Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Schram

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Peter Schram, Peter Ludvig Nicolai Schram, 5.9.1819-1.7.1895, operasanger, skuespiller. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., begravet sst. (Vestre). Man har bebrejdet teaterdirektionen at S. trods sin begavelse avancerede meget langsomt, men man overså at en yngling med hans særprægede ydre der ikke var H. C. Andersens uligt kun kan anvendes på et snævert område inden den kunstneriske modenhed indtræffer. Hvad der først tager sig ud som karikatur kan siden forædles til talentfuld ejendommelighed. S. fik som lille dreng klaverundervisning af sin meget musikalske mor, en søster til violinvirtuosen Fr. Wexschall, og endnu før sin konfirmation spillede han fire instrumenter. 1831 blev han elev ved G. Sibonis musikkonservatorium som var forbundet med Det kgl. teater, og ikke længe efter benyttedes han på scenen, første gang talende 20.4.1834 idet han ved en elevopvisning, hvor også hans jævnaldrende Betty Smidth og Carl Hagen optrådte, fremsagde B. S. Ingemanns digt Marsk Stigs Døtre, klædt i elevernes grønne uniform der svarede til søkadetternes blå. Dermed var et mere end 60-årigt rigt og ejendommeligt kunstnerliv indledt. Han havde fortrinlige lærere: Carl Winsløw gav den 14-årige dreng begreb om naturlig versfremsigelse modsat N. P. Nielsens deklamation, J. P. E. Hartmann underviste ham i musikteori, og Siboni arbejdede med hans stemme der voldte eleven kvaler i overgangsalderen, men endte med at blive en pragtfuld basbaryton hvis uddannelse Henrik Rung og siden Manuel Garcia fuldendte. S.s besynderlige ydre, hans ranglede, magre skikkelse og markerede træk henviste ham til fantastiske roller; han havde ingen ungdom på scenen, men blev brugt til flagermus og nissekonge eller til skriveren der kryber ind under bordet, i Hekserie eller blind Allarm. Samhørigheden mellem hans groteske fantasi og hans ydre, der i forbindelse med stemmen og lunet siden blev hans styrke, førte ham (5.12.1841) til en debut som Bertram, djævelens repræsentant i Robert af Normandiet og n.å. til Don Bartholo i Figaros Bryllup, oprindelig skabt i hidsig konkurrence med Christian VIII's italienske operister, en af vor scenes ypperste buffoskikkelser som S. udførte i 50 år, og hvis fantastiske træk blev bevaret gennem H. Nik. Hansens radering.

Inden S. 1846, året efter sin kgl. ansættelse, på et stipendium drog til Paris for at studere hos Garcia havde han skabt et andet af sine mesterværker, Leporello i Don Juan der senere blev uddybet da han havde hørt sangeren Lablache i London. Garcia beundrede S.s foredrag og evne til fra nodebladet straks at synge musik han ikke tidligere kendte. Han forudså at S. ville blive en kunstner i europæisk format og tilbød at skaffe ham ansættelse ved den store opera. Men S. led af hjemve og ville ikke forlade sit fædreland for stedse. Kun i Stockholm optrådte han siden som gæst, anbefalet af Jenny Lind. I sin dramatiske sangkunst var han international, men i sit væsen meget af småborgeren fra voldenes Kbh. Som fuldt udviklet kunstner blev S. en sjælden forening af store sanglige og ejendommelige dramatiske evner, en mester i behandling af recitativet som ved hans overtagelse af rollerne indførtes i "Don Juan", "Figaros Bryllup" og Barberen i Sevilla, på en gang improvisator og tekniker. Der var over hans personlighed en grotesk-fantastisk kolorit. Hans tale, minespil og bevægelser var større, stærkere i form og stil end andre menneskers, og denne ualmindelighed prægede hans kunstneriske frembringelser. Alene hans dirrende hænder med de lange, smalle fingre kunne udtrykke både gru og komik. De feje slyngler eller romantiske jægere (Caspar i Jægerbruden, Mogens i Elverhøj), han fremstillede, og som vekslede med pralere og rystende oldinge, godmodige brumbasser, værdige fædre eller forsorne gavtyve var altid farverige skikkelser med overmenneskelige linjer, enten eventyrligt mægtige eller eventyrligt ynkelige. Fantasien i disse figurer var i slægt med middelalderlig overtro; de kåde indfald, lunet og den ydre personlighed mindede om comedia dell'arte. Betydeligst virkede han hvor han kunne blande galgenhumor med rædsel (Mefisto i "Faust" 1864), og mellem disse yderpunkter skabte han en række originale skikkelser, snart burleskkomiske som begge Bartholo'erne, snart fantastisk-uhyggelige, men dog lattervækkende som Malcolm i Røverborgen. Han kunne virke gammeltestamentlig ved bassens myndighed og grandiose alvor (titelrollen i Moses, Jacob i Joseph og hans Brødre); han var husherren af den gamle skole med variation af karakteren, fx Brause i Sovedrikken, Grøndal i Ungdom og Galskab, Geronte i Skatten og mestersangeren Hans Sachs. Han kunne være ellevild og fuld af lazzi (dr. Dulcamara i Elskovsdrikken), men også rørende-stilfærdig. Vor opera har hverken før eller siden rådet over en kunstner af S.s art og format.

Men S. beherskede også det talte ord. Ligesom August Bournonville var hans instruktør i operaen blev F. L. Høedt den der forudså at S. også i skuespillet ville kunne skabe mesterværker på et område hvor det dæmoniske forenede sig med det groteske. Den italienske drivert Cola i Hertz' Den yngste, 1854 var en af de første komedieroller der passede til hans kunstneriske individualitet, og efterhånden blev hans skuespilrepertoire lige så omfattende som hans plads i operaen.

Annonce

Meget forskellige komiske roller vekslede med alvorlige, fx Ole Kaninstok i Capriciosa, skjalden i Hagbarth og Signe, Bjørn i Elverhøj og Karker i Hakon Jarl, men størst virkning nåede han som gavtyven Radelzier i Pernilles korte Frøkenstand, 1874, en type som end ikke Jan Steen malede med større burlesk humor. Modsat var Aslaksen i De Unges Forbund et rørende billede af en forfalden begavelse. "Den slæbende Stemme, der i sin klagende Tone havde så nær til Graaden, gjorde hver Replik til et Mesterværk" (E. Brandes). Men efter Adolph Rosenkildes død 1882 begik ledelsen den fejl ikke at engagere den meget yngre Sophus Neumann, og følgen blev at S.s repertoire forøgedes uforholdsmæssigt, også ud over støvets år, særlig i Holbergs komedier. Tidligere havde han spillet Per Degn, og nu gennemførte han Ulysses, Jeronimus i Maskerade, Herman v. Bremen, Jacob v. Tyboe, Corfitz i Barselstuen, Den stundesløse og Don Ranudo. Det var hæderlige præstationer, men ikke betydelige kunstværker på højde med kravene; den tidligere ligestillede komiske konstellation Rosenkilde-Phister søgtes fortsat af S.Olaf Poulsen hvis blændende replikkunst fik for let spil over for S.s enkle karakteristik. Hans grundbillede af de berømte skikkelser var i høj grad malerisk – Don Ranudo var som skabt af Velasquez – men replikken besad ikke den fornødne udpensling, og alderen gjorde sig i stigende grad gældende. Hvor opgaven derimod krævede enkelhed, som svarede til S.s lidet sammensatte naturel, fx kobbersmeden i Genboerne, Skårup i Sparekassen og Trop i Recensenten og Dyret, nåede han langt bedre resultater, og ligesom kongen i Der var engang – blev det mest eventyrlige i Drachmanns eventyrkomedie, var borgvægteren i Macbeth i fremtoning og sang det mest Shakespeare'ske i hele forestillingen. S. var da næsten 75 år; han optrådte sidste gang 2.4.1895 som Rasmus Skytte i Gulddaasen.

