Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paolo Scalabrini

Oprindelig forfatter TKrogh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Paolo Scalabrini, 1713-.1803, musiker. Født antagelig i Italien, død i Lucca. Af hvem S. har fået sin musikalske uddannelse vides ikke. 1742 træffes han som kapelmester ved Pietro Mingottis operaselskab i Graz hvor han komponerede recitativerne og nogle arier til operaen Oronte, Re di Sciti, og han fulgte nu i nogle år den italienske impresario på rejser rundt i Østrig og Tyskland. I slutningen af 1747 kom han sammen med Mingottis selskab til Kbh.; truppen der var blevet engageret af det danske hof begyndte 18.12. sine forestillinger på Charlottenborg, og den gjorde straks enorm lykke hos det danske publikum. Det blev en modesag at sværme for den italienske opera der var den fornemste forlystelse ved de fleste europæiske hoffer. S. havde gode fortalere i de højeste kredse og blev i begyndelsen af 1748 hofkapelmester i stedet for J. A. Scheibe, som fik sin afsked, hovedsagelig fordi han var en erklæret modstander af italienerne. I denne egenskab komponerede S. en lang række sinfoniaer af hvilke nogle enkelte er bevaret. Lige efter sin ankomst til Kbh. havde S. ægtet en af truppens fremragende kræfter, den charmerende og talentfulde, intermezzosanger Grazia Mellini der 1748 blev udnævnt til hofsanger. S. der var en typisk repræsentant for tidens neapolitanske opera med dens ensidige læggen vægt på den sangligt flatterende, koleraturudsmykkede da capo-arie, forstod at skrive en behagelig, letflydende melodi i den noget overfladiske, ikke alt for kunstnerisk betydelige modestil der først og fremmest var anlagt på at give sangerne lejlighed til at brillere. Han var meget produktiv og komponerede i årene 1747–53 ikke mindre end en halv snes operaer, til hvilke han ganske vist også undertiden, som det dengang var almindeligt, benyttede musik af andre komponister. Blandt disse værker, af hvilke flere er skrevet til tekster af Pietro Metastasio, kan nævnes Venceslao, Didone, Artaserse, La Semiramide riconosciuta.

L'Adriano, Siroe, Alessandro nell' lndie og Diomeda. 1753 kom den berømte Giuseppe Sarti til Kbh. med Mingottis trup, og S. måtte 1755 vige pladsen som hofkapelmester for den højt beundrede rival hvis stærkt iørefaldende melodier blev tiljublet af det københavnske publikum. S. blev dog stadig benyttet som komponist; foruden flere kantater skrev han for den danske skueplads den komiske opera Den belønnede Kærlighed der 1758 udførtes dels af italienske, dels af danske kunstnere som hver sang på deres eget modersmål, en ejendommelighed der var søgt motiveret i tekstbogen. Fra samme periode stammer også musikken til Moliéres Sicilianeren eller Kærligheds-Skildrer, (Den forliebte Skildrer) opført 1756, og festspillet Geniernes Fest med tekst af Niels Prahl, opført 1760 i anledning af "den højpriselige danske enevolds regerings førstejubel-år".

S. var i virkeligheden skuffet over forholdene, og i en længere periode forlod han da også landet. 1767 blev det imidlertid meddelt ham at han ville miste sin pension hvis han ikke kom tilbage, og n.å. indfandt han sig i Kbh. for atter at stille sig til tjeneste for hoffet. Han kom nu til at virke som kapelmester ved en italiensk komisk opera hvis personale han selv havde samlet i Italien. Efter Sartis landsforvisning 1775 overtog han atter hofkapelmesterembedet, og s.å. fik han på ny ordre til at rejse til Italien for at samle et operapersonale; truppen spillede til april 1778 og var det sidste italienske operaselskab der i 1700-tallet gav forestillinger på Det kgl. teater. Hofkapelmesterembedet beklædte S. indtil sin hustrus død 1781 hvorefter han vendte tilbage til Italien hvor han giftede sig for anden gang med sangeren Teresa Torre som var medlem af det selskab han 1768 havde bragt til Kbh. Også i den sidste danske periode var S. flittig som komponist. Han skrev bl.a. musik til et passionsoratorium (1771) og kantaterne til kongens fødselsdag 1771 og 1772, alle til tekster af Johannes Ewald. For den italienske opera komponerede han Anagilda, 1772 der af mange blev karakteriseret som et uoriginalt værk der var rigt på lån, og for det danske teater festprologerne Cereris og Thetidis Strid, 1774 og Landsbyhøjtiden, 1775, begge ti) tekster af Ewald, foruden to syngespil, Johan Herman WesselsKærlighed uden Strømper, 1773 og Oraklet, 1776. Med Kærlighed uden Strømper satte S. sig det eneste varige minde. Baggrunden for parodiens musikalske side er først og fremmest de stærkt italiensk betonede syngespil som Sarti i begyndelsen af 1770erne skrev for skuepladsens danske personale, fx Soliman den Anden og Tronfølgen i Sidon, men tillige rammer dog satiren også den italienske opera i almindelighed. En næppe troværdig tradition fortæller at Wessel over for S. skal have skjult at værket var en parodi, og at musikken derfor blev komponeret i fuldt alvor. Hvorledes dette nu end forholder sig så passer de indsmigrende melodier fortræffeligt til teksten, og sangene der er rigt spækkede med pudsigt virkende tonemalerier i orkesterakkompagnementet føles som en munter satire over den italienske opera serias efterhånden mere og mere stereotype ariesystem.

Annonce

Familie

gift 1. gang 1747 med sangerinden Grazia Mellini, født ca. 1719, død 16.2.1781 i Kbh. (Trin.). Gift 2. gang med sangerinden Teresa Torre.

Bibliografi

Jonas Collin: For historie og statistik II, 1825. Th. Overskou: Den danske skueplads II–III, 1856–60. V. C. Ravn i Festskr. i anledn. af musikforen.s halvhundredårsdag I, 1886. H. Weitemeyer i Pers. hist. t. 5.r.VI, 1909 57. Erich H. Müller: Die Mingottischen Opernunternehmungen 1732–56, Dresden 1915. Torben Krogh: Zur Gesch. des danischen Singspiels im 18. Jahrhundert, 1924. Samme i Nationaltid. 2.5.1928. Gerh. Schepelern: Italienerne på hofteatret I-II, 1976. Sten Høgel i Musik og forskn. VI, 1980 116–21.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Krogh: Paolo Scalabrini i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296924