Rasmus Heinssen, Rasmus Heidtmann, Rasmus Hedeman, 3.10.1530-14.4.1602, musiker, prælat. Født i Haderslev, død i Slesvig, begravet i domkirken sst. H. skulle være præst, men da han tidligt røbede usædvanlige musikalske anlæg optoges han ca. fjorten år gammel i Christian IIIs kantori og udviklede sig her til en så duelig musiker at han efter sangmesteren Jørgen Prestons 1553 indtrufne død trods sin unge alder blev stillet i spidsen for de kongelige sangere. Allerede mod slutningen af 1556 fratrådte han imidlertid sin stilling som sangmester for med kongelig understøttelse at dyrke videnskaberne, særlig teologien, og drog til Wittenberg hvorfra han efter nogle års studier vendte hjem som magister og fik ansættelse, først som rektor ved klosteret Bordesholm, derefter som konrektor ved domskolen i Slesvig til hvilken by han fra nu af var knyttet hele resten af sit liv. 1573 blev han konstitueret som vicearchidiaconus, 1587 udnævntes han til archidiaconus. Fra 1581 var han tillige ærkedegn i Ribe domkapitel.

Familie

Forældre: Ludwig Heidtmann og Catharina. Gift 4.10.1568 i Husum med Ingeborg Frötz, d. af Bernt F.

Bibliografi

H. F. Rardam i Hist. saml. og studier II, 1896 170–77. Angul Hammerich: Dansk musikhist. indtil ca. 1700, 1921 135. Bue Kaae i Fra Ribe amt XXVII, 1971 548–600. N. Schiørring: Musikkens hist. i Danm. I, 1977 137.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig