Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Frederik Barth

Oprindelig forfatter EAbr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Christian Frederik Barth, 24.2.1787-17.7.1861, obovirtuos, komponist. Født i Kbh. (Petri), død i Middelfart, begravet sst. Ugift. Under faderens omhyggelige vejledning erhvervede B. sig hans ejendommeligt skønne tone og spillemåde og blev snart så dygtig, at han allerede 1802 fik ansættelse i kapellet. Offentligt havde han endnu tidligere optrådt på en koncert i teatret 1801. 1804 fik han orlov et år for yderligere uddannelse og en rejseunderstøttelse af den kgl. kasse, "da han er et talentfuldt subjekt". I Berlin spillede han med meget bifald to obokoncerter, komponeret af hans bror Philipp, og blev n.å. efter sin hjemkomst udnævnt til første oboist i kapellet. Senere gjorde han hyppige koncertrejser i provinserne, i Sverige, Tyskland og Holland, og alle vegne beundrede man hans henrivende tone, mesterlige foredrag og store færdighed; foruden disse virtuose egenskaber havde han betydelige evner som komponist, især for sit instrument. I trykken er udkommet – næsten alle i Tyskland – Koncert i B-dur (i form af en syngescene), Koncert nr. 4 i C-dur og Rondeau suisse, alle for obo med orkester, Divertissement for obo med strygekvartet, Sonate for obo med piano, en Ouverture for orkester i E-dur, Symfoni i Esdur for blæseinstrumenter o. fl.; fire studier af ham for obo solo findes trykte (dog uden angivelse af hans navn) i Wieprechts oboskole. Blandt hans mange dygtige elever var Chr. Schiemann der videreførte hans spillemåde til næste generation af obospillere herhjemme; B.s teknik har på denne måde behersket obospillet lige til vor tid, bl.a. hos Sv. Chr. Felumb hvor dog den yngste skole af oboister uden helt at bryde med B.s behandling af instrumentet på væsentlige tekniske områder har søgt impulser andre steder fra (Pariserskolen). B. tog sin afsked 1841 og tilbragte sine sidste år i Middelfart som en særling i trange kår.

Familie

Forældre: obovirtuosen Christian Samuel B. (1735–1809) og Anna M. W. Bisdorff (ca. 1748–1806).

Ikonografi

Silhouet.

Annonce

Bibliografi

Musikforeningens festskrift I, 1886. "Kapel-Protokollerne" i Det kgl. teaters arkiv. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. Niels Friis: Det kongelige kapel, 1948.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Abrahamsen: Christian Frederik Barth i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 7. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286533