• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Heise

Oprindelig forfatter nmj

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peter Heise, Peter Arnold Heise, 11.2.1830-12.9.1879, komponist. Peter Heise voksede op i et stille embedsmandshjem. Moderen døde ved hans fødsel, og faderen levede tilbagetrukket. Heises slægt var præget af embedsmænd og videnskabsmænd, og selvom Peter Heise ikke sluttede op om familietraditionerne prægede hans akademiske baggrund ham livet igennem. Han anvendte "cand.phil." som sin eneste titel, og betragtede sig uden standshovmod som akademiker snarere end som musiker.

Han blev student fra Borgerdydskolen på Christianshavn 1847, og her var han skolekammerat med Christian Richardt og Gotfred Rode, to af hans nærmeste venner resten af livet. Efter filosofikum var det faderens ønske at Heise skulle studere jura, men han havde på dette tidspunkt besluttet sig for musikken. Som dreng havde han fået klaverundervisning af den ansete musiklærer A. Lund, og i 1848 tog han et års tid fat på en mere systematisk undervisning i musikteori og generalbas hos A.P. Berggreen der også gav ham adgang til orglet i Trinitatis kirke. Berggreen havde også været lærer for Niels W. Gade, og efter dennes hjemkomst fra Leipzig knyttedes Peter Heise til Gadekredsen ud fra fælles kunstneriske idealer. Gade blev Heises ældre ven, rådgav ham i musikalske spørgsmål og bragte senere værker af ham til opførelse i Musikforeningen.

Tidligt vaktes hos Peter Heise interessen for den danske romancetradition fra C.E.F. Weyse med udgangspunkt i Goethetidens strofiske sangform som han tidligt lærte at kende i den tyske komponist J. Fr. Reichardts sange. En klarhed i formen med vægt på det melodisk sangbare udtryk kom til at præge ikke blot Peter Heises vokalmusik, men også hans sparsomme instrumentalmusik. Blandt hans mange utrykte kompositioner vidner en række manuskripter fra 1840erne og begyndelsen af 1850erne om hans beskæftigelse med vokalkomposition allerede fra hans første musikalske forsøg. Det er sange som er blevet til i de kunstinteresserede familier hvor han i disse år færdedes når livet i faderens stille stuer på hjørnet af Købmagergade og Pustervig blev ham for ensformigt. Disse bekendtskaber blev af betydning både for hans menneskelige udvikling, hans dannelsesgrundlag og hans spirende kunstneriske tilbøjeligheder. Det var først og fremmest familien Sibbern hvis centrum var den forstående og menneskekloge filosofiprofessor F.C. Sibbern, den Liebenbergske familie og det gæstfrie hjem hos departementschef Chr. Fr. Holm hvor man især dyrkede kammermusik. De tidligst daterede af Peter Heises kompositioner er fra 1844, og af interesse er det at hans manuskripter fra disse år indeholder sangtekster som han i en mere moden alder vendte tilbage til, men som her fik deres første musikalske udformning (bl.a. Aladdins Vuggevise og Nu er Vintrens kolde Tid). Hans seks strygekvartetter stammer alle fra 1850erne og skyldes nok først og fremmest impulser fra kammermusikken i den Holmske familiekreds hvor ikke alene de fire sønner, men også Gade af og til musicerede. Peter Heises eget instrument var klaveret, men han havde både før og under studieopholdet i Leipzig lært sig violin.

Annonce

Umiddelbart efter studentereksamen var han blevet medlem af studenterforeningen og bevarede hele livet en nær kontakt med dette akademiske miljø og uddybede den i musikalsk henseende gennem sin virksomhed som dirigent i Studentersangforeningen fra 1854 til sin ansættelse ved Sorø akademi i slutningen af 1857. Også som komponist ydede han her gennem årene væsentlige bidrag til tidens studentermusik, først og fremmest med sin ruskantate til tekst af Chr. Richardt og C. Hostrup der opførtes første gang i efteråret 1854, og med sine mandskorsange og -kvartetter; disse udkom dels selvstændigt (Sex Sange for fire Mandsstemmer, 1863, Tre Sange, 1867), dels som populære bidrag til de hastigt voksende Samlinger af fteerstemtnige Mandssange (bl.a. 1854, 1855, 1856 og 1858) og nogle af dem blev samlet i Flerstemmige Sange for Mandsstemmer udgivne af Studentersangforeningen i Kjøbenhavn, 1873 (heri Vi er en liden, men munter Hær, Bacchus, hør min bitre Kvide og Hurra, Kammerater). Også et par større værker blev resultater af Peter Heises beskæftigelse med mandskorsangen: af musikken til Henrik Hertz' kantate Nordboerne samle sig til Strid tryktes en enkelt sang 1868 (Det kom til Kamp mellem vrede Mænd), mens Volmerslaget til tekst af Chr. Richardt og Kong Hakes Ligfærd til et digt af Fr. Winkel Horn udkom hhv. 1868 og 1873.

Kantatekomponist i større målestok blev Peter Heise aldrig; foruden en ungdomskantate til F.L. Liebenbergs studenterjubilæum 1848 og en Indvielsescantate til familien Holm 1851 komponerede han en del af musikken til festkantaten ved afsløringen af J.P.E. Hartmanns buste på skydebanen 1860 (heri Studenten sang saa ungdomsglad). Desuden gav de første år i Studenterforeningen ham tillige den tidligste kontakt med den sceniske musik. Da Liebenbergs bearbejdelse af F. Raimunds folkekomedie Der Verschwender med sangindlæg af Hostrup opførtes på Hofteatret 13.3.1849 med titlen En Ødeland havde tre af sangene musik af Peter Heise, og de følgende år komponerede han yderligere en række melodier til Hostrups og Chr. Richardts lystspil og vaudeviller; således den populære Gold er den Jord til Hostrups skuespil Tordenvejr (1. opf. kgl. teater 1.9.1851), endvidere til Hostrups sangspil Mester og Lærling (1. opf. Casino 8.5.1852, sangen Lystigt vi fare), til vaudevillen Deklarationen af Chr. Richardt der opførtes af studenterne på Hofteatret 16.5.1852 (sangen Hvor er nu mit skønne Luftkastel) og til Hostrups lystspil Drøm og Daad (1. opf. kgl. teater 14.5.1854, sangen En Fisk jeg fanged paa min Krog). Desuden blev nogle af hans iørefaldende melodier fra disse år som oprindeligt var komponeret til andre tekster brugt som sangindlæg i teaterstykker; det gælder først og fremmest Fader siger: "Sy du skal og sømme" i Hostrups vaudeville Den Tredie (1. opf. Casino 25.1.1854), hvis melodi han o.1849 havde komponeret til H.C. Andersens Sol deroppe ganger under Lide.

I efteråret 1852 drog Peter Heise med offentlig støtte på studieophold til Leipzig hvor han blev privatelev i teori og komposition hos den højt ansete musikteoretiker Moritz Hauptmann. Opholdet strakte sig til foråret 1853 med en kort visit til Berlin i slutningen af december og betød nye indtryk og impulser her hvor Mendelssohn og Gade havde virket ved konservatoriet og Gewandhauskoncerterne i 1840rne, og hvor Gade igen opholdt sig som gæstedirigent i foråret 1853. I livlige breve til vennekredsen i København fortæller Peter Heise om sin begejstring for Bach, Mozart, Beethoven, Schübert og – som noget nyt for Peter Heise – Schumann. Også Wagner interesserede ham, men han forholder sig køligt reflekterende til hans musik og hans kunstsyn. Desuden var han her som hver gang han var i udlandet levende optaget af teater og opera.

