Marie Zinck

Marie Zinck, Marie Elisabeth Zinck, 1.6.1789-6.4.1823, operasanger, skuespiller. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). Fra 1803 var Z. danseelev ved Det kgl. teater, men da den dramatiske skole under M. Rosings og K. L. Rahbeks ledelse oprettedes, tilhørte hun dens tidligste elevhold og debuterede ved skolens første forestilling 11.5.1806 på Hofteatret som kammerpigen i Den gode Fader og Fruentimmerhævn. Da hun gjorde lykke gled hun over til Det kgl. teater hvor hun optrådte første gang 21.1.1808 som kammerpigen i Det farlige Naboskab, og 1810 fik hun kgl. ansættelse. Med den beundrede Carl Bruun som medspiller blev hun i løbet af få sæsoner teatrets mest yndede skuespiller blandt de unge, især i syngespillene som dengang indtog en stor plads i repertoiret. Hun spillede på sin lykkelige natur, en uskyldig og yndefuld kvindelighed parret med charme; stemmen, som kapelmester F. L. Ae. Kunzen havde uddannet, var hverken stærk eller omfangsrig, men indsmigrende som hendes personlighed, og foredraget var gratiøst og musikalsk. Hjertelig og rørende, skælmsk og naiv virkede hun, ikke gennem refleksion, men ved et umiddelbart trylleri som var højst klædeligt. Hendes navn er i teatrets historie især knyttet til opførelsen af Niccolo Isouards syngespil Cendrillon eller den lille grønne Sko, 1812 hvis titelrolle var en omsætning i toner af hendes eget vindende væsen. Blandt de mange som sværmede for hende valgte hun til mand sangeren Georg Zinck, der i stykket udførte hendes lykkelige elsker, den ædle kong Ramiro. Også titelrollen i F. H. Himmels syngestykke Fanchon, Lirespillerinden, 1814 skabte en kultus om hendes navn. Skuespillet høstede også gavn af hendes evne og popularitet, fx udførte hun pagen Cherubino både hos P. A. C. de Beaumarchais og Mozart. Dette fristede Adam Oehlenschläger til at lade hende forsøge sig i tragedien i den periode der lå mellem Eline Heger og Anna Nielsen. Hun var den første Signe i Hagbarth og Signe, spillede Valborg i Axel og Valbrog og Ragnhild i Fostbrødrene. Det var et eksperiment som kun delvis lykkedes, men som hjalp digteren og teatret over en forlegenhed. Z. var ikke skuespiller i karakteriserende forstand, men sit eget musikalske væsens beundrede fremstiller. Alderen som ofte var et problem i hendes rollefag oplevede hun ikke. Allerede 18.3.1823 optrådte hun sidste gang som Rose i Sovedrikken, og kort efter pådrog hun sig en lungebetændelse ved at synge i en kold kirke. Hun blev kun 33 år. Oehlenschiäger skrev til teatrets mindefest en digtning som begyndte med Cendrillons første scene mellem de tre søstre hvor Z.s plads stod tom, og derefter lod han hendes medspillende, klædt i kostumer fra de forskellige skuespil, på poetisk vis beklage hendes bortgang. Det betød ikke blot et stort tab, men føltes som en personlig sorg.

Hendes mand, Georg Zinck, blev 1808 student fra det Schouboeske institut og ville være læge, men varetog i studieårene kantorpladsen ved Kastelskirken. Han var meget musikalsk og i besiddelse af en brillant tenorstemme, omfangsrig og velklingende, som faderen havde uddannet, men han havde ikke lyst til at udnytte den, og det skyldtes et tilfælde, nemlig at han under sin bror Ludvig Zincks sygdom vikarierede i hans musikfunktioner på teatret at chefen, kammerherre Frederik v. Holstein, fik ham overtalt til at hjælpe operaen ud af den sangernød hvori teatret befandt sig efter E. Du Puys afgang. Z. debuterede 4.4.1812 i hans glansrolle, ritmester Rose i Ungdom og Galskab, sang derefter Ottavio i Don Juan og kongen i Cendrillon, og da stemmens bøjelighed også tillod ham at udføre barytonpartier blev han til stor nytte. Blandt hans opgaver var Belmonte i Bortførelsen fra Seraillet, Aimar i Røverborgen som Frederik Kuhlau skrev for ham og titelrollen i Joseph og hans Brødre. Med al sin sangteknik var Z. ikke scenekunstner, men stillestående i dramatisk henseende og uden varme og fantasi i sit foredrag – et mandligt sidestykke til Christine Zrza. Mangelen på disse evner forklarer at han ikke selv følte trang til at vie sit liv til scenen. Han optrådte sidste gang 16.10.1827 som grev Almaviva i Figaros Bryllup og døde et halvt år senere. Frederik VI understøttede på fru Dannemands initiativ to små pigebørn som ægteparret Z. efterlod i trange kår.