Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kirsten Hermansen

Oprindelige forfattere KKet og MeHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Kirsten Hermansen, 21.2.1930-8.11.2015, operasanger. Kirsten Hermansen kastede sig tidligt over sangen som medlem af radioens børnekor. I sin gymnasietid nåede hun desuden at blive landskendt ved at lægge stemme til Prinsessen i Fyrtøjet, den første danske helaftenstegnefilm, 1945. Allerede før sin succesfulde solistklassedebut 1954 fra Det kgl. danske musikkonservatorium (hovedlærer: Holger Byrding) nåede hun at optræde på Det kgl. teater i en barnerolle i Benjamin Brittens Albert Herring. 1953–55 gennemgik Kirsten Hermansen teatrets operaskole, og derefter fulgte den officielle scenedebut som Lucia i Brittens Lucretia hvor hun nævntes rosende for sin "rent klingende sopran og gode sceniske manerer". Da Kirsten Hermansen på grund af en anden sangerindes sygdom kort efter sang Susanna ved premieren på Carl Eberts med spænding imødesete iscenesættelse af Mozarts Figaros Bryllup betegnedes det af kritikerne som et gennembrud, og hun kom hurtigt til at spille en central rolle i Det kgl. teaters sangerstab med Mozartpartier som et af de vigtige virkefelter: foruden Susanna roller som Blonde i Bortførelsen fra Seraillet, Despina og Fiordiligi i Cosi fan tutte. Nattens dronning i Tryllefløjten og Rosina i La finta semplice. Ved radiooperaens Idomeneo føjedes i Mozart-jubelåret 1956 med Ilias parti endnu et smukt portræt til rækken. Skønt en indflydelsesrig anmelder ved hendes koncertdebut frarådede hende at blive koloratursopran kom dette stemmefag til at spille en betydelig rolle i hendes karriere. Foruden Nattens dronning som hun første gang sang på Den norske opera i Oslo 1960 kom hun på Det kgl. teater til at synge Gilda i Rigoletto, Norina i Don Pasquale, Olympia i Hoffmanns Eventyr, Zerbinetta i Ariadne på Naxos m.fl. Specielt med Zerbinetta fejrede hun triumfer med sin suveræne sangkunst og sceniske veloplagthed. Og hendes Gilda karakteriseredes ved premieren 1962 af den samme anmelder som "en eklatant sejr". Som en præstation helt i særklasse må nævnes Hilda Mack i Hans Werner Henzes Elegi for unge elskende hvor hun i det halsbrækkende svære koloraturparti tilførte Det kgl. teaters opsætning en præstation af international rækkevidde. I Danmarks radios regi fik hun 1968 lejlighed til at prøve kræfter med den omfattende titelrolle i Bellinis Søvngængersken.

Også som lyrisk sopran har Kirsten Hermansen formået at gøre sig gældende. Nævnes kan her bl.a. titelrollen i Madame Butterfly. Overgangen til det mere karakterprægede fag betød for Kirsten Hermansens vedkommende nogle års relativ mangel på nye opgaver, men i 1976 udnyttede Det kgl. teater igen hendes sikre vokale og sceniske fremtræden til et afgørende hovedparti, marskalinden i Rosenkavaleren. Kirsten Hermansen har gæstespillet på Den jyske og Den fynske opera ligesom hun har varetaget talrige oratorie- og koncertopgaver gennem årene. Hun har desuden været flittigt benyttet i Danmarks radio og har siden 1972 været docent i sang ved Det kgl. danske musikkonservatorium. Hun stoppede som operasanger i 1983. – Kirsten Hermansen har modtaget en række hædersbevisninger, bl.a. Musikanmelderringens ærespris, 1956, Elisabeth Dons' mindelegat, 1962 (som den første overhovedet) og Tagea Brandts rejselegat, 1967.

Familie

Kirsten Hermansen blev født i København. Forældre: overlærer Einar Holger Hermansen (1894–1951) og Kaja Louise Hessing (1889–1968). Gift med kontrabassist Leif Rommer, født 3.5.1933 i København.

Annonce

Udnævnelser

R. 1969.

Ikonografi

Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Ketting, Merete Harding: Kirsten Hermansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291206