Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thomas Selle

Oprindelig forfatter NSch
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Thomas Selle, 23.3.1599-2.7.1663, komponist. Født i Zörbig, død i Hamburg, begravet sst. S., der muligvis 1622 havde studeret hos J. H. Schein i Leipzig, blev 1624 ansat ved skolen i Heide i Holsten, man allerede n.å. forflyttedes han til Wesselburen i Ditmarsken hvor han kun 26 år gammel blev rektor og tillige fik tilsynet med ti omliggende landsbyskoler. To år senere tiltrådte han stillingen som kantor i Itzehoe efter Joach. Kellinghusen for endelig 1641, som Erasmus Sartorius' efterfølger, at ende sin løbebane som kantor ved Johanneskirken i Hamburg, hvorved han blev den højeste myndighed inden for stadens kirkelige musikliv. I denne stilling, som han beholdt til sin død, indlagde han sig den største fortjeneste gennem sin forbilledlige organisation af kirkemusikken. Som komponist tilhører S. den tidlige barokmusiks betydeligste. I sine større værker, hvoriblandt et meget stort antal utrykte lejlighedskantater, såvel som i sine tidligste mindre vokalværker som blev til under hans ophold i Holsten, er han stærkt inspireret af italiensk musikstil, mens han i sine melodier til Johann Rists visesamlinger Sabbathische Seelenlust, 1651 og Neue musikalische Festandachten, 1655, glider naturligt ind i den enkle visestil som hamburgskolen tilstræber, og som S. også i sine egne tidligere værker, klarest i Monophonetica, 1636, er slået ind på. Er hans betydning for den nye visestil end ikke så stor som Johann Schops, er han dog med blandt de førende inden for denne retning som også satte stærke spor i Danmark. Under anden verdenskrig gik de i Berlin og Hamburg bevarede originaltryk af S. tabt. Den under hans opsyn 1646–53 foretagne afskriftsrække er derfor i dag den primære kilde for størstedelen af hans produktion.

Familie

gift 1629 med Anna Wiehe, født i Husum, d. af Henrich W. og Maricke Reckel

Bibliografi

Johann Mattheson: Grundlagen einer Ehrenpforte, Hamb. 1740 (ny udg. ved Max Schneider, 1910 (optr. 1969)) især 336. Amalie Arnheim i Festschr. Roehus v. Liliencron, Lpz. 1910 35–50. Wilh. Krabbe: Johann Rist und das deutsche Lied, Berlin 1910 170–77 (diss.). André Pirro: D. Buxtehude, Paris 1913. S. A. E. Hagen: D. Buxtehude, 1920 (særtryk af Dansk kirkemusikertid. XVI-XVII, 1919–20) 36 38. Walther Vetter: Das frühdeutsche Lied I, Münster 1928 = Universitas-Archiv VIII 156–81. Liselotte Krüger: Die hamburgische Musikorganisation im 17. Jahrh., Lpz. 1933 = Samml. musikwissensch. Abhandl. XII især 42 64–97. S. Günther: Die geistliche Konzert-Musik von T. S., Giessen 1935 (diss.).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Schiørring: Thomas Selle i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297371