Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ib Hansen

Oprindelige forfattere KKet og MeHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Ib Hansen, 22.12.1928-24.2.2013, operasanger. Der var ikke meget i Ib Hansens barndom og ungdom som pegede mod en professionel sangerkarriere. Glæden ved at synge var ganske vist dybt forankret i familien, men Ib Hansen havde aldrig set en hel opera da han 1955 blev optaget på Operaakademiet efter private sangstudier hos Kristian Riis. Hans debut på Det kgl. teater 31.10.1958 blev et veritabelt gennembrud: hos kritikerne kunne han læse at han med ét slag placerede sig i den dramatiske sangkunsts første række med sin brillante udførelse af titelpartiet i Gianni Schicchi. Allerede i samme sæson kunne Ib Hansen tillige høres i et andet hovedparti, Marcel i La Boheme, der sammen med Gianni Schicchi var teatrets bidrag til festligholdelsen af Puccinis 100-års dag. I den følgende sæson sang Ib Hansen tillige Rodrigo i Verdis Don Carlos og Harlekin i Strauss-operaen Ariadne på Naxos, og han blev hurtigt teatrets stærkest benyttede baryton som sæson efter sæson har stået på scenen i hovedpartier.

Som den stærkeste dramatiske tilskyndelse tidligt i karrieren nævnte Ib Hansen selv Anna Borg som stod for instruktionen i nyopsætningen af Verdis Rigolettoi sæsonen 1961-62. Ib Hansen sang her titelrollen. Allerede forinden havde han gjort sig bemærket i Mozart-faget med Papageno i Tryllefløjten og Figaro i Figaros bryllup, og i sæsonen 1964-65 føjede han med Henrik i Carl Nielsens Maskarade en anden lige så spillevende tjenerskikkelse til sit hastigt voksende rollegallleri. Foruden Rigoletto og Rodrigo sang Ib Hansen alle de andre store Verdipartier som Det kgl. teaters repertoire har givet mulighed for: Germont i La Traviata, titelrollen i Simon Boccanegra som blev en af hans allersmukkeste præstationer, Jago i Othello, grev Luna i Trubaduren, grev Anckarström i Maskeballet og titelrollen i Falstaff. Sidstnævnte sang han tillige på Den norske Opera i Oslo. En anden glansrolle i det italienske rollefag var Scarpia i Tosca hvor han med sin utrolig musikalske og sceniske autoritet på det smukkeste hævdede teatrets kunstneriske standard over for gæstesangere som Birgit Nilsson.

I det tyske repertoire sang Ib Hansen bl.a. Jochanaan i Strauss' Salome og af Wagner-partier hidtil Wolfram i Tannhäuser og Arafortas i Parsifal. Dette sidste parti gæstesang han med i Berlin.

Annonce

Gennem årene vandt Ib Hansens altid sikre kavalerbaryton tillige så meget i dybden, at han kunne synge deciderede basroller som titelpartiet i Boris Godunov og kunne skifte fra Henrik til Jeronimus i Maskarade. Carl Nielsens opera grammofonindspilledes i 1978 med Ib Hansen som en fuldgyldig arvtager for Holger Byrding i pragtrollen som bagstræbets gnavent-lystne repræsentant. I det danske repertoire gav Ib Hansen desuden sin stærke sceneudstråling til roller som kong Saul i Carl Nielsens Saul og David samt marsk Stig i Peter Heises Drot og Marsk.

Den nyere og nyeste musik nød ikke i større grad godt af Ib Hansens pragtrøst. En markant undtagelse finder vi dog i doktor Schön som han gjorde uforglemmeligt i TVs Götz Friedrich-opsætning af Alban Bergs Lulu 1970. Derimod flirtede han vedholdende med den lettere muse, dels gennem talrige foreningsoptrædener landet over, dels i TV-underholdningsprogrammer og også gennem roller som dr. Falke i Flagermusen på Det kgl. teater.

Ib Hansen var en udpræget dramatisk anlagt sanger og kunne også gøre sig i taleroller. Da han gjorde en sådan afstikker ind i skuespilfaget i Leif Panduros TV-spil Et godt liv rostes han endda som værende overrumplende god i replikken. Han har i et vist begrænset omfang viet sit talent til den danske romance, men aldrig til tysk eller fransk liedkunst. Når han optrådte i koncertsale var det som regel for at synge opera. Det kgl. teater var det stadige centrum i hans meget betydelige indsats i dansk musikliv, og han gav helt bevidst afkald på den internationale karriere som han uden tvivl kunne opnå.

Blandt de hæderspriser han modtog var Gramex-prisen, og i 1974 udnævntes han til kgl. kammersanger som den første siden Otte Svendsen i 1959. Op mod hans 25-års jubilæum valgte Det kgl. teater da også at knytte tråden om hans omkring et halvt hundrede roller tilbage til debuten ved atter at sætte Gianni Schicchi på repertoiret med ham som centrum. Han var engageret ved Det kgl.teater frem til 1995. Ib Hansen blev tildelt en række priser og legater, bl.a. Torben Anton Svendsens mindelegat 1994 og Carl Nielsens hæderspris 2006.

Familie

Ib Hansen er født i København (Vanløse); begravet på Melby kirkegård, fællesgrav, Frederiksværk.

F: frugthandler, senere ejendomshandler Laurits H. (1901-67) og Magda Kristine Vilhelmine Christensen (1901-95). Gift 1. gang 1.9.1953 med Lillian Ingrid Perlt, født 29.10.1931 i Holbæk, d. af direktør Sigfred P. og Ingrid Sandberg Madsen. Ægteskabet opløst 1970. Gift 2. gang 28.2.1971 i Kbh. (Holmens k.) med kontorassistent Anne-Lise Ingvardsen, født 16.10.1938 i Kbh. (gift 1. gang 1964 med John Søborg Nielsen, født 1936, ægteskabet opløst 1969), d. af disponent Sigismund I. (1903-65) og Kaja Aase Larsen (1914-2005).

Udnævnelser

R. 1971. K. 1998.

Ikonografi

Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Ketting, Merete Harding: Ib Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290688