Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Otto Malling

Oprindelig forfatter RHove
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Otto Malling, Otto Valdemar Malling, 1.6..1848-5.10.1915, komponist. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Vestre). Efter at have taget studentereksamen 1866 fra v. Westens institut begyndte M., der fra tidlig barnealder havde vist udprægede anlæg for musikken, på studiet ved Kbh.s musikkonservatorium hvor han havde både N. W. Gade og J. P. E. Hartmann som lærere. Sine store musikalske evner udviklede han med flid og energi. Allerede 1874 startede han sammen med C. F. E. Horneman Koncertforeningen. Denne forening kom under M.s ledelse til at øve en inciterende indflydelse på dansk musikliv i de nitten år den bestod, og M. viste sig her som en initiativrig dirigent der i denne periode fremførte væsentlige dele af den nyeste europæiske og hjemlige musik. Omtrent samtidig (1875) var han blevet valgt til Studentersangforeningens dirigent hvor hans energiske arbejde, indtil han 1884 tog sin afsked, førte til en afgjort højnelse af korets standard. 1878 blev han organist ved Skt. Petri kirke i Kbh. og 1885 lærer ved musikkonservatoriet hvor han efter Gades død overtog dennes fag og 1897 udnævntes til konservatoriets direktør, en stilling han beklædte til sin død. I disse Tire embedsstillinger ligger de to udviklingslinjer i M.s kunstnerliv fast tegnede. Først den frie komponist hvis sind var åbent for de moderne strømninger, hvoraf han valgte sin del med stærk følelse af sympati og antipati, og siden kirkemusikeren og professoren der blev en nidkær vogter af den akademiske musiktradition i Danmark. M. likviderede sine første musikalske stillinger til fordel for de sidste og fulgte derigennem en harmonisk udvikling af sin natur. Han havde ikke kunstnerisk kraft til at holde sig i sin ungdoms musikalske frontlinje hvor han i Koncertforeningen var tolk for det nye. Hans ungdoms radikalisme forvandledes til en akademisk konservatisme der bares af stor personlig respekt for de musikalske grundværdier. Af orkesterlederen fremgik en lærer for ungdommen som havde personlig erfaring både i den praktiske musikers gerning og i den skabende musikers kunstneