P.E. Lange-Müller, Peter Erasmus Lange-Müller, 1.12.1850-26.2.1926, komponist. P.E. Lange-Müller blev opdraget i et hjem med udpræget sans for musikalske værdier, især var hans mor musikinteresseret og vakte tidligt samme interesse hos den meget modtagelige søn. Tro mod slægtens akademiske traditioner gik P.E. Lange-Müller dog efter endt studentereksamen (1870 fra Metropolitanskolen) ind til det statsvidenskabelige studium. Imidlertid var hans tilbøjelighed for musikken så stærk at han (1871) søgte ind på Det kgl. danske musikkonservatorium hvor han – der tidligere havde modtaget undervisning af G. Matthison-Hansen – (dog kun et år) havde E. Neupert til lærer i klaverspil.

Fra barndommen af var P.E. Lange-Müller svagelig, sygdom forfulgte ham hele livet, og allerede på et tidligt tidspunkt af de akademiske og musikalske studier brød han derfor af og gik for sit helbreds skyld i gartnerlære. Mens statsvidenskaben hermed definitivt blev lagt på hylden kunne Lange-Müller derimod ikke slippe musikken. Han blev i disse år klar over sit kunstneriske kald, og 1874 debuterede han som komponist med udsendelsen af sit op. 1: fem sange af B. S. Ingemanns Sulamith og Salomon. S.å. deltog han i stiftelsen af Koncertforeningen hvor han senere blev meddirigent (1879–83), den eneste offentlige musikstilling han overhovedet har indtaget. Denne tilbageholdenhed skyldtes dels den svagelighed han stadig måtte kæmpe med, dels en ejendommelig skyhed over for offentlig fremtræden og opmærksomhed om sin person der hele livet var karakteristisk for ham – "Musiker Müller", som han beskedent yndede at kalde sig.

Det skulle imidlertid falde i hans lod at blive en af folkets udkårne på det musikalske område. Medvirkende hertil var især hans musik til Holger Drachmanns Der var engang – (Det kgl. teater 23.1.1887, op. 25) og desuden en række af hans sange der i løbet af forbløffende kort tid nåede en enestående udbredelse. Denne opmærksomhed om enkelte af Lange-Müllers kompositioner trængte hans øvrige kompositioner stærkt i baggrunden. Medvirkende hertil var måske også at Lange-Müllers stil ikke altid fandt den rette forståelse i faglige kredse, præget som den er af overgangen mellem senromantikken og den nyere tid, med tydelige impressionistiske indslag – en stil der på den ene side ikke helt honorerede højromantikkens fordringer, på den anden side heller ikke passede ind i de krav den frembrydende moderne musik stillede.

P.E. Lange-Müllers kompositioner omspænder både dramatisk musik, instrumentalmusik, korværker og sange. Allerede i sin ungdom var han teaterinteresseret, og hans værker for scenen viser tidligt en udpræget sans for dramatisk virkning. 1878 opførtes hans syngestykke Tove (med tekst af komponisten, op. 7, Det kgl. teater 19.1.). Det opførtes kun få gange, men viser som i svøb Lange-Müllers musikalske fysiognomi med udgangspunktet i den danske høj- og senromantik og med N.W. Gade, J.P.E. Hartmann og P. Heise som forbilleder, men samtidig særpræget ved den egenartede kolorit der farver det lige fra ouverturen til det afsluttende kor og ved den påvirkning fra dansk folketone der tydeligt kommer til udtryk i de viseagtige indlæg og folkelige flerstemmige satser. I virkeligheden har man her allerede "den hele Lange-Müller" som i en nøddeskal. Også den vemodige, ligesom slørede tone der genfindes så hyppigt i Lange-Müllers senere værker, og som er et af de mest karakteristiske træk i hans musik, er her mærkbar samt de langt udspundne, blidt rytmisk vuggende taktinddelinger som Lange-Müller forfølger og udnytter til yderste grænse senere hen (serenaden i "Der var engang -" og i Renaissance) og den hurtige veksel af motivindhold.

I de efterfølgende sceniske værker træffes disse karakteristiske Lange-Müllerske træk i stedse stigende grad og i stedse mere afklaret form; hertil kommer desuden nye drag, som fx den friske og fornøjelige tone i musikken til Sophus Bauditz' I Mester Sebalds Have (op. 13, Det kgl. teater 9.12.1880), den yndefulde kolorit over musikken til William Fabers komiske opera Spanske Studenter (op. 22, Det kgl. teater 21.10.1883) hvis vuggende og rappe danserytmer viser en særdeles charmerende side af Lange-Müllers talent; samtidig har hans lyriske romancetone for alvor fundet vej til den sceniske musik. Musikken til "Der var engang –" kommer som en naturlig fortsættelse af denne udvikling. I de muntre optrin klinger tonen fra de tidligere værker videre, kun er dansene – denne gang farvede af hjemlig rytme og tone, på samme måde som den lyriske romance ("Serenaden") har fået et vegt folkeligt træk; også sangen ("Midsommervisen") er indpasset i dansk folkelig smag. Trods megen uegalitet i stilen undgår denne frejdige og sværmeriske musik den dag i dag ikke at gøre sin virkning som illustration til Drachmanns eventyrbilleder.

Afgørende for P.E. Lange-Müllers udvikling blev den betydning han en overgang tillagde klangen som den egentlige bærer af kompositionen. I endnu højere grad end før mærkes en stadig finere udpensling af klangschatteringerne, til dels på det melodiskes bekostning. Denne teknik fik sit tydeligste udtryk i operaen Fru Jeanna (tekst af E.v.d. Recke, op. 30, Det kgl. teater 4.2.1891), i hvilken Lange-Müller for første gang koncentrerede sig om udformningen af den "store" operas højstemte dramatik. Karakteristikken af personerne blev her dybere, delvis opnået ved den lige nævnte teknik, men Lange-Müller arbejder nu yderligere med virkemidler som stadig mere flydende grænser mellem det recitativiske og ariemæssige, samtidig med at han i denne opera beruser sig i sælsomt svulmende klange, frappante modulationer og langt-duvede rytmer.

Mens musikken til Drachmanns Ved Bosporus (op. 41, Det kgl. teater 1.12.1891) virker som en løst henkastet skitse (atter med "eksotisk" kolorit) samlede P.E. Lange-Müller på ny kræfterne om et helt og stort gennemarbejdet værk i operaen Vikingeblod (op.50, tekst af Einar Christiansen, Det kgl. teater 29.4.1900). I denne opera er Lange-Müller påvirket af Richard Wagner, væsentligst i dennes opfattelse af de sanglige partiers forhold til orkestret hvor de to faktorer sidestilles, ja overvægten endda mere og mere lægges på orkestret. Lange-Müller følger disse tendenser i Vikingeblod hvis partitur viser en langt større selvstændighed i det orkestrale, set i forhold til sangpartierne hvilket atter øjensynlig har tvunget Lange-Müller til at tage større hensyn til melodisk-selvstændige linjer end til klangschatteringer. I sangpartierne spores i øvrigt tydelige forsøg på anvendelse af "talesang" og "uendelig melodi" i wagnersk forstand (romancernes antal er også påfaldende formindsket), og ledemotivteknikken, om end i spæd udformning, er taget i brug (fx Svanekors-motivet). Smukt gjort er karakteristikken af Østerland og Norden – et lidenskabeligere, sjæleligt mere hektisk Norden end det mystisk-stoute hos J.P.E. Hartmann hvem værket er tilegnet. Vikingeblod betegner højdepunktet, afklaringen, i Lange-Müllers dramatiske komposition. De to senere arbejder: musikken til Middelalderlig (op. 55, tekst af Drachmann, Det kgl. teater 9.10.1896) og Renaissance (op. 59, ligeledes Drachmann, Dagmarteatret 9.11.1901) kom hverken i omfang eller indhold på højde med de foregående arbejder; det sidstnævnte – Renaissance – opnåede en betydelig popularitet, især ouverturen og serenaden.

Foruden de allerede nævnte teaterarbejder skrev P.E. Lange-Müller sange til H.V. Kaalunds Fulvia op. 15, Det kgl. teater 21.4.1881, Drachmanns Østen for Sol og Vesten for Maane op. 23, Henrik Ibsens Gildet paa Solhaug op. 32, Centralteatret Kristiania, Einar Christiansens Peter Plus op. 42, Det kgl. teater 25.9.1891 og Letizia op. 48, Dagmarteatret 26.2.1898 o.a. samt E.v.d. Reckes Hertuginden af Burgund op. 44, Dagmarteatret 22.11.1891.

Inden for instrumentalmusikken gennemløb P.E. Lange-Müller en lignende udvikling som inden for sin teatermusik – fra en stil der nærmest kan karakteriseres som romantisk i Leipzigskolens betydning (Schumann, Gade), således udpræget endnu i 12 klaverstykker, op. 8, til en stil hvor klangene oftest i såre raffineret farvning får overhånden over det motiviske (klaverværkerne Meraner-Reigen, 4-hændig op. 26, Syv Skovstykker op. 56, Dæmpede Melodier op. 68). Allerede orkestersuiten op. 3 I Alhambra 1876 varsler den langt mere koloristisk bestemte orkestersuite Weyerburg op. 47, 1894, de to symfonier Efteraar op. 17, 1882 og d-mol symfonien op. 33, 1889 samt klavertrioen i F-Dur op. 53, 1898. Violinkoncerten op. 69, 1904 og Romance for violin og orkester op. 63, 1899 betegner inden for instrumentalmusikken et lignende stadium som Vikingeblod inden for den dramatiske musik, især med hensyn til den orkestrale sats der tydeligt giver vidnesbyrd om den udvikling Lange-Müller i mellemtiden havde gennemløbet.

Allerede på et tidligt tidspunkt i sin kunstnerbane kastede P.E. Lange-Müller sig med iver over komposition af vokalmusik (kor og sange) som Lange-Müller selv sikkert betragtede som sit egentlige felt. Herom vidner korværkerne Novemberstemning, tekst H. Høst og Tonernes Flugt, Henrik Hertz, op. 5, 1876, Niels Ebbesen, op. 9, 1878, tekst C. Gandrup og de kirkelige kompositioner Tre Salmer op. 21, 1883 der alle bærer den yngre Lange-Müllers stilpræg. Senere fulgte Zwei Madonnalieder op. 29, 1889 og Tre Madonnasange, tekst Thor Lange op. 65, bl. kor a cappella, Cæciliaforeningen 1900 der tilhører den sidste gruppe af Lange-Müllers værker. Foruden nogle kantater: op. 37, Den nordiske Industri, Landbrugs- og kunstudstillings åbningsfest 18.5.1888, tekst Chr. Richardt, Stavnsbaandets Løsning op. 36, Universitetets fest i anledning af 100-året for stavnsbåndets løsning juni 1888, tekst Drachmann, op. 71 100-året for H.C. Andersens fødsel 2.4.1905, tekst af Recke, skrev Lange-Müller prolog og epilog til Edv. Blaumüllers Agnete og Havmanden op. 73, 1908 der ved sin dramatiske kraft og stærke tone kommer op på siden af Vikingeblod og de senere instrumentalværker. Yndefulde og stemningsrige er Lange-Müllers mange korsange og kvartetsange af hvilke adskillige har opnået en lignende yndest som Lange-Müllers solosange og stadig hører til det faste repertoire i vore sangforeninger: Jægersang, Kornmodsglansen, 1879, Roma, kan du sove. Ak I Snefnug, Ak, paa Marken, Petar Droitschni o.m.a.

Inden for vokalkompositionen nåede P.E. Lange-Müller sin største yndest på solosangens område, ikke mindst på grund af den romantik-folkelige tone. Flere af Lange-Müllers sange er den dag i dag nationalt eje, fx Naar Dagen er træt, 1880, Lille røde Rønnebær, 1882, Skin ud, du klare Solskin, 1882, En Engel har rørt ved Din Pande, Silde den Aften, der Dug driver paa, 1890, I Würzburg ringer de Klokker til Fest, En Rand af diset Hede o.a. Nogle af Lange-Müllers mest kendte romancer er i øvrigt skrevet til dramatiske værker (sangene fra "Der var engang –", Yderst i Slæbet det lette og Firenze fra Einar Christiansens "Letizia"), men er overgået til folkeligt eje. I deres sarte vemodige holdning eller frejdigt lyse humør genfinder nationen træk af sit eget sindelag. Hertil kommer det melodiøse og formmæssigt set ofte populære tilsnit der gør dem lettilgængelige. Næppe nogen anden gruppe af Lange-Müllers kompositioner afspejler på så tydelig måde den udvikling han har gennemgået som komponist fra Fem danske Sange af Molbech, Hauch og Kaalund, op. 14, med de lidt naive, endnu ganske uselvstændige akkompagnementer (men allerede med svage tilløb til en vis klangkolorit), over de norske, tjekkiske og russiske sange (op. 16, 18, 19, 20) med de mange forsøg på større selvstændighed i klaverledsagelsen, tiltagende klangfarvning og dybere karakteristik, til op. 24 (syv sange af Recke), op. 31 (fire digte af Richardt, Molbech og Kaalund), op. 34 og op. 38 (folkeviser oversatte af Thor Lange), op. 35 (ballader af Uhland) og op. 40 (sange af Gjellerups Min Kærligheds Bog) hvor Lange-Müller når frem til fuld afklaring af forholdet mellem sangstemme og klaverakkompagnement med dyb sans for klangens schattering. I modsætning hertil står dog de folkeviseagtige sange (fx flere af kompositionerne til Thor Langes oversættelser) der bevidst fastholder den ældre ligefremme akkompagnementstone.

