Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Victor Bendix

Oprindelig forfatter EAbr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Victor Bendix, Victor Emanuel Bendix, 17.5.1851-5.1.1926, komponist, pianist, dirigent. Født i Kbh. (Mos.), død på Frbg., urne på Solbjerg kgd. Som barn fik B. undervisning i musik af broderen, den senere kapelmusikus Otto B., og forsøgte sig allerede i barnealderen med større kompositioner (bl.a. en kvartet og en oktet, 1864). Han tilhørte det første hold som gennemgik det nystiftede konservatorium hvor han 1867–69 studerede hos N. W. Gade, J. P. E. Hartmann, Vald. Tofte og Aug. Winding, hvilken sidste var hans lærer i det instrument der blev B.s særlige, klaveret. Efter studietiden blev B. operarepetitør 1870–72 og stiftede sammen med Axel Liebmann 1872 Korforeningen der bestod til Liebmanns død 1876; i de nærmest følgende år var B. Gades medhjælper ved korindstuderingen i Musikforeningen og 1880–82 lærer i klaverspil ved konservatoriet, en periode der dog blev afbrudt af studieophold i udlandet (1882 på det Anckerske legat i Rusland og Tyskland). Som pianist, som kammermusiker i bl.a. den Brøndumske kvintet og som klaverpædagog nød B. et sjældent ry; han var utvivlsomt en af de ypperste og mest åndfulde af tidens pianister der ved hyppige koncerter (også sammen med Dagmar B.) indtil det sidste satte præg på dansk musikliv. Han var desuden en dygtig dirigent, 1892–93 ved folkekoncerterne i Koncertpalæet, 1897–1901 ved de af ham selv stiftede filharmoniske koncerter, 1907–10 i Dansk kdncertforening og 1915 ved Don Carlos-opførelserne på Det ny teater. Nogle af de mest betydningsfulde opgaver B. løste, var opførelserne (ved de filharmoniske koncerter) af Wagners Siegfried og Tristan, længe inden disse værker nåede frem på Det kgl. teater. Han dirigerede også i udlandet (Tyskland 1903, England 1909 og Finland 1921). B. skrev et anseligt antal kompositioner: orkesterværker, klaverværker og sange; desuden korværket Davids 33te Salme (op. 7, 1874) og klavertrio i A-dur (op. 12, 1887, tilegnet Rosenhoff). De største og vægtigste af hans kompositioner er de fire symfonier: Fjeldstigning (C-dur, op. 16, 1882, tilegnet Rigmor B.) som har navn efter Holger Drachmanns digt der ligger til grund for symfoniens idé; Sommerklange fra Sydrusland (D-dur, op. 20, 1888) hvis kolorit er inspireret af indtrykkene under rejsen i Rusland; den 3. symfoni med programmatiske satsbetegnelser (hvis sidste sats Élégie, B. selv satte meget højt; a-mol, op. 25, 1892) og 4. symfoni (d-mol, op. 30, 1905); desuden skrev han for orkester suiter, en ouverture og en serenade samt koncerten for klaver og orkester i g-mol (op. 17, udg. 1884, omarbejdet 1903). For sit eget instrument skrev B. relativt få, men fremragende tilrettelagte kompositioner (op. 1, udg. 1872, 5 Klavierstücke, Sonate i g-mol, op. 26, udg. 1901). Så meget fyldigere er sangkompositioner repræsenteret i hans produktion, ved hvilke han har opnået en smuk position i dansk romancekunst. Hans kompositioner på dette felt spænder over så vide områder som de yndefulde og skælmske Almas Sonetter (op. 6, udg. 1874, ny serie 1913, tilegnet Emilie Ulrich) og de lunerige og skælmske Fabler og Vers (op. 27, med det pudsige Mozartarrangement i sangen om Mikkel), den pompøse koral Udrust Dig, Helt fra Golgatha, de både drømmende og livfulde Victor Hugoske Poesier (op. 21, udg. 1887, tilegnet Camilla Bertram; betydelig er særlig nr. 2, Sørgemarchen), de dybsindige og meget udtryksfulde tyske sange (Drei ernste Gesänge, op. 5, udg. 1875; Zehn Lieder, op. 18, udg. 1885; Welke Blåtter, op. 28, udg. 1903; 5 deutsche Gesänge, op. 32, skrevet 1912) og blide danske romancer (op. 3, udg. 1890) 23 (udg. 1895) 31 (udg. 1912), af hvilke navnlig Du Aftenklokke, Hvor tindrer nu min Stjerne og Se Luften er stille er blevet meget sunget. Alle disse sange præges af en stærk indføling i digtets stemning og en beundringsværdig musikalsk diktion. I B.s musik brydes tydeligt gammelt og nyt; medens hans ældre værker endnu står uanfægtet på klassisk-romantisk grund præges senere værker af stilblandinger fra tiden op mod århundredskiftet hvor især nyere tyske strømninger har farvet hans sats. Hans musik mangler dog ofte en vis sammenhæng mellem elementerne idet harmonik og melodik ved nøjere eftersyn næsten altid viser sig at være klassisk-romantisk, ofte endda med en udpræget dansk, næsten troskyldig tone der nu og da koloreres med den nyere stils teknik (i symfonierne således fra og med den 2. symfoni, den 1. er endnu helt Gade'sk); i flere af kompositionerne står disse elementer uformidlet ved siden af hinanden inden for ganske korte strækninger. Hertil kommer at grundlaget i B.s sats ofte føles klavermæssigt i værker der ikke er skrevet for dette instrument. Muligvis har disse mangler ved hans kompositioner været medvirkende til at B., medens han levede, næppe opnåede den fortjente anerkendelse fra det officielle danske musiklivs side, skønt en række af hans kompositioner rummer stadig gyldige værdier. B. virkede i sin fulde kraft som pianist endnu i sine sidste leveår, var i stadig udvikling og spillede mange store kompositioner. Også socialt var hans interesser usvækkede, han var således formand for Solistforeningen 1922–26 og komponerede denne forenings festmarch. – En del utrykte kompositioner i Det kgl. bibl. – B.s 2. hustru Dagmar Bendix var oprindelig elev i klaverspil af Sophie Olsen, senere af Siegfried Langgaard på konservatoriet (1884–86) og af B. (1887). Allerede i ti års alderen optrådte hun offentligt, og fjorten år gammel gav hun selvstændig koncert. Sammen med B. gav hun årlige koncerter i Kbh. og spillede værker af ham i udlandet (Berlin 1903, Schwerin, London). Fra 1927–33 var hun lærer ved konservatoriet. Hun var en fremragende pianist der som solist og i sammenspil med sin mand (for et eller to klaverer) har ydet ypperlig kunst.

