Holger Boland, 14.1.1905-11.11.1989, operasanger, sceneinstruktør. Født i København, begravet på Frederiksberg ældre kirkegård. B. tog studentereksamen fra Statens kursus 1925 og blev derefter assistent i telegrafvæsenet (redaktør af Dansk Post- og Telegraftidende 1930–31) men tog sin afsked fra post- og telegrafvæsenet 1932. Året efter blev han elev ved Det kgl. teaters operaskole og skuespilskole og fik sin første optræden som Kupelweiser i syngespillet Jomfruburet 23.1.36. Kort efter fulgte hans operadebut som Don Bartolo i Figaros bryllup hvorefter han samme år blev ansat ved teatret hvor han senere også virkede som sceneinstruktør i hvilken egenskab han debuterede 14.2.1946 ved genindstuderingen af Cimarosas komiske opera Det hemmelige ægteskab og ansattes som fast sceneinstruktør 1958; 1962 blev han tillige instruktør og lærer i musikdramatik ved operaakademiet. En væsentlig del af hans virksomhed kom imidlertid til at foregå i Århus hvor han 1947 blev medstifter og kunstnerisk leder af Den jydske Opera, og hvor han gennem en meget lang periode gjorde en meget betydelig indsats både som instruktør og udøvende kunstner. Der var desuden ofte bud efter ham fra udlandet. Han gæsteoptrådte i Stockholm 1953 og 1954 og ved Svenska Teatern i Åbo 1968 og virkede som gæsteinstruktør ved Drottningholm slottsteater 1955 og 1956, som fast instruktør fra 1967, ved Nationalteatret i Reykjavik 1957, ved operaen i Oslo 1963 og i San Francisco 1968. For Det kgl. teater og Den jydske Opera oversatte og bearbejdede han med stor sans for det musikalske udtryk mange klassiske operatekster og skrev selv tekster til bl.a. Svend S. Schultz' operaer Bryllupsrejse 1951 (sammen med Tavs Neiiendam) og Konen i muddergrøften 1964. B. skrev desuden en række artikler og kronikker i tidsskrifter og dagblade om teater og musik.

Som udøvende operakunstner indtog B. en særstilling inden for opera buffa gennem sin humoristisk slagkraftige udformning af især de ældre skikkelser i det klassiske repertoire som fx Don Bartolo i Barberen i Sevilla, Don Pasquale, Kezal i Den solgte brud og Don Magnifico i Askepot m.fl. mens hans dramatiske sikkerhed og sceniske verve skabte vellykkede præstationer også i det yngre rollefag som fx Leporello i Don Giovanni og Henrik i Maskarade m.fl. -Blandt hans henved 50 iscenesættelser for Det kgl. teater, Den jydske Opera og Drottningholm-teatern m.fl. kan nævnes Sovedrikken, Bajadser, Barberen i Sevilla, Carmen, Cosi fan tutte, Fidelio. Jægerbruden, Don Giovanni, Figaros bryllup. Boheme, Traviata, Rigoletto, Maskarade, Tosca, Eugen Onegin, Butterfly, Otello og Flagermusen. B. iscenesatte også en række forestillinger for TV og ledede fra 1974 Det kgl. teaters opsøgende opera i skoler, gymnasier, seminarier og andre virksomheder med det formål at popularisere operaen og dens repertoire. B. medvirkede desuden i en række film, bl.a. spillede han vagabonden Tusindfryd i Midt om natten, 1984 og Hodja fra Pjotr, 1985. B. nød hele livet betydelig anseelse inden for sit virkefelt. Allerede inden sin teatertid var han viceformand i Dansk post- og telegrafforening, 1954 blev han æreskunstner i Århus studenterforening, 1960 modtog han Drottningholms kungl. Hovteaters fortjenstmedalje i guld, 1961 fik han teatermedarbejderpokalen, blev 1964 æresmedlem af Rossinis Vanner i Skandinavien, 1965 Danske teatermedarbejderes æres-instruktør og modtog 1972 Århus teaterforenings ærespris.

Familie

F: adoptivsøn af postbud, senere overpakmester Hans Christian Hansen (1874–1946) og Kathrine Camilla Boland Petersen (1881–1970). Gift 1. gang 6.9.1929 i Frbg. k. med Gudrun Mathilde Lægaard, født 22.3.1902 i Kbh., død 12.11.1976 sst. (Stefans), d. af sergent Jens L. og Cecilie Marie Knudsen. Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 9.8.1946 med Ellen Andreasen, d. af væver C. C. A. og Anna Camilla A. Gift 3. gang 11.8.1966 i Skanderborg (b.v.) med polsk tolk og oversætter Alicja Ruth Slodka, født 13.3.1925 i Warszawa.

Udnævnelser

R. 1951. R.1 1968.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Torben Meyer i Berl. aftenavis 19.9.1953. Århus stifts-tid. 13.1.1955. Opera i Århus, udg. Gustav Albeck og Gerhard Schepelern, 1972.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig