Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Arnold de Fine

Oprindelig forfatter EAbr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Arnold de Fine, d. 13.11.1586, musiker. Død i Helsingør(?), muligvis, begravet i Skt. Mikkels k. i Slagelse. de F. der var nederlænder og hvis slægt også kaldes van Eynde (von Ende), indtog i lang tid en fremtrædende plads i det danske hofkapel. Han siges at have forladt sit fædreland på grund af religionsforfølgelse under Philip II men er antagelig snarere indkaldt her til landet af kongen. "Arnoldus Orgelist" nævnes første gang som medlem af kapellet under Christian III 1556. 1560 afløses han af en anden uden at forlade hoffet og nævnes i denne overgangsperiode som dronningens organist, ansættes derefter som medlem af kapellet 1563; hans arbejde synes stadig at have været meget påskønnet hvilket fremgår af forskellige beneficier han opnåede under Frederik II; 1565 fik han vikarie i Roskilde domkirke. Da kapellet efter syvårskrigen trængte til en reorganisering udnævntes de F. 5.6.1571 til kapelmester (efter Amsfortius); s.å. tillagdes der ham på ny vikarie i Roskilde, og i betragtning af hans lange og tro tjeneste fik han 1583 et kannikedømme i Århus. Han havde fribolig i Læderstræde, desuden på Kronborg og på Koldinghus når kongen residerede der. Hans enke fik nydelsen af Roskildevikariet. Om hans virksomhed vides ikke meget. Som kapelmester havde han sangerdrengene under sin specielle varetægt. Af samtiden nævnes han som en betydelig musiker (Hans Mikkelsen Ravn i Heptachordum Danicum). I kapellets stemmebøger findes ingen komposition af ham. – Hans søn af 1. ægteskab Petrus Arnoldi de F. (død 1620) var sanger i kapellet; en søn af 2. ægteskab Arnoldus de F. (Arnold Arnoldii, Arnold v. Ende) optoges efter at have været elev af B. Borchgrewinck og M. Becker som instrumentist i kapellet 1603, men afskediges sammen med flere andre 1627 da kapellet indskrænkedes som følge af krigsbegivenhederne. Det overdroges ham 1613 at have opsigt med kapellets instrumenter. 1620 fik han vikarie i Roskilde.

Familie

1. gang med Annike Pedersdatter Schildig, død 5.8.1576 i Kbh. Gift 2. gang med Barbara Knoff, født formentlig i Friedland i Preussen, død 1.11.1609 i Århus, d. af Hieronymus K.

Bibliografi

Kancelliets brevbøger 1561-1620, 1893-1919. – L. H. de Fine Olivarius: Stamtavler over slægterne Olivarius og de Fine, 1894 4f 63 72. E. Nystrøm: Biografiske efterretn. om P. M. Bruns og Ane Munchs slægt, 1910. Angul Hammerich: Musiken ved Chr. IVs hof, 1892 35 38 83 162-64 211. Samme: Dansk musikhist. indtil ca. 1700, 1921 136f 156 235. Jørgen Olrik: Borgerlige hjem i Helsingør for 300 år siden, 1903 117f. Carl Thirane: Fra hofviolonernes tid, 1908 2 4 9f. – S. A. E. Hagens musikhist. saml. i Kgl. bibl.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Abrahamsen: Arnold de Fine i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288747