Familie

Forældre: grosserer Emanuel B. (1814–76) og Ida Caroline Magnus (1818–89). Gift 1. gang 18.7.1879 i Kbh. (b.v.) med baronesse Rigmor Stampe, født 7.12.1850 på Christinelund ved Præstø, død 9.3.1923 på Frbg., d. af lensbaron Henrik S. (1821–92) og Jonna Drewsen (1827–78). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 23.9.1905 i Helsinge (b.v.) med pianist Dagmar Hansine Raven, f. Lebrecht, født 27.11.1868 i Kbh. (Cit.) (gift 1. gang 1896 med generalagent, grosserer Baldur Harald Valdemar R., 1840–99), død 8.9.1954 i Tisvildelunde, Fr.borg amt, d. af oversergent Carl Jacob L. (1831–80) og Petrea Frederikke Louise Wackerhausen (1835–1922). -Bror til Fritz B.

Udnævnelser

Tit. professor 1898.

Annonce

Ikonografi

Mal. af H. Vedel, 1912. Tegn. af Aug. Tørsleff, 1919, og mal. af samme. Mal. af Vedel 1925, forarb. dertil (Fr.borg). Buste af Gustafson, 1925. Tegn. af bl. a. Viggo Johansen. Foto.

Bibliografi

J. Hey i Tilskueren, 1903. G. Lynge: Danske komponister i 20.årh.s beg., 1917 465–71. Karin Michaëlis i Tilskueren, 1926, I, 95–99. Ude og hjemme, 1881–82 300–04 317–20. Fritz Crome i Musik, 1922 29–38.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Abrahamsen: Victor Bendix i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286712