Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Sparkiær

Oprindelig forfatter NSch
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peder Sparkiær, Peder Poulsen Sparkiær, 6.9.1695-31.12.1761, musiker. Født i Kbh. (Trin.), død sst. (Holmens), begravet sst. (Holmens). S. voksede op hos stedfaderen der havde studeret teologi og som 1702 var blevet ansat ved Holmens kirke. S. blev 1711 student, privat dimitteret, uddannede sig som musiker, men skrev også vers og gjorde sig først bemærket som forfatter af kantatetekster og lykønskningsdigte på hoffets højtidsdage. 1715 blev han hører ved Holmens korskole, 1717 fik han stillingen som organist ved Holmens kirke hvor han virkede til 1720. Dette år flyttede han til Trinitatis, hvor han var ansat til 1750. 1741–51 bestred han også embedet ved Garn. kirke. Til teatret i Grønnegade leverede han lejlighedsvis musik og blev 1723 hofviolon, en stilling han 1729–41 forenede med posten som hoforganist. Af S.s talrige hyldestdigte fremgår det, at han ingen fremragende digter var. Når man alligevel må tillægge hans forfattervirksomhed nogen værdi, skyldes det at han som en af de få i tiden havde øje for betydningen af, at det danske sprog blev benyttet til disse kantatetekster som B. Bernardi, J. A. Scheibe og han selv satte i musik. Ligeledes tilegnede han 1719 Frederik IV en lille afhandling om generalbas Specimen musicale, "paa vort kjære Fædrenemaal". Den blev dog aldrig trykt. Om S.s egen kompositionsvirksomhed vides intet; ingen af hans kompositioner er bevarede.

Familie

Forældre: Povl Pedersen og Kirsten Hansdatter Normann (ca. 1668–1752, gift 2. gang 1702 med kantor og skolemester ved Holmens k. Christen Andersen S., ca. 1665–1738). Gift 17.3.1722 i Kbh. (Holmens) med Agnete Cathrine Lindemann, født ca. 1698, begr. 8.5.1760 i Kbh. (Holmens).

Bibliografi

Th. Overskou: Den danske skueplads I, 1854199f; II, 1856 42. F. I. Meier i Hjemme og ude 1884–85, 1885 117. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. E. Nystrøm: Den danske komedies oprindelse, 1918. L. Bobé: Bremerholms kirke og Holmens menighed, 1920. N. Friis i Hist. medd. om Kbh., 4 rk. II, 1949.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Schiørring: Peder Sparkiær i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297675