Rudolph Simonsen

Rudolph Simonsen, Rudolph Hermann Simonsen, 30.4.1889-28.3.1947, komponist, pianist. Født i Kbh. (Mos.), død sst., begravet sst. (Mos. Vestre). S. blev student 1906 fra Henrik Madsens skole og påbegyndte efter sin fars ønske det juridiske studium. 1912 blev han cand.jur. med smukt resultat. Men hans interesser strakte videre. Allerede i skoletiden havde han imponeret sine lærere med sin indsigt i klassisk, specielt græsk kultur og filosofi, men det var først og fremmest musikken han følte sig draget imod, og samtidig med, at han dyrkede juraen søgte han ind på Det kgl. danske musikkonservatorium som han gennemgik 1907–09 med Agnes Adler som lærer i klaver og Otto Malling i teori. Senere fuldendte han sin pianistiske uddannelse hos Teresa Carreno og Anders Rachlew. Sin debutkoncert havde han 1911, og i den følgende snes år hævdede han sig i koncertsalen som en af vore mest fremragende pianister, samtidig med at hans første kompositioner så dagens lys, deriblandt en klaverkvintet, cismoll (1912–13), klaverkoncert, f-moll (1915), begge opført i Dansk koncertforening, Kyrie-Gratias-Gloria for kor og orkester (1913), opført i Frue kirke og stærkt bidragende til at han 1920 fik Det Anckerske legat. Også symfoniens form kaldte på S. Hans første symfoni Zion, c-moll, kom 1920 og opførtes s.å. i Göteborg under Carl Nielsen som han følte sig nært knyttet til. Hurtigt efter denne første symfoni, som nok er hans betydeligste, fulgte hans symfoni nr. 2 Hellas. 1921, nr. 3 Roma. 1923 og nr. 4 Danmark, 1925. 1916 knyttedes han som lærer i klaverspil til konservatoriet, og i de kommende 30 år frem til hans tidlige død blev hans pædagogiske og administrative indsats efterhånden den væsentligste side af hans tilværelse. 1927 blev han medlem af konservatoriets bestyrelse og opgav derefter næsten helt at komponere. Til hans seneste værker hører de to strygekvartetter, C-dur, 1923 og amoll Tagore, 1925, Fire sapphiske Sange, 1926–27, Vinter for orkester, blandet kor og solosopran til tekst af Erik Moltesen, 1927, en klarinetkvintet, 1929 og Festmusik til Synagogens 100-års jubilæum for mandskor, mandssoli og orkester, 1933.

I slutningen af 1920erne og begyndelsen af 1930erne satte S. energisk ind på at styrke konservatoriets på denne tid noget svækkede position. Han var drivende kraft ved oprettelsen af den "Store eksamen" der blev indført 1929, og "Solistklassen", der åbnede mulighed for en fuldt afrundet uddannelse på højt professionelt plan ved konservatoriet. Men samtidig styrkede S. konservatoriets mere alment oplysende undervisning, først med sine meget besøgte "Populære aftener" hvor han i livfulde, kunstnerisk engagerede foredrag med musikeksempler fortalte om de store komponister og deres værker. Også i skrift udtrykte han sig om musik og musikforhold, vægtigst gennem de musikkulturelle perspektiver, han anlagde i Sub specie æternitatis, 1942. – Da Carl Nielsen døde 1931, var S. selvskreven til at overtage ledelsen af konservatoriet, og gennem de 16 år han, bortset fra de sidste krigsår hvor han opholdt sig i Sverige, kom til at forestå konservatoriets ledelse, arbejdede han på alle punkter for at underbygge og befæste dets renommé. Når det 1949 lykkedes at gøre Det kgl. danske musikkonservatorium til statens officielle musikakademi, skyldtes det i altovervejende grad det forberedende arbejde S. havde gjort.