Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H. Grüner-Nielsen

Oprindelig forfatter Pioe
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H. Grüner-Nielsen, Hakon Harald Grüner-Nielsen, 24.7.1881-24.2.1953, folkeminde- og folkemusikforsker. Født på Frbg, død på kommunehosp., Kbh., begravet sst. (Vestre). G.-N. blev student 1900 fra Schneekloths skole, cand.mag. (dansk, historie, tysk) 1906, og 1913 tog han organisteksamen. 1906-51 var han ansat ved Dansk folkemindesamling, først som assistent og fra 1915 som arkivar. 1915-51 var han tillige organist ved Kingoskirken i København. G.-N. udviklede sig snart til sin generations kyndigste kender af dansk og færøsk visetradition, folkemusik og dans. Sin første vejledning og inspiration fik han af Axel Olrik der oplærte ham i tekstudgivelse, af Hjalmar Thuren der var en fremragende folkemusik- og danseforsker, og af Evald Tang Kristensen med hvem han allerede 1907 var på den første indsamlingsrejse hvor de sammen optog viser med fonograf. Det at G.-N. hele sit liv var en aktiv vise- og folkemindesamler herhjemme og i 1920erne også på Færøerne var med til at præge hans grundholdning til studiet af viserne: "Det maa aldrig glemmes at enhver Melodivariant i sig selv nødvendigvis har en vis Mening, og at en Melodis Omdannelser i høj Grad kan give Anledning til Skabelse af ny Kunstværdier". Det samme mente han om tekstvarianterne. Efter at han 1923 havde publiceret sit og den da afdøde Thurens værk Færøske Melodier til danske Kæmpeviser (fot. optr. i Danm.s gamle folkeviser XI, 1976), udgav han med bistand af Erik Abrahamsen melodistoffet til Danmarks gamle Folkeviser XI, hft. 1-2, 1935-38. Delvis på grundlag af forarbejder af Svend Grundtvig og Axel Olrik udgav han tekstbindene VIII, hft. 4, 1919, IX, 1920-23, alene derimod teksttillæg i X, hft. 1-4, 1933-48 med nogle særdeles grundige kommentarer til en række af de historiske viser. Han har endvidere udgivet og gennemkommenteret det store værk Danske Viser 1530-1630 I-VII, 1912-31 (fot. optr.1978-79) og Danske Skæmteviser I (det udkomne), 1927-28. Til folkeligt brug udgav han Danske Folkeviser I–11, 1925-27 der udmærker sig ved at bringe ikke-restituerede tekster. Til studiet af folkedansens melodistof og kulturhistorie har han bidraget med Vore ældste Folkedanse, 1917, og Folkelig Vals, 1920 (fot. optr. 1976). G.-N. var forsker, indsamler og arkivmand par excellence. Selvom hans kyndighed og lærdom også omfatter andre folkloristiske og kulturhistoriske emner ikke mindst ordsprog, var det i høj grad ham der i de 45 år han virkede i Dansk folkemindesamling udadtil markerede institutionen som et respekteret center for vise- og folkemusikforskning.

Familie

Forældre: rådstuearkivar Oluf Nielsen (1838-96) og Mathilde M. A. Grüner (1861-1934). Navneforandring 4.1.1936. Gift 12.9. 1917 i Ordrup med Ellen Mathilde Keiser-Nielsen, født 9.11.1884 i Birket, Maribo amt, død 9.7.1972 i Ordrup, d. af kapellan i Vesterborg og Birket, senere sognepræst og undervisningsminister S. K..-N. (1856-1926) og Vilhelmine Kolbye (1855-1906). – Halvbror til K. Brünnich Nielsen.

Udnævnelser

R. 1942. DM. 1951.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Kungl. Gustav Adolfs akad.s minnesbok 1942-57, Uppsala 1958 309-14. – Erik Dal i Danske studier 1952, 1953 9-19 (heri selektiv bibliogr.). Samme: Nord. folkeviseforskn. siden 1800, 1956. Nils Schiørring i Danm.s gamle folkeviser XI, 1976 30-33.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Iørn Piø: H. Grüner-Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 8. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290255