Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Reinhard Keiser

Oprindelig forfatter TKrogh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Reinhard Keiser, 12.1.1674-12.9.1739, komponist. Født i Teuchern, Sachsen, død i Hamburg. K. uddannedes på Thomasskolen i Leipzig og komponerede 169! sin første opera. Få år efter knyttedes han til operaen i Hamburg og overtog 1703 selvanden styret af den. På mange måder spores i 1700-tallet forbindelsen mellem Kbh. og Hamburg; det var derfor intet under at den berømte Hamburg-operas navnkundigste komponist, den geniale boheme K., fik en vis tilknytning til Danmark. På flere holstenske godser var han en velset gæst, og den danske gesandt i Hamburg, Hagedorn, hørte til hans personlige venner, hvilket vel forklarer den interesse man fra Hamburg-operaens side fra begyndelsen af 1700-tallet nærede for det teaterinteresserede danske hof. Resultatet forelå allerede 1702 og -03 med K.s musik til festspillene Pomonaog Die Geburt der Minerva, skrevet henholdsvis i anledning af Frederik IVs og dronning Louises fødselsdage og begge opført på Hamburg-operaen. K. mente sig herefter berettiget til en passende belønning og indsendte en ansøgning til den danske konge om at blive "antaget som Hofjunker", hvilket 1704 blev afslået af det danske konseil. K. opgav dog ikke sin bejlen til den danske konges gunst. 1706 skrev han således atter en hyldestopera hvis emne librettisten Bartold Feind med en noget plump høflighedsgestus havde taget fra Saxos beskrivelse af Sven Tveskægs og Olaf Trygvasons stridigheder. Efter opførelsen skrev den danske gesandt til kongen, at K. ikke kunne tænke sig nogen større nåde end at majestæten gav ham "Carakter af Hofjunker eller ophøjede ham i Adelsstanden"; men heller ikke denne gang stod lykken K. bi. I en fortale til en anden opera fra s.å. klager han da også bittert over, at han ikke som Jean Baptiste Lully havde en generøs velynder.

1721 besluttede Frederik IV, vel hovedsagelig til glæde for den operainteresserede kronprins og hans gemalinde Sophie Magdalene, at lade de franske komedianter afløse af tyske operister. Med eventyreren Johann Kayser som leder holdt en trup udsøgte sangere fra den nordtyske operaby sit indtog i den danske hovedstad hvor den gav operaforestillinger på slottet indtil 1723. K., der ikke direkte var knyttet til den danske konges kontraktligt engagerede trup, vejrede den store chance for endelig at opnå den attråede danske kongegunst; han rejste straks til Kbh. hvor han boede som gæst i grev Wedels hus. I et brev forsikrer han Frederik IV om, at han ville kunne gøre det danske kapel til et af de bedste i Europa, ligesom han for et bestemt tillæg ville påtage sig at komponere kirke-, kammer- og operamusik. Han opnåede ganske vist ikke nogen form for fast ansættelse; i den henseende var kongen stadig upåvirkelig, men da K. drog bort fra Kbh. kunne han dog pynte sig med ærestitlen Kgl. dansk kapelmester og, som Johann Mattheson ikke uden spydighed tilføjede, "dabey ist es auch geblieben".

Naturligvis spillede værker af K. som Die unvergleichliche Psyche og Antonius, Römischer Kaiser en dominerende rolle i de tyske operisters repertoire. For at slå et afgørende slag komponerede K. 1722 i anledning af kongens fødselsdag en helt ny opera, Ulysses, hvis tekst skyldtes grev U. A. Holsteins sekretær F. M. Lersner. Denne opera der helt igennem er holdt i den napolitanske stil med talrige dacapo-arier, viser K.s letløbende, melodisk skønne stil og hans geniale evne til at skrive en dramatisk karakteriserende musik. Den begynder i ægte barok med en festlig intrada med trompeter og pauker som indleder prologen, der ligesom epilogen og store partier af selve hovedoperaen former sig som en bombastisk hyldest til kongeparret. Selv efter at den tyske opera 1723 var blevet afskediget opretholdt K. dog forbindelsen med det danske hof; således skrev han 1726 en serenade eller dramatisk kantate med titlen Das um den Rang streitende Friedensburg, Friederichsberg, Friederichsburg und Rosenburg der utvivlsomt er tænkt som en hyldest til den danske konge og hans hus. Måske skyldtes det taknemmelighed når Christian VI lod K.s datter, Sophia Dorothea K. (død 1768) ansætte som dansk hofsanger.

Annonce

Familie

Forældre: organist Gottfried K. (død tidligst 1712) og Agnes Dorothea v. Etzdorff (død 1732). Gift ca. 1710 med N. N. Oldenburg, død før 1739, d. af rådsmusikant O. i Hamburg.

Bibliografi

Bibliografi i Neue deutsche Biographie XI, Berlin 1977 412. – J. Mattheson: Grundlage einer Ehren-Pforte, Hamb. 1740 (ny udg. 1910, fot. optr. 1969). V. C. Ravn i For idé og virkelighed, 1873 513–51. F. A. Voigt i Vierteljahrsschr. für Musikwissensch. VI, Lpz. 1890 151–203. T. Krogh i Årbog for musik 1924, 1926 88–160. Samme i Festschr. für Johs. Wolf, Berlin 1929 79–87. Samme i Danm. i fest og glæde, red. Jul. Clausen og T. Krogh II, 1935 290–303. N. Schiørring: Musikkens hist. i Danm. I, 1977 især 328–31.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Krogh: Reinhard Keiser i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292519