P.E. Lange-Müller var hele livet hæmmet af sit svagelige helbred. Nogen intim føling senere med det praktiske musikerliv umuliggjordes derfor; på lange rejser søgte Lange-Müller helse for sin svage konstitution; 1894 fik han bolig på Sophienberg ved Rungsted hvor han levede stille og tilbagetrukket til sin død. Hans musik kan ofte være præget af denne manglende kontakt med det rent håndværksmæssige i musikalsk komposition. Men både i stærke og svage stunder afspejler hans musik på klareste måde et sjældent følsomt, drømmende kunstnersind, ejendommeligt søgende, ofte grublende. I sine toner, især afdæmpet inderlighed, vemodigt slørede, og nænsomme i udtrykket som størsteparten af hans kompositioner opviser, giver Lange-Müller sikkert helt sig selv.

Familie

P.E. Lange-Müller blev født på Frbg, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). Forældre: overrets-, senere højesteretsassessor Otto Müller (1807–82) og Sophie C. Lange (1818–59). Gift 23.6.1892 i Marienbad, Bøhmen, med Ruth Alpha Gudma Block, født 8.4.1866 i Kbh. (Johs.), død 30.10.1921 på Sophienberg, Rungsted, datter af kontorist, senere dispachørfuldmægtig Johan Carl Møller (1836–70) og Hansine Frederikke Henriette Petersen (1839–68) og adopt. 31.12.1887 af konsul Jens Friderich Horsens Block (1816–92) og Caroline Kirstine Horsens, f. Torp (1833–97, gift 1. gang 1852 med J.F.H. Blocks bror, købmand Carl Johan Horsens, 1825– 57).

Udnævnelser

R. 1887. K.2 1920. F.M.1. 1925.

Ikonografi

Akvarel af E. Lehmann, 1856. Træsnit 1883 og træsnit efter dette 1884, bl.a. af H. P. Hansen. Træsnit 1886. Mal. af Bertha Wegmann, 1908 (Fr.borg). Træsnit af L.B. Hansen, 1911, efter foto. Buste af L. Brandstrup, 1931 (Det kgl. teater). Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Alfr. Nielsen: Fuldstændig fortegn. over P.E. Lange-Müllers kompositioner i Musik IV. 1920 170–72.

Kilder. Selvbiografi i III. tid. 27.11.1910. Brevveksl. mellem Holger Drachmann og P.E. Lange-Müller i Tilskueren, 1926 I 400–10.

Lit. Om slægten ved Th. Hauch-Fausbøll i Politiken 28.2.1926 og i Berl. tid. 22.1.1932 samt ved H. Egede Glahn i Pers. hist. t. 12.r.V, 1950 181–89 og VI, 1951 175f. Ch. Kjerulf i Nord. musiktid. V, 1884 65–68. Carl Nielsen i Riget 1.12.1900. Augusta Eschricht i Månedsmag., 1910 986–89. G. Lynge: Danske komponister i det 20. årh.s begyndelse, 1917. Axel Kjerulf i Politiken 1.12.1920. H. Seligmann sst. 26.2.1926 og 9.5.1938. Will. Behrend i Ord och bild XXV, Sth. 1921 209–19. Kaj Jørgensen i Højskolebl., 1925 1565–70. Helge Bonnén i Dansk musik t. I, 1925 37–40 (jfr. sst. 40–48). Samme: P.E. Lange-Müller, 1946. Einar Christiansen: Nogle træk af mit liv, 1930 95–111 229–32. H. Seligmann: Skikkelser i tonekunsten, 1938. Jul. Clausen: P.E. Lange-Müller, 1938. Samme: Mennesker på min vej, 1941. Samme i Dansk musik t., 1950 216f. Rob. Neiiendam i Det kgl. teaters progr. dec. 1940. Dansk musiker tid., 1950 346–48. Erl. Winkel i Jyllandsposten 29.11.1950. Em. Sejr i Århus stiftstid. 30.11. s.å. Sv. Forchhammer i Nationaltid. 1.12. s.å. Axel Kjerulf i Politiken s.d. Jul. Foss i Kristeligt dagbl. s.d. Nils Schiørring i Berl. aften s.d. W. Zacharias i Land og folk s.d. T. Krogh i 15 udv. digte til P.E. Lange-Müller, ved C. Dumreicher, 1955. Kai Aage Bruun: Dansk musiks hist. II, 1969 243–79. Lars B. Fabricius: Træk af da. musiklivs hist., 1975. Nils Schiørring: Musikkens hist. i Danm. III, 1978 89–94.

Papirer og manus. i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig