, Berlin, Dresden, Prag, Stuttgart, og i London hvor Covent Garden var hans forum sang han med Caruso og madame Melba ved en fest hos kong Edward VII i anledning af kong Alfons' bryllup. H. udførte i alt 29 roller, og da han ikke ville opleve den nedgang i sin stemme som årene medfører forlod han kamppladsen i sin glans som kosmopolitisk sanger. Efter tretten blændende afskedsforestillinger under hvilke han sang farvel bl.a. til Matthias i Evangeliemanden, Mario i Tosca, Rodolphe i Boheme, Alfredo i La Traviata, Walther i Mestersangerne, Radamés i Aida og Manrico i Troubadouren optrådte han sidste gang på sin SO års fødselsdag som Pedro i Dalen om hvilken figur komponisten Eugéne d'Albert skrev: "Sie sind das Ideal eines Pedro." Det plastiske billede var et typisk træk i H.s kunst, og fra denne mejslende evne kan drages paralleller til hans talent i billedhuggerens materiale. Allerede 1906 debuterede han på Charlottenborgudstillingen med en meget levende buste af Otto Zinck der købtes af kunstmuseet, og senere udførte han andre karakteristisk opfattede og dygtigt gennemførte portrætbuster, bl.a. af Nicolai Neiiendam og Peter Jerndorff. Det var H.s agt i sit tidlige otium at udnytte denne evne, men forhold af privat natur hindrede ham, og det blev da som sangpædagog, særlig som dramatisk lærer for eleverne på Det kgl. teaters operaskole at han (fra 1924) indlagde sig fortjeneste. 1922 udnævntes han til direktør for operaen i den firdelte direktion, som undervisningsminister Jacob Appel udnævnte med en kommende dobbeltscene for øje, men som allerede 1924 opløstes af Nina Bang. Den tid og plads der levnedes H. var for ringe til at han kunne præge repertoiret og udførelsen i væsentlig grad; dog iscenesatte han bl.a. operanyhederne Louise og Boris Godunov. H.s navn vil leve i historien som vort teaters største lyriske skuespillersanger. Hans kunst var ikke alene et udtryk for skønhed, men for virkelighed. Det musikalske talent var hos ham i sjælden grad forenet med fantasi, intelligens og stærk vilje "Stemningen – ikke blot Stemmen", lød hans valgsprog som var et motto for hans virken. Når han sang blev opera til skuespil i toner, romancen til vågne drømme.

Familie

Forældre: bagermester Julius Gottfred H. (1836– 81) og Margrethe Jensen (1831–1909, gift 1. gang 1854 med husmand i Klemensker Christian Olsen Møller, 1827–57).- 19.8.1895 i Asminderød med fideikommisbesidder Magdalene (Magda) Margaritta Louise Rosenørn v. Gersdorff, født 28.1.1869 i Kbh. (Garn.), død 30.11.1944 på Frbg., d. af kaptajn Christian Rosenørn v. G. (1830–73) og Josephine Heimann (1834–88, gift 1. gang 1852 med snedker Carl Christian Hofmeister).

Udnævnelser

Kammersanger 1901. – R. 1904. DM. 1914. F.M.l 1915.

Ikonografi

Buste af N. Hansen Jacobsen 1887 og 1893 (Teatermus.). Træsnit 1894. Radering af J. Lübschitz, 1899. Tegn. af L. Find 1899 og 1901. Silhouet af P. S. Krøyer, 1900. Mal. af Olga Seeberg udst. 1901. Træsnit af A. Bork, 1901, efter foto, og af T. Blom, 1902. Tegn. af Krøyer 1902 og 1907 (begge Teatermus.). Karikatur af Jens Ravnholdt, 1905. Tegn. af Frants Henningsen, 1907. Radering af Henrik Lund. Buste af Jenö Meister, 1911 (Teatermus.); buste af samme på monument af Jens Ingwersen på graven. Fleretegn. af Gerda Ploug Sarp, bl.a. 1915 (Teatermus.). Relief af A. Hassel, 1915 (sst). Tegn. af Vald. Andersen s.å. Buste af Gyde Petersen, 1916. Statuette af Axel Locher, 1920 (Teatermus.). Buste af L. Brandstrup udst. 1921. Tegn. af H. Jensenius (Fr.borg). Mal. af H. Vedel udst. 1935 (sst.), malet skitse til dette. Karikatur af Olaf Gulbransson. Silhouet af Kirsten Wiwel (Kgl. bibl.). Tegn. af Eigil Petersen (sst.), af Vald. Andersen (Teatermus.), Bertha Dorph, Vald. Møller og Emil Krause (alle sst.). Selvportræt på relief (sst.) og, formentlig, på en række tegn. (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Interview i Gads da. mag. XXII, 1928 270–80. – J. J. G. Herold og L. F. Petersen: Stamtvl. over familien H., 1891 6. Chr. Gulmann i Gads da. mag. IX, 1915 426–31. Hugo Seligmann i Tilskueren, 1915 I 343–52. V. H. 1893–1915, 1915. Johs. Fønss: Friske erindr. I, 1921 209–16. Samme i Nationaltid. 10.2.1943. Einar Christiansen: Nogle træk af mit liv, 1930 238–43. Carl Nordberger: Intermezzo, Sth. 1936 206–18. Hugo Seligmann: Skikkelser i tonekunsten, 1938. Jul. Clausen: Mennesker på min vej, 1941. V. Schiørring: Hyggelige gamle Kbh., 1946 74–78. Valdis Hamerik: Derovrefra, 1975. -D. Yde-Andersen: V. H., 1961 (diskografi). – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig