Angul Hammerich

Angul Hammerich, 25.11.1848-26.4.1931, musikhistoriker. Født i Kbh. (Trin.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). H. blev student 1867 fra Borgerdydskolen på Christianshavn og tog 1872 statsvidenskabelig eksamen. Han var fra et musikalsk hjem hvor der især dyrkedes kammermusik. Han fik undervisning i violoncel hos Albert Rüdinger og var på dette tidspunkt også begyndt at beskæftige sig med musikhistorie og musikæstetiske studier. Så stærkt interesserede disse musikalske studier ham at han en tid helt helligede sig dem, blev elev i klaver og teori hos C. F. E. Horneman, senere i violoncel hos Franz Neruda. Han vendte imidlertid tilbage til universitetsstudierne og fik efter endt eksamen ansættelse 1874 som assistent i Den kgl. livrenteanstalt. Men de musikalske interesser lokkede ham stadig, og han knyttedes 1876 som musikanmelder til ugebladet Nær og Fjern, senere virkede han i samme egenskab ved Illustreret Tidende (1880-86), og da han desuden 1880 fik tilbud om at være anmelder ved Nationaltidende, opgav han stillingen i livrenteanstalten. Hans musikanmeldelser var til alle tider præget af retfærd og hensyntagen og blev meget læst og påskønnet i datidens musikalske kredse.

Samtidig fortsatte H. sine musikhistoriske studier og foretog studierejser til Tyskland, Frankrig og Italien. 1886 fremkom hans første musikhistoriske værk Musikforeningens Historie 1836-86 (= Festskrift i Anledning af Musikforeningens Halvhundredaarsdag II) der 1892 efterfulgtes af disputatsen Musiken ved Christian I Vs Hof. 1895 begyndte han at forelæse over musikhistorien og knyttedes fra 1896 som privatdocent i faget til universitetet. Senere skrev han flere jubilæumsskrifter: Kjøbenhavns Musikkonservatorium. 1867-1892, 1892 og Kammermusikforeningen 1868-93. 1893 der fortsattes med en ny beretning 1918. 1921 udkom Dansk Musikhistorie indtil ca. 1700. Alle disse skrifter er vigtige kildeskrifter til belysning af datidens musikliv. Et felt der interesserede H. meget var instrumenterne og deres historie; herom vidner hans udmærkede afhandling om det historiske orgel på Fr.borg (i Tidsskr. for Kunstindustri 1897) og hans indgående studier over bronzelurerne i Nationalmuseet i Kbh. (i Aarbøger for nord. Oldkyndighed og Hist., 1893). I denne forbindelse må også nævnes hans arbejde med grundlæggelsen af Musikhistorisk museum i Kbh. (åbnet 1898) og udgivelsen af museets katalog (1909); han var museets leder indtil sin død. Desuden sad han i bestyrelsen for Kammermusikforeningen, Musikforeningen og Dansk musikselskab, hvis æresmedlem han blev. En tid ledede han sammen med professorinde Horneman det af Horneman oprettede konservatorium.

Et særlig betydeligt arbejde er H.s studier over den islandske musik (i Aarbøger for nord. Oldkyndighed og Hist., 1899) der især beskæftiger sig med den gammelislandske "Tvisang" der endnu eksisterer på Island, og som vakte betydelig opsigt også i udlandet. Hans interesse for middelalderens og renæssancens musikforhold kom på ny til orde i udgaven af en række hidtil upåagtede melodier fra dansk middelalder i serien Musikmindesmærker fra Middelalderen i Danmark, 1912; hans indførelse i de islandske sange og i de gamle sekvenser, viser og hymner hører sammen med biografien (Biografiske Essays) om J. P. E. Hartmann. 1916 (med studierne over den danske nationalsang) til de bedste ting i hans forfatterskab. – H. var levende interesseret i sit fag. Han arrangerede musikhistoriske koncerter og hans forelæsninger, der fulgtes af store kredse, var klare i form og indhold. De samme egenskaber har hans bøger og afhandlinger der i malende stil skildrer de svundne epoker i dansk musik som havde hans særlige bevågenhed. En vis usikkerhed over for dybere kompositorisktekniske problemer prægede ganske vist nu og da hans undersøgelser og fremstilling – det kunne mærkes at han havde gjort vejen over statsvidenskaben til musikken og var kommet forholdsvis sent til de egentlig musikvidenskabelige studier. Men hans brændende kærlighed til stoffet i forbindelse med hans usvigelige tro på fagets opgaver og berettigelse bar over mange vanskeligheder og var af uvurderlig betydning for dets trivsel. 1915 fik han magisterkonferensen i musikhistorie oprettet, og hans tilknytning til universitetet der i en lang årrække havde været af midlertidig karakter, fæstnedes efterhånden således at han fra 1916-22 fungerede som ordinær docent i musikhistorie. – Tit. professor 1908.