Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Birkelund

Oprindelige forfattere MeHa og sberg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Poul Birkelund, Poul Birkelund Hansen, 28.5.1917-22.10.2006, solofløjtenist, professor. Født i Roskilde. B. blev fra 1934 uddannet på Det kgl. danske musikkonservatorium med bl.a. Holger Gilbert-Jespersen som lærer, tog store eksamen 1937 og havde debutkoncert s.å. hvorefter han fortsatte sine studier 1938–39 i Paris hos Marcel Moyse. 1938–43 var han medlem af Filharmonisk orkester i Kbh. derefter indtil 1967 af Danmarks radios symfoniorkester, solofløjtist fra 1949. 1961 blev han docent ved Det kgl. danske musikkonservatorium, professor 1966 og rektor 1971–75. Han frasagde sig rektorposten i december 1975 på grund af vanskeligheder i ledelsens samarbejde med institutionens ministerielt udpegede administrator, men fortsatte som konservatoriets overordentlig påskønnede lærer i fløjtespil frem til 1987. B. optrådte som solist ved talrige lejligheder, bl. a. ved torsdagskoncerter med radiosymfoniorkestret, med Tivolis koncertsals orkester, provinsens byorkestre og gentagne gange i udlandet. - Hans evner og interesse for kammermusik førte til at han 1951 blev medstifter af Københavns blæserkvintet og 1954 til stiftelsen af hans eget ensemble Poul Birkelundkvartetten (m. violinisten Arne Karecki, bratschisten Herman Holm Andersen og cellisten Alf Petersen). Dette ensemble der opførte både klassisk og ny musik modtog 1958 Dansk grammofonpladepris. B. havde selv modtaget den samme pris de to foregående år.

B.-kvartetten foretog flere gange koncertrejser i udlandet. Herhjemme omfattede ensemblets koncertvirksomhed bl.a. tilbagevendende koncertserier i Ny Carlsberg Glyptoteks antiksal, ofte med uropførelser af nye danske værker (Ib Nørholm, Niels Viggo Bentzon, Svend S. Schultz m.fl.). Blandt B.s tillidshverv kan nævnes bestyrelsesposter i Det unge tonekunstnerselskab (DUT), Solistforeningen af 1921, Det danske studenterhus i Paris samt formandsposten i Foreningen af europæiske konservatorier, Tonekunstnerfonden, formand 1973-92, og det pædagogiske udvalg under statens musikråd, formand 1974-76. B. modtog foruden de ovennævnte grammofonpladepriser Vera og Carl Johan Michaelsens legat 1965, Ove Christensens ærespris 1966, Ludvig Schyttes ærespris 1967, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens hæderspris 1989. B.s omfattende samling af egne indspilninger er overdraget Statsbiblioteket i Århus.

Familie

F: malermester og musiker, senere rutebilejer Anders Peter Hansen (1880–1943) og Marie Hansen (1887-1978). Gift 8.4.1941 i Åbenrå med koncertsanger Henny Kjærby, født 21.7.1917 i Vonsild ved Kolding, død 2006, d. af fabrikant Anders Rasmussen K. (1875–1943) og Emmy Keydel (1875–1950).

Annonce

Udnævnelser

R. 1969. R1.

Ikonografi

Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Søren Berg Rasmussen: Poul Birkelund i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287051