Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Per Nørgård

Oprindelige forfattere MeHa og Topp

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Per Nørgård, døbt Nørgaard, f. 13.7.1932, komponist. Født i Gentofte. Syv år gammel blev N. sat til at spille klaver. Han spillede snart fra bladet, og med et udmærket gehør kunne han inden længe hengive sig til den klassiske klaverlitteratur. Som ni-årig blev han optaget på Mogens Wöldikes sangskole og fortsatte tre år senere på Frbg. gymnasium hvorfra han 1951 blev student. Hovedinteresserne var tegning og musik, og han komponerede allerede fra ti-års alderen en række "højrehåndssonater" som dog alle forblev ufuldendte. Det tidligst bevarede værk, en sonate for klaver, stammer fra foråret 1949 hvor den fem år ældre bror, Bent - med hvem N. havde haft et nært kreativt samvær – blev indkaldt som soldat. Værket var komponeret i et karsk, dissonerende tonesprog, påvirket af Stravinsky hvis musik han havde stiftet bekendtskab med ved et kursus på folkeuniversitetet. N. havde besluttet sig til at blive komponist og opsøgte i efteråret 1949 Vagn Holmboe som efter en kort prøvetid påtog sig at undervise ham uden vederlag, mod at det aftalte honorar blev benyttet til en partitursamling til den unge komponist. Familien Holmboe kom både musikalsk og menneskeligt til at betyde meget for den unge N.s udvikling i disse år. Et tidligt klaverværk, Concertino nr. 2, blev med Holmboes støtte antaget og opført i Det unge tonekunstnerselskab. Sommeren efter studentereksamen foretog N. og hans bror Bent en motorcykeltur til Rom. Rejsen gav inspiration til et stort ekspressivt klaverværk, Partita severa. Titel og satsbetegnelser var nu på italiensk, men form og indhold afspejlede den nordiske tone.

I januar 1952 begyndte N. studierne ved musikkonservatoriet i Kbh. med dobbelt hovedfag - komposition og teori/musikhistorie – og han fik her en række fremragende lærere: Vagn Holmboe, Finn Høffding, Bjørn Hjelmborg, Herman D. Koppel og Svend Westergaard m.fl. Det første værk fra konservatorietiden, en sonate for violin og klaver, provokerede ved uropførelsen trods et smukt klingende tonesprog ved et langt udholdt violinglizzando. Senere fulgte en kvintet, af N. betegnet som op. 1, hvormed han – nok lidt hastigt – afskrev alle tidligere værker; Metamorfosifor strygeorkester blev skrevet under et sommerferieophold hos Holmboe i 1953, og endelig fremkom der en række krævende klaverværker. N.s interesse for den særlige nordiske tone blev vakt med uropførelsen af Holmboes Sinfonia boreale i foråret 1953 og styrket gennem studiet af Sibelius' symfonier. Denne holdning afspejles i korværket Af tonland op. 10 til tekster af Pär Lagerkvist og den vægtige 1. symfoni, Sinfonia austera. Konservatoriestudierne afsluttedes i januar 1956 med debutkoncert hvorefter N. rejste på halvandet års studieophold til Paris, inviteret af den franske komponist og pædagog Nadia Boulanger. I hendes berømte klasse dyrkedes Stravinskij med næsten kultisk hengivenhed, og N. følte sig her næsten lige så fremmed som han gjorde ved Domaines Musical-koncerterne hvor kredsen omkring Pierre Boulez præsenterede den europæiske avantgardemusik. Som emigrant i Paris skrev N. i disse år sine mest nordiske værker: Sanger från aftonland op. 17 for mezzosopran og kammerensemble og de 2 Pastoraler op. 19 for solo, mandskor og orkester. Studieopholdet satte næppe spor i N.s produktion, og kun Triptychon op. 18 for kor og blæsere – belønnet med Lili Boulanger-prisen 1957 – har mindelser om Stravinskijs neoklassiske tonesprog. I en artikel i Nordisk Musikkultur oktober 1956 tog N. afstand fra den europæiske modernisme og gik i stedet ind for en fordybelse i "det nordiske sinds univers".

Efter hjemkomsten fulgte en travl tid som lærer ved konservatorierne i Odense og Kbh. – senere i Århus – og som musikanmelder ved Politiken. Trods det store arbejdspres fremkom i disse år endnu to betydelige værker: Sonate nr. 2 for klaver op. 20 og Konstellationer op. 22, skrevet til Lamberto Gardellis kammerorkester i Kbh. Konstellationer blev opført ved ISCM-musikfesten i Rom 1959, og ved denne lejlighed blev det klart for N. hvor isoleret han stod i europæisk musikliv. Det gav stødet til en radikal holdningsændring. I Kbh. tog han initiativ til oprettelsen af en studiegruppe over europæisk modernisme, men selv ønskede han ikke at tilslutte sig nogen af de etablerede avantgardistiske retninger. Over en tiårig periode udviklede han det strukturerede rækkeforløb som skulle komme til at danne basis for alle senere værker: uendelighedsrækken (urækken). De første forsøg blev gjort med nogle enkle klaverstykker: Studierne op. 25 og de 4 Fragmenter fra 1959-61. Fragment-betegnelsen kendetegner også de følgende værker, og det er karakteristisk at opus-nummereringen nu er faldet bort. I Fragment V for violin og klaver forekommer urækken – som et eksperiment blandt mange – for første gang i sin endelige udformning, og Fragment VI for seks orkestergrupper blev med sine voldsomme dynamiske udladninger og krasse slagtøjseffekter et klart opgør med den "nordiske tone". Værket prisbelønnedes ved Gaudeamus-festivalen i Holland. Men allerede i det næsten samtidige Fragment VII fra 1962 – tre nocturner for sopran og orkester – hersker en poetisk og flimrende klangverden som senere genfindes bl.a. i orkesterværkerne Iris. 1967 og Luna, 1968.

Annonce

I værkerne fra denne periode anvender N. også en række af de virkemidler der er karakteristiske i samtidens europæiske modernisme: citat- og collageteknik er benyttet bl.a. i de sceniske oratorier Dommen og Babel fra henholdsvis 1962 og 1964 og i operaen Labyrinten, 1963 til tekst af Bent N. I musikken til TV-balletten Den unge mand skal giftes med koreografi af Flemming Flindt er citatteknik og strukturerede rækkeforløb forenet i en virtuost formet orkestersats. Balletten blev uropført i dansk fjernsyn som eurovisionsudsendelse i april 1964. Samme år modtog N. Dansk ballet- og musikfestivals ærespris samt det Anckerske legat. Også elektronisk musik blev forsøgt, bl.a. i Titanic som akkompagnement på bånd til et digt af Thorkild Bjørnvig (1962); senere fulgte Den fortryllede skov og Kalendermusik, 52 elektroniske satser, skrevet 1970 som pausemusik til dansk TV. I Prisme for tre sangstemmer og instrumenter fra 1964 opspaltes teksten "prismatisk" i sine fonetiske bestanddele; værket var bestilt af Sveriges radio i anledning af Nutida musiks ti års jubilæum. Nye instrumentale effekter afprøvedes i bl.a. En anatomisk safari for accordeon, 1967 og i Ceremonial music for 24 blæsere, 1968. En svævende rytmisk bølgebevægelse kendetegner værker som Grooving for klaver, 1967-68 og Waves for slagtøj solo, 1969, hvorover Flemming Flindt lavede balletten Trio. Også kollektiv improvisation og aleatoriske principper fandt anvendelse i dette eksperimenterende tiår. Udviklingen af strukturerede rækkeforløb præger de fleste værker fra denne periode, men først med Rejse ind i den gyldne skærm for kammerorkester, 1968 og med 2. Symfoni træder den kromatiske urække frem i afklaret form. For sin kompositoriske indsats modtog N. 1969 Anne Marie og Carl Nielsens mindelegat.

I årene efter 1970 lykkedes det N. at overføre de hierarkiske principper fra den melodiske uendelighedsrække dels til et harmonisk system baseret på overtonerækken, dels til et rytmisk system, opbygget over de såkaldt gyldne rytmeforhold. Dette fuldstændige hierarkiske system fandt udtryk i værker som Canon for orgel, 1970-72 hvor de gyldne proportioner blev gengivet såvel i en traditionel metrisk som i en af N. selv udviklet proportional (optisk) notation, og i operaen Gilgamesh, 1970-72 for hvilken N. i 1974 modtog Nordisk råds musikpris. I de følgende år fik den diatoniske skala stadig større betydning i N.s musik, ikke mindst fordi han derigennem fandt en række overensstemmelser med arketypiske skabelsesforestillinger og med gængse astrologiske begreber. Gennem forstudier i værker som Lila og Libra, Turn og Spell samt korværket Singe die Gärten nåede N. frem til en syntese af sine forestillinger, udtrykt i den timelange 3. Symfoni for stort orkester og dobbeltkor fra 1975. Beherskelsen af de hierarkiske principper gav N. en kompositorisk frihed som udløste en lang række værker, heriblandt mange korværker: Vinterkantate, 1976, Kredsløb, 1977, Wie ein Kind, 1980, Drømmesange, 1981 m.fl.; hertil kom orkesterværker som Twilight, 1977 og den af den schweiziske kunstner Adolf Wölfli inspirerede 4. Symfoni fra 1981. De hierarkiske princippers universalitet blev overraskende bekræftet at det nære slægtskab med den berømte indonesiske Gamelan-musik som N. studerede ved gentagne ophold på Bali i tiden 1976-80. Gennem en række eksperimenter med dans til improvisationer over "gyldne" rytmemønstre blev også bevægelsen inddraget i det hierarkiske system, og danse- og rytmeimprovisationer indgik i en række værker fra årene omkring 1980, bl.a. i Den afbrudte sang, 1977, Kristall speglingar, 1978-79, Tidligt forårs danse, 1980 og Linie og spil fra 1981. Erfaringerne fra disse år blev samlet i operaen Spil for den ventede, skrevet 1973-79 til tekster om den unge Siddharta, den senere Buddha.

N. omfattende værkfortegnelse omfatter mere end 300 værker, og han har indtil videre (2012) skrevet syv symfonier, hvoraf symfoni nr. 3 er optaget i Kulturkanon. I den 5. symfoni benytter han sig af de såkaldte tonesøer, der kan beskrives som kombinationer af kvintopdelte uendelighedsrækker. Han er desuden fortsat med at skrive operaer: Det guddommelige Tivoli, 1982 om den skizofrene Adolf Wölfli, der også benytter sig af træk fra Gamelan-musikken, samt kammeroperaen Nuit des hommes, 1996 på grundlag af digte af Guillaume Apollinaire. I Ching er et slagtøjsværk fra 1982, hvor der bruges mange forskellige og eksotiske instrumenter. Blandt hans koncerter kan nævnes Remembering Child for bratsch og kammerorkester, 1985-86, tilegnet og uropført af Pinchas Zukerman samt violinkoncerten Helle Nacht, 1986-87, tilegnet og uropført af Anton Kontra.

N. har her skabt en moderne, men tidløs musik som forener i sig elementer fra vidt forskellige tidsaldre og kulturer. Med sin betydningsfulde og omfattende produktion har han vist sig som sin generations betydeligste danske komponist. Ud over sin kompositoriske virksomhed har N. haft overordentlig stor betydning som lærer for flertallet af de danske komponister der er født efter 1940. Han har undervist ved det Jydske musikkonservatorium 1965-95, fra 1987 som professor; som kritiker var han fra 1959 med til at udbrede kendskabet til den europæiske avantgardemusik i Danmark, og han har til stadighed engageret sig stærkt i den løbende musik- og samfundsdebat. Fra 1972 står han desuden som forfatter til en række kompositionstekniske, musikteoretiske og musikfilosofiske afhandlinger. Han har været medlem af bestyrelsen for Dansk komponistforening fra 1959, formand 1975-82, medlem af bestyrelsen for Det unge tonekunstnerselskab fra 1957, formand 1965-67, medlem af Kunstfondens tremandsudvalg 1965-67 og af kulturudvalget; formand for repræsentantskabet for Statens musikråd 1971-75, næstformand fra 1976, formand for Statens kunstfonds tonekunstudvalg 1983-86.

N. er blevet tildelt flere andre hædersbevisninger, bl.a. Henrik Steffensens-prisen 1988, Leonie Sonnings musikpris 1996, WH komponistpris 2000, Sibelius-prisen 2006 og Wilhelm Hansen fondens hæderspris 2006.

Familie

F: fabrikant Erhardt N. (1898-1977) og Emmely Christensen (1897-1981). Gift 1. gang med Anelise Brix Thomsen, født 26.7.1936 i Vejgård ved Ålborg (gift 2. gang med folkemusikforsker Thorkild Knudsen, født 1925), d. af bogholder, assurandør Reinhard T. (født 1908) og Anna Elisabeth Ramløse (født 1912). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 10.1.1966 med lærer Helle Rahbæk Hansen, f. 21.3.1942, d. af maskinarbejder Knud Rahbæk Hansen (død 1992) og børnehaveleder Inger Rahbæk Hansen (død 1994).

Udnævnelser

R. 1982.

Ikonografi

To tegn. af H. Lollesgaard, 1962 (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Nogle da. komponister, red. Bent Olsen og Inge Knudsen, udg. Danm.s skoleradio, 1970. Kaare Hansen og Bo Holten i Dansk musik t. XLVI, 1971 nr. 9-10 232-36. Jørgen I. Jensen sst. XLVII, 1972-73 nr. 5 128-30, nr. 6 160-63 og nr. 7 188 190. Poul Nielsen sst. 1973-74 nr. 1 8-10 12-14. Lars Bisgaard sst. 1974-75 nr. 2 28-31 og nr. 3 57-61. B. Northcott sst. 1976-77 nr. 4 145-51. Erl. Kuliberg sst. 1977-78 nr. 3 97-105. Ib Planck Larsen i Melos XXXIX, Mainz 1972 nr. 4 220-22. P. N. 3. Symphony, ved Jørgen I. Jensen, WH 1976. P. N. Teori og komposition efter 1970, ved Jens Johansen, WH 1978.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Morten Topp: Per Nørgård i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295206