Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels-Henning Ørsted Pedersen

Oprindelige forfattere KKet og MeHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Niels-Henning Ørsted Pedersen, NHØP,27.5.1946-19.4.2005, bassist. Det var en selvfølge i Niels-Henning Ørsted Pedersens barndomshjem at man dyrkede et instrument, og det blev for hans vedkommende klaveret. Først efter seks års klaverspil skiftede han til bassen og fik kgl. kapel-musicus Ludvig Hegner og senere hans kollega Johan Poulsen som lærere. Det håndværksmæssige grundlag var altid vigtigt for ham, og han forblev en instrumental perfektionist.

Som 14-årig fik han sin professionelle debut som medlem af et af tidens førende danske ensembler, Jazzquintet '60, og han var endnu ikke fyldt 15 da han indspillede sin første plade. Forsidestof blev han for alvor da han i 1963 fik tilbudt en stilling som fast bassist i Count Basies orkester. Den 17-årige kunne imidlertid ikke få arbejdstilladelse i USA, og hans formative år koncentreredes da om Montmartre i København hvor han var veritabel husbassist, og Danmarks radio hvor han også var flittigt anvendt, fra 1964 som medlem af Danmarks radios big band. 1964 udnævntes han af Den danske jazzkreds til Årets jazzmusiker, og samme år optrådte han ved den internationale jazzfestival i Molde i Norge sammen med bl.a. saxofonisten Dexter Gordon. Året efter turnerede han i Europa med internationale berømtheder som saxofonisten Sonny Rollins og pianisten Bill Evans, og der begyndte for alvor at komme i gang i hans internationale karriere. I 1969 kunne det internationale jazz-tidsskrift Down Beat udnævne den unge danske musiker med nonstop-navnet, som det engang døbte ham, til årets bedste bassist efter en afstemning blandt såvel europæiske som amerikanske kritikere.

1971 indledte Niels-Henning Ørsted Pedersen et siden ofte genoptaget samarbejde med pianisten Oscar Peterson ved en tremåneders turné hvor Petersons krav til maksimal koncentration hos medspillerne blev en ny udfordring for Ørsted Pedersen. Et andet gennemgående og betydningsfuldt element i 70erne blev duo-samarbejdet med pianisten Kenny Drew. I 1973 udkom den første af flere fremragende plader med denne amerikansk-danske duo som havde både danske folkemelodier, amerikanske jazz-standards, selvskrevet materiale og meget andet på repertoiret. Niels-Henning Ørsted Pedersen turnerede også i denne periode med Jazz at the Philharmonic og fik lejlighed til at spille med stort set alle førende jazzinstrumentalister. Men bestandig var det vitalt for ham at have Danmark og familielivet som basis og ikke binde sig for længere tid ad gangen. Heldigvis er dog (relativt) kortvarige samarbejdsprojekter som trioen med den belgiske guitarist Philip Catherine og den amerikanske trommeslager Billy Hart eller duoen med den brasilianske pianist Tania Maria fastholdt på plader. Den første Ørsted Pedersen-plade som blev indspillet helt på hans egne præmisser med stort set selvskrevet materiale og selvvalgte medspillere var Jaywalkin' fra 1975.

Annonce

Skønt anerkendt på verdensplan som jazzmusiker af et ekstraordinært virtuos-tilsnit indsnævrede Niels-Henning Ørsted Pedersen aldrig sit musikalske interessefelt. Det inkluderede klassikerne, også de nyere som Arnold Schönberg, og han lod sig fra tid til anden lokke til at optræde i klassiske sammenhænge, således i Schuberts Forellekvintet i København 1981.

Sammen med pianisten Ole Koch Hansen spillede han "danske toner" med udgangspunkt i Højskolesangbogen, her blev han især kendt for sin udgave af "I skoven dybe, stille ro".

Niels-Henning Ørsted Pedersen skabte sin egen jazzstil med længe klingende toner og pizzikeret basspil.

Niels-Henning Ørsted Pedersen betragtes som en af de største danke jazzmusikere og en af Europas bedste bassister. Han medvirkede i hundredevis af indspilninger. Han blev i årenes løb tildelt forskellige udmærkelser, bl.a. 1979 Dansk musikerforbunds hæderspris, 1991 Nordisk råds musikpris og 1999 Ben Webster prisen.

Familie

Niels-Henning Ørsted Pedersen blev født i Osted og døde sst.; begravet på Osted kirkegård.
Forældre: forstander ved Osted fri og efterskole Niels Pedersen (1908-94) og Theodora Louise Rasmussen. Gift 7.4.1971 med Solveig Mortensen, født 12.3.1948 i Hvidovre, d. af hotelejer Svend Åge M. og Wilma Annemaria Margaretha Munch.

Udnævnelser

R. 1992.

Ikonografi

Foto-

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Ketting, Merete Harding: Niels-Henning Ørsted Pedersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299676