Paul v. Klenau

Paul v. Klenau, Paul August v. Klenau, 11.2.1883-31.8.1946, komponist. Født i Kbh. (Frue), død på Frbg., urne i Wien. v. K. blev student 1900 fra Borgerdydskolen i Kbh. og n.å. cand.phil. Han fik sin første uddannelse på Kbh.s musikkonservatorium hvor han havde Otto Malling som lærer i komposition, men allerede 1902 blev han optaget på Hochschule i Berlin, og han blev fra da af i en sådan grad en "Germanernes Lærling", at det er ret vanskeligt at erkende ham som dansk komponist. I Berlin havde han i to år Max Bruch som lærer i komposition, men navnlig siden han 1904 flyttede til München og fik Ludwig Thuille som lærer, kom han ind i centret af det moderne tyske musikliv hvis radikale hovedskikkelse var Rich. Strauss; dennes udtryksmiddel var det meget store orkester, og hans kunstneriske incitament udgik fra filosofisk-litterære forestillingskredse der dannede baggrunden for denne skoles omfangsrige symfoniske digtninge og operaer. Efter Thuilles død 1907 fik v. K. ansættelse ved operaen i Freiburg og fortsatte 1908 sine studier i Stuttgart hos Max Schillings, og samtidig trådte han frem for offentligheden som komponist. Først som symfoniker. Hans 1. symfoni opførtes på Tonkünstlerfest i München 1908, og den fulgtes hurtigt af yderligere to symfonier, hvoraf nr. 3 (1913) i f-mol vakte den største opmærksomhed og oplevede adskillige opførelser. Til denne symfoni er der som femte sats knyttet et stort tedeum for solo, kor, orkester og orgel, og i denne form kommer symfonien til at udfylde en hel aften. De store forbilleder var Ludwig v. Beethoven og Anton Bruckner, og den tyske kritik hilste v. K. som et af musikkens store håb. Men herefter forlod v. K. den absolutte musik og vendte sig til teatret. Af absolut musik har han siden da kun komponeret Inferno Phantasie. 1913, med motiver fra Dante, og den symfoniske digtning Bank Holiday, 1922 hvori han også benytter kor. Desto stærkere optog fra nu af operaen ham. Før verdenskrigen for en tid afbrød hans virksomhed i Tyskland fik han opfort Sulamith, 1913, scener efter Højsangen som endnu nærmest er et scenisk oratorium, formelt ikke meget forskelligt fra de højdramatiske ballader for baryton, kor og orkester: Die Weise von Liebe und Tod des Cornet Christof Rilke, 1921, og Ebbe Skammelsen. 1918 opførtes i Mannheim under Wilhelm Furtwängler operaen Kjartan und Gudrun der kun af et med nordiske forhold ukendt publikum kan tages som gyldigt udtryk for det islandske sujet, men som viser v. K. således som han nu havde udviklet sig til en svælger i klangfarve og en lidet karakteristisk melodiker. Et mærkeligt sidespring fra den bestandige kredsen om død og helvede (Gesprdähe mit dem Tode, kontraalt og orkester) og de voldsomste lidenskaber som ellers karakteriserer v. K., repræsenterer buffooperaen Die Lästerschule, 1927 der er holdt som en pastiche af den gamle nummeropera og viser en overraskende beherskelse af denne form. Derimod betegner v. K.s sidste operaer Michael Kohlhaas, 1933, Rembrandt van Rijn, 1936 og Dronningen (Det kgl. teater 8.3.1941) hvortil han selv har skrevet teksterne, en stærk tendens hen mod filmens form og virkemidler – den første har atten sceneskift, den anden 27. Der opereres med de grelleste scenevirkninger: halshugning for åbent tæppe, voldtægtsscener, store ildebrandseffekter osv. – Musikken som hos v. K. har gennemløbet den officielle tyske musiks faser fra Bruckner over R. Strauss til en behersket Schönberg-atonalisme, er i de sidste operaer nærmest i slægt med en F. Schrekers senromantik, idet den dog karakteriseres ved store citater af ældre – med handlingen samtidig – musik. Foruden de nævnte operaer har v. K. komponeret to balletter, Den lille Idas Blomster (Det kgl. teater 26.12.1916) – og Marion, 1920. I de unge år komponerede han en klaverkvintet og en strygekvartet, som begge er utrykte. – Ved siden af sin kompositionsvirksomhed udfoldede v. K. en meget betydelig virksomhed som dirigent, bl.a. i Frankfurt a.M. og Wien og 1925 i London. Da han på grund af forholdene under verdenskrigen for en tid bosatte sig i Kbh., blev han medstifter af og dirigent for Dansk philharmonisk selskab (1920–26) og fik her lejlighed til at fremføre en lang række værker der var nye for Danmark. Det må beklages, at det ikke lykkedes at bevare en tilknytning på denne basis for v. K. til dansk musikliv som ganske vist allerede da var slået ind på baner hvor man søgte sine idealer andre steder, men som næsten helt har måttet savne impulser fra de kredse, v. K. var en så typisk repræsentant for. v. K. vendte tilbage til Wien som dirigent for Konzerthaus-Gesellschafts orkester. På grund af en tiltagende tunghørighed tog han sin afsked 1938 og tilbragte resten af sit liv i København. Der foreligger nogle musikæstetiske artikler fra hans hånd i tidsskriftet Musik 1917 og 1918 samt i Nat. tid. 17. og 18.3.1942 og 15. og 16.8.1943. K.s meget omfattende arkiv og nodesamling blev 1971 erhvervet af Det kgl. bibliotek.