S. er i dansk teaterhistorie et fortrinligt eksempel på samhørigheden mellem kunstarterne. Hans spil var ikke et produkt af refleksion, men havde sine forudsætninger i et naivt sind. "Lunets lystige Skalmeie, Orglets dybe, stærke Klang, Barnesindet blev Dit Eje, og det gav Du os i Sang" skrev H. C. Andersen. Det var ikke replikkens logik, dybde eller nuancering der udmærkede ham, men dens stemning, situationsfølelsen, lunet og bredden. Med S. forsvandt ikke alene en stor kunstner, men en original personlighed med eventyrets mystik over sin fremtræden. Scenen var hans liv – endnu på sit dødsleje lærte han en ny Holberg-rolle – og altid kredsede han i sin slængkappe omkring teatret, som han tilhørte i 63 sæsoner, fra 1832 til 1895 – et enestående tilfælde. Han havde i Frederik VI's dage virket sammen med de store skuespillere fra teatrets "Guldalder", J. P. Frydendahl, F. Lindgreen og J. C. Ryge, og mangfoldige anekdoter med saftige pointer knyttede sig til hans person; de kaldtes "Schramiader" og skulle ikke tages højtideligt. Hele byen kendte S., som boede i Peder Skramsgade og kaldte sig selv "Danmarks Riges Skraalehals". Let tilgængelig var han for alle der ville høre på hans harmløse kritik af teatrets styrelse, og uhyre modtagelig for virak, forfængelig som H. C. Andersen og lige så ømfindtlig når et stænk af kritik nåede ham. – Kgl. kammersanger 1866.

Familie

Forældre: urtekræmmer Lauritz Fussing S. (1778–1830) og Marie Sophie Wexschall (1795–1866). Gift 8.12.1846 i Kbh. (Slotsk.) med Johanne Marie Sachmann, født 4.5.1816 på Frbg., død 4.4.1904 i Kbh., d. af hofslagtermester Søren Diderik S. (ca. 1763–1821) og Anne Cathrine Frydenlund (Fredelund) (1776–1839, gift 1. gang 1796 med hofslagter Friedrich Ernst Heckendorff, ca. 1758–1807).

Udnævnelser

R. 1860. DM. 1892. F.M.l. 1884.

Ikonografi

Mal. af F. Storch, 1850 (Det kgl. teater). Litografi 1851. Buste af E. A. Bruhn (Fr.borg; Teatermus). Træsnit af M. 1867, 1869 og af H. P. Hansen, 1870, efter sidstnævnte gravering på sten 1876. Mal. af H. Siegumfeldt, 1874 (Det kgl. teater). Træsnit af H. P. Hansen, 1879. Træsnit 1880. Malet i rolle af Sigelkov (Sichelkow?) 1883. Tegn. af Fred. Hartvig 1884 (Teatermus.). Buste af Th. Stein, 1884 (Teatermus.). Træsnit af H. P. Hansen 1884. Tegn. af K. Søeborg 1885 (Teatermus.). Afbildet på mal. fra Det kgl. teater af Paul Fischer, 1888. Mal. af N. V. Dorph, 1890 (Det kgl. teater). Tegnet i rolle af Alfred Schmidt, 1894 (Teatermus.). Litografi af Jul. Rosenbaum, 1894 og stengravering af samme. Træsnit af A. Bork, 1895, efter foto. Radering i rolle af H. Nik. Hansen, 1897. Tegnet i rolle af C. Bayer bl.a. 1903 (Teatermus.). Mal. af S.s buste af Max Müller, 1917. Rollebilleder i træsnit af bl.a. H. P. Hansen, F. Hendriksen og C. Poulsen, i akvarel af C. Bayer og i tegn. af K. Gamborg (Teatermus.). Tegn. af Alfred Schmidt (sst.). Relief af C. Aigens (sst.), af O. Glosimodt (sst.) og af A. W. Saabye (på gravsten af V. Petersen). Foto.

Bibliografi

Erindr, i Dannebrog 2L9. og 25.9.1892 samt i Skuespillerforen.s julebog, 1893 3–21. [Peder Schram:] Stamtvl. over den da. gren af slægten Schram, 1924 84. III. tid. 13.11.1870. Jakob Fabricius sst. 14.7.1895. W. T[hulstrup] sst. 14.9.1919. Edv. Brandes i Ude og hjemme II, 1879 325–29 339–44 (optr. i forf.s Dansk skuespilkunst, 1880 97–133). Samme: Holberg og hans scene, 1898. Ch. Kjerulf: P. S. 1834–84, 1884. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. IV, 1921–30. Samme: Det kgl. teaters hist. 1890–92, 1970. – Papirer i Teatermuseet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Peter Schram i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297170