Under Leipzigopholdet udkom hans første hefte med klaversange, Fire Digte af Chr. Winther og Oehlenschlæger, 1852, og efter hjemkomsten forstærkede en fortsat strøm af sangsamlinger de følgende år indtrykket af ham som sin generations mest lovende sangkomponist. Fra nu af går klaversangen som den røde tråd gennem hans skaben op til få måneder før hans død. Fra han for første gang trådte offentligt frem som sangkomponist og frem til årene omkring 1860 skete det i umiddelbar tilslutning til traditionen fra Weyse, Berggreen, Henrik Rung og Gade. Sine tekster valgte han hos de lidt ældre guldalderdigtere hvoraf flere hørte til hans personlige omgangskreds. I samlinger som Laura's Sange til tekster fra Carsten Hauchs roman Robert Fulton, 1853, Fire Folkeviser af Carl Ploug 1854, (heri Husker du i Høst), Tre Sange for en dyb Syngestemme, 1855 (heri Højt over Bøgens Top til tekst af Chr. Winther), Kjærlighedssange af Chr. Winther, s.å., Digte af C. Hauch, 1856, En Sangkreds, 1857 (heri Vildt flyver Høg til tekst af Chr. Winther), Havfruens Sange til tekster fra B.S. Ingemanns eventyr De Underjordiske, s.å. og Sex Sange for en dybere Stemme, 1859 (med Oehlenschlägers Aladdins Vuggevise og Fr. Paludan-Müllers Nu er Vintrens kolde Tid) udvikler Peter Heise nogle grundlæggende træk i sin romancestil: med respekten for den strofiske form i behold bygger han sine sange op i klart overskuelige forløb med en fint formet melodik der søger sin lige i dansk romancekunst. Han viser allerede i disse samlinger en sikker sans for at indfange et natur- eller kærlighedsdigts stemning i en fintmærkende musikalsk deklamation til et klaverakkompagnement der synes at udvikle sig fra samling til samling henimod en stadigt mere klangligt forfinet og musikalsk medtolkende funktion.

I årene efter hjemkomsten fra Leipzig førte Peter Heise en uafhængig tilværelse som privat musiklærer i København ved siden af sit hverv som dirigent i Studentersangforeningen. I december 1857 tiltrådte han stillingen som musiklærer ved Sorø akademi og organist ved kirken, og 1859 ægtede han en datter af en af hovedstadens mest indflydelsesrige og formuende erhvervsfolk, storkøbmanden Alfred Hage. Peter Heise blev en afholdt lærer ved akademiet, og omgikkes rektor E.F.C. Bojesen og Ingemann, men savnede alligevel undertiden musikalsk inspiration i sin isolation fra det københavnske musikliv. 1865 tog han sin afsked i Sorø, og ægteparret vendte tilbage til København hvor de fra nu af i økonomisk sikrede kår førte en rolig tilværelse i hjemmet på Kongens nytorv og på landstedet Stokkerup i Tårbæk. Peter Heise havde en lille kreds af privatelever og var ikke tvunget til at tage mere del i det offentlige musikliv end han selv ønskede. Det barnløse ægteskab blev harmonisk, ikke rigt på ydre begivenheder, men på tilbagevendende rejser til Italien (1861–62, 1867, 1868–69 og 1879), og under et ophold i Paris i foråret 1865 modtog Peter Heise friske musikalske impulser. Under sine Italiensophold færdedes han naturligt nok i den nordiske kunstnerkoloni hvor fx samværet med Bjørnstjerne Bjørnson vinteren 1861 resulterede i musikken til dennes store digt om Bergliot. Det er en recitativisk og dramatisk monolog af næsten en halv times varighed til et nuanceret og udtryksladet orkesterakkompagnement, og værket er uden sidestykke i tidens danske musik. Her har Peter Heise for første gang taget greb om de store musikalske kvindeportrætter som han senere vendte tilbage til i sangkredsene om Gudrun og Dyveke og i Aase- og Ingeborgskikkelserne i operaen Drot og Marsk; og her vender den lyriske romancekomponist sig for første gang mod en større og mere dramatisk vokal udtryksform og persontegning selv om han kun én gang senere tog et tilsvarende balladeagtigt, monodramatisk forløb op: klaverballaden Samson til tekst af Edv. Lembcke, 1871.

Stor betydning fik hans bekendtskab i Rom med en kreds af italienske musikere, først og fremmest komponisten og pianisten Giovanni Sgambati. Det bedste af Peter Heises kammermusik, hvoraf kun en lille del er udgivet, stammer fra 1860erne og synes at være inspireret af denne italienske vennekreds; det gælder klavertrioen i Esdur, tilegnet Sgambati, 0.1863, tr. 1910, cellosonaten i amol, tilegnet cellisten Ferdinando Fürino og vel nok hans bedste kammermusikværk, 1867, tr. 1902, og klaverkvintetten i F-dur, 1869. Selv om hans musikalske udgangspunkt også i disse værker er Beethoven- og Mendelssohntraditionen rækker de dog både stilistisk og formmæssigt ud over hans kvartetstil fra den Holmske familiekreds i 1850erne. Medvirkende til denne lødige, sidste kammermusik fra Peter Heises hånd har nok også været det professionelle anstrøg som dyrkelsen af kammermusikken i København fik i løbet af 1860erne med Franz Nerudas soireer og stiftelsen af Kammermusikforeningen 1868.
Hans øvrige instrumentalmusik vejer ikke tungt i forhold til vokalmusikken. 1856 fuldførte han en ouverture til C. Hauchs tragedie Marsk Stig som han byggede over en af sine (utrykte) sange til samme drama, Det dæmred alt i Skoven; 20 år senere vendte han tilbage til samme emnekreds sammen med Chr. Richardt i Drot og Marsk. Fra 1865 stammer hans eneste symfoni hvis skitser dog muligvis går en halv snes år tilbage. Den er komponeret med digterisk baggrund i Oehlenschlägers Helge- og Yrsadigtning, men den er kun en bleg afglans af den poetiske musik i Gades første symfoni.

Peter Heises vokalmusik fra Sorøtiden er forholdsvis sparsom. Lærergerningen og hans andre musikalske aktiviteter ved akademiet og kirken har krævet hovedparten af hans tid, således stammer tre koralforspil fra hans første år i Sorø. 1859 udkom Fire Sange af Bjørnstjerne Bjørnsons Arne (heri Arnes Sang) og året efter Viser og Sange af En Nat mellem Fjeldene komponeret til Hostrups syngestykke, men ikke som teatersange. Nogle salmevers for to lige stemmer (1859) er tilegnet hustruen, fra efteråret 1859 stammer hans melodi til H.C. Andersens Jylland mellem tvende Have (tr. i III. Tidende 18.3.1860) og nogle sange til brug ved akademiet udkom i Morgensange med Melodier for Sorø Academie, 1861. Under indtryk af krigsbegivenhederne i 1864 komponerede han Sex Krigssange (heri Det var paa Isted Hede). Isoleret i disse års overvejende folkeligt prægede sangproduktion står en af hans betydeligste sangsamlinger, Mellem Sivene, fra 1864, der rummer fem sange fra den tyske digter Nicolaus Lenaus Schilflieder i Chr. Richardts oversættelse; de peger i deres intense udtryk for digtenes mørkladne stemninger frem mod nye retninger i hans romancekunst efter tilbagekomsten til København i 1865 hvor han stadigt hyppigere søger væk fra de enkle strofiske former og lader sangenes forløb bestemme af en tekstligt nuanceret vokaldeklamation og en hos ham hidtil uhørt både lyrisk og dramatisk udtrykskraft i sangstemme og akkompagnement. En væsentlig baggrund herfor skal ses i disse års voksende beskæftigelse med den sceniske musik.

Fra marts til april 1865 opholdt han sig i Paris sammen med svogeren Johannes Hage. Ved hyppige teaterbesøg skærpedes hans interesse endnu en gang for dramatisk musik. Selv om han nok her var imponeret af J.L. Meyerbeers tekniske dygtighed og beregning af scenisk effekt var det i højere grad den lidt ældre franske operatradition der tiltalte ham (Den hvide Dame, Den stumme i Portici). I Paris arbejdede han på færdiggørelsen af syngestykket Paschaens Datter til en libretto, som Hertz et par år tidligere havde tilbudt Gade, men denne havde i stedet foreslået Peter Heise. Stykket kom først til opførelse på Det kgl. teater i 1869 og fik en meget betinget succes; hverken tekst eller musik berettigede det til mere selv om musikken indeholder nogle for dansk musikdramatik sjældne indslag af opera buffakomik. Men for Peter Heise har arbejdet med syngespillet og diskussionerne med digteren om tilrettelæggelsen af teksten betydet et vigtigt skridt på vejen mod en større musikdramatisk praksis. I de følgende år komponerede han en del musik for scenen hvoraf i dag kun nogle sange huskes. Det gælder først og fremmest sangene i Ernst von der Reckes lyriske drama Bertran de Bom (1. opf. kgl. teater 7.1.1873); i trebindsudgaven af hans Romancer og Sange (1878–79) optoges også sange fra hans musik til Oehlenschlägers tragedie Palnatoke (l. opf. kgl. teater 14.11.1867), til Henrik Ibsens Kongs-Emnerne (1. opf. kgl. teater 11.1.1871) og til A. Munchs eventyrdrama Fjeldsøen (1. opf. kgl. teater 25.5.1875). Til Peter Heises teatermusik fra denne periode hører også musikken til Bournonvilles ballet Cort Adeler i Venedig (1. opf. kgl. teater 14.1.1870) og musikken til J.L. Heibergs romantiske drama Fata Morgana der forelå færdig 1875, men som ikke kom til opførelse i Peter Heises levetid.

I oktober 1877 indleverede Peter Heise sit største musikdramatiske arbejde til Det kgl. teater, operaen Drot og Marsk til tekst af Chr. Richardt, og den fik sin førsteopførelse 25.9.1878. Selv om den samtidige kritik kun gav den betinget anerkendelse er den for eftertiden kommet til at stå ikke alene som kulminationen af Peter Heises musikdramatiske produktion, men også som den vel nok betydeligste danske opera fra 1800-tallet. Konflikten mellem kong Erik og marsk Stig og kongemordet i Finderup lade var et velkendt og yndet emne i den nationalromantiske digtning og havde bl.a. givet stof til tragedier af C.J. Boye, Oehlenschläger og Hauch (dennes Marsk Stig blev det direkte forbillede for Chr. Richardts libretto) og til Ingemanns historiske romaner. Bag alt dette lå folkeviserne om marsk Stig, og selv om Richardts operatekst er en stilistisk ujævn blanding af romancelyrik og folkevisepastiche er den som libretto noget af et kup i dansk musikdramatik.

Peter Heise har i det musikdramatiske anlæg søgt bort fra den ældre danske syngespiltraditions stillestående sangindlæg hen mod en større gennemkomponeret operaform. Kulsvierpigen Aases yndede sange er indbygget i handlingsforløbet, de enkelte akter er opbygget af totre store, monumentalt virkende scener, og den dramatiske deklamation og den psykologisk karakteriserende monolog (kong Eriks fortælling om hedebranden) var noget hidtil ukendt i dansk operatradition. Det kan derfor forekomme forståeligt at kritikken fandt operaen for lidt sangbar og melodisk, men i dag opleves den først og fremmest som et sang-drama af en frodig vokalkomponist. Den synger og danser af sted over scenen, og både kor- og orkestersatserne er fulde af velklang – langt rigere end Peter Heises tidligere forsøg i Gades populære "koncertstykke"-genre (bl.a. Tornerose til en mat tekst af Chr. Richardt 1869).

Hans romanceskaben i disse år udfolder sig ligesom hans musikdramatik på én gang som en kulmination inden for prøvede former og som en udvikling mod nye områder. Han komponerede endnu forholdsvis enkle sangsamlinger (Verner og Malin til tekster af Chr. Winther 1866, Romancer og Sange af Steen Blicher, samme år), men i årene omkring og efter 1870 sker der en fortætning af udtrykket inden for den strofiske form der næsten truer med at sprænge den enkle deklamation (Sange af Shakespeare, 1868, Digte fra Middelalderen, 1875, Digte fra det Engelske, 1877). Han er stadig melodiens mester og dynamisk og deklamatorisk kulminerer den strofiske kunstsang i dansk tradition i disse samlinger. Men i andre samlinger går han ud over det strofiske mønster og komponerer dramatiske scener og cykliske forløb med et næsten orkestralt præget klaverakkompagnement (Gudruns Sorg til tekster fra Den ældre edda 1871, Dyvekes Sange af Holger Drachmann, 1879), og selv til korte lyriske tekster af Aarestrup og Drachmann skaber han en lyriskdramatisk epigramstil af fortættet udtrykskraft: Erotiske Digte af Emil Aarestrup 1878, (heri Igennem Bøgeskoven) og Farlige Drømme til tekster fra Drachmanns roman Tannhäuser samme år. Også i sit tekstvalg spænder Peter Heise langt videre i disse år end tidligere. Nok holder han endnu fast ved guldalderdigterne (Sydlandske Sange, 1874 med Ingemanns Aften paa Loggien), men dertil kommer gendigtninger af middelalderlyrik, nordisk digtning (Bergmanden og Solveigs Sange til tekster af Henrik Ibsen 1870, Finske Sange, 1874, engelsk og tysk lyrik (Tre Sange af Claus Groth, 1870) og samtidig dansk lyrik af Drachmann (Dyveke-sangene var digtet til Peter Heise).

Peter Heise var således inde i en rig og spændende udvikling da han døde 49 år gammel. Udadtil i dansk musikliv ønskede han ikke nogen fremtrædende plads. 1871 var han med i den stiftende bestyrelse for Samfundet til udgivelse af dansk musik, og året efter blev han medlem af Musikforeningens bestyrelse. Med sin på én gang beskedne og kritiskaristokratiske holdning til adskilligt i sin samtids musikliv befandt han sig bedst i en snæver vennekreds hvor hans usnobbede naturlighed og varme humor kunne udfolde sig. Mange af hans over 300 sange forblev utrykte, kun få af hans manuskripter er daterede, og ingen af hans kompositioner bærer opustal. Men på trods af sit beskedne, næsten flegmatiske forhold til kunstnerrollen anerkendtes han allerede af samtiden som sin generations betydeligste danske vokalkomponist. Med de grænser hans kunstnertemperament satte begyndte han problemfrit i det bestående musikalske miljø omkring Gade og den klassicistiske linje i tidens danske musik, men han blev ingen epigon; med klarhed, naturlighed og en rig melodisk åre var han mere end nogen anden med til at udvikle "den danske tone" i 1800-årenes kunstsang.

Familie

Peter Heise blev født i København (Frue), døde i Tårbæk og blev begravet i København (Holmens).
Forældre: kopist, senere kontorchef i justitsministeriet, justitsråd Samuel Leopold Heise (1793–1852) og Petrine Mariane Petersen (1788–1830). Gift 17.8.1859 i København (Vartov) med Vilhelmine (Ville) Hage, født 8.2.1838 i Kiel, død 16.4.1912 i København, d. af grosserer, vicekonsul Alfred Hage (1803–72) og Frederikke V. Faber (1810–91).

Ikonografi

Relief af H.V. Bissen, 1854 (glyptoteket). Tegn. af Constantin Hansen, 1856 (Fr.borg) og afbildet på sammes mal. 1860–64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (sst.). Buste af H.V. Bissen, 1862 (St.mus.; Fr.borg; Nivågård; Studentersangforeningen), kopi (Det kgl. teater). Træsnit 1871. Mal. af H. Chr. Jensen, 1876. Litografi 1878 efter foto, efter dette flere træsnit, bl.a. af H.C. Olsen 1880. Træsnit af G. Pauli, 1879, og derefter af Søborg s.å.

Bibliografi

Bibliografi. Alfr. Nielsen: Fortegn, over Heises værker, 1936 (manus. i Kgl.bibl.). Dan Fog: Peter Heise. Fortegn. over kompositionerne (under udarb. 1980). Kilder. Niels W. Gade: Optegn, og breve, udg. Dagmar Gade, 1892 (breve 1863–69 294–305). Tilskueren, 1910 I 510–19 (breve om Drot og marsk). Årbog for musik 1922, 1923, 23–42 (brevveksl, m. Henrik Hertz om Paschaens dattur). Breve fra Peter Heise, udg. Gustav Hetsch, 1930. Ulrik Soelberg i Festskr. Johannes Simons, 1924–74, red. Ole Kongsted, 1974 (breve fra Paris 1865). Lit. Angul Hammerich i III. tid. 21.9.1879. Ch. Kjerulf i Nord. musik tid., 1880 41–48. V.C. R[avn] i klaverudtog til Heises Pilnatoke, 1880. Axel Sørensen: Studentersangeren. 1839–89, 1889. Will. Behrend i Riemann-Festschrift, Lpz. 1909 496–503. H. Ploug i Vor fremtid III, 1910 370–88. Gustav Hetsch: Peter Heise, 1926. Studentersangforen. gennem 100 år, red. Carl Bratli, 1939. Rich. Hove i Dansk musik t., 1941 169–73. Bengt Johnsson sst. 1944 149f 176–78. Kai Aage Bruun: Dansk musiks hist. II, 1969. N. Schiørring: Musikkens historie i Danmark III, 1978 43–60. Papirer og manus, i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Møller Jensen: Peter Heise i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291039