Aage Haugland, Aage Grunnet Haugland, 1.2.1944-23.12.2000, operasanger. Aage Haugland blev otte-ni år gammel elev på Skt. Annæ gymnasium (sangskolen), dog uden at have sanglige ambitioner. Han blev nysproglig student 1963 og begyndte at studere medicin ved Københavns universitet. Samtidig tog han sangundervisning hos Kristian Riis. En voksende musikinteresse fik ham til at opgive medicinen og begynde et musikvidenskabeligt studium. Han skaffede sig nogen indtægt som medlem af koret i Københavns domkirke, medvirkede i Studenteroperaen og ved flere kirkekoncerter. I sommerferierne tog han desuden et job som ølafbærer for Tuborg. Imidlertid var hans vokale evner vokset så påfaldende at han besluttede sig til at blive professionel sanger.

1967 var han en tid elev på operaskolen i Oslo, gav en stor koncert i sin fars fødeby Halden og vandt førstepris ved dagbladet Aftenpostens sangerkonkurrence 1968. Dette førte til et toårigt engagement ved Den norske opera (1968–70) hvor han snart kom til at synge flere store hovedpartier og kom i kontakt med den tyske operainstruktør Gotz Friedrich som introducerede den nu 25-årige sanger for operaen i Bremen hvor han fik fast kontrakt for tre sæsoner (1970–73). Det blev en streng arbejdsperiode med mange krævende opgaver og betydelige succeser der ofte forbløffede ham selv, men gav ham voksende erfaring og ansvarsfølelse. I disse år kunne Hauglund tillige varetage flere gæstespil, bl.a. ved Den jydske opera i Århus som Rocco i Fidelio og på Det kgl. teater hvortil han blev engageret fra nytår 1973. Hauglands urokkelige flid, hans store sprogtalent, dramatiske indfølingsevne, skikkelsesdannende fantasi og først og fremmest hans monumentale og velklingende basstemme skaffede ham hurtigt ry ud over Danmarks grænser. Kontrakten med Det kgl. teater tillod ham omfattende gæstespil ude i verden, og i løbet af få år havde han tilegnet sig et meget stort repertoire. Allerede i 1976 var han fortrolig med henved 40 operapartier hvoraf de tre fjerdedele var hovedpartier på originalsprogene eller dansk, engelsk og tysk. Hauglands udenlandske karriere var i begyndelsen foranlediget af den polske dirigent Jerzy Semkow der 1974 havde dirigeret Boris Godunov på Det kgl. teater hvor Haugland sang munken Varlaam. Hermed indledtes et flerårigt samarbejde der startede i Italien, hvor Haugland atter sang Varlaam (partiet kom Haugland senere til at synge ved en polsk grammofonoptagelse af hele operaen med Semkow som dirigent). I Italien kom Haugland tillige til at synge hovedpartiet i Meyerbeers Profeten. Titelpartiet i Boris Godunov tilfaldt Haugland ved en koncertopførelse i St. Louis i USA hvor Semkow på det tidspunkt var chefdirigent. 1975 var Haugland på gæstespil i England med partier i Wagners Ringen på Covent Garden og ved The English National Opera samt ved koncertoptræden i Royal Albert Hall.

De engelske gæstespil gentog sig siden jævnligt, vekslende med optræden i Holland, Vest- og Østtyskland, USA, Polen, Italien, Sverige, Frankrig, USA m.fl. På Det kgl. teater sang Haugland bl.a. Daland i Den flyvende Hollænder, baron Ochs i Rosenkavaleren, Basilio i Barberen i Sevilla, Pizarro i Fidelio, Klingsor i Parsifal, Sarastro i Tryllefløjten, titelpartiet i Gianni Schicchi, Michele i Kappen og solopartiet i Maxwell Davies' Five Songsfor a Mad King på Comediehuset. I udlandet sang han bl.a. kong Henrik i Lohengrin, landgreven i Tannhäuser, kong Marke i Tristan og Isolde, titelpartiet i Falstaff og i Wagners Ringen både Fafner, Hagen, Fasold og Hunding samt titelpartiet i Den flyvende hollænder for blot at nævne de betydeligste partier. Han optrådte på de store operahuse som Metropolitan Opera, Bayreuth, La Scala og ved festspillene i Salzburg. Haugland blev udnævnt til kgl. kammersanger i 1985. Ud over operaroller medvirkede han i to danske film: Flamberede hjerter, 1986 af Helle Ryslinge og Sirup, 1990. Endvidere lagde han stemme til to Disney-tegnefilm. Han tildeltes Aksel Schiøtz-prisen 1981. Haugland blev dansk statsborger 1978.

Familie

Født i København (Sakraments), begravet på Lillerød kirkegård, Allerød.

Forældre: mag.art. Åge Haugland (1914-86) og Anne Lise Grunnet (født 1921). Gift 8.8.1970 i København med cand.mag. Anette Munk-Andersen, født 28.12.1944 i Holbæk, d. af politiassistent Axel Munk-Andersen (født 1917) og Åse Nielsen (født 1920).

Udnævnelser

K.

Bibliografi

Interview i Politiken 2.1.1977. – Haugland Holder i Berl. tid. 11.1.1976. Samme sst. 21.10.1977. Samme sst. 2.10.1978 [J.Falck] i Politiken 3.1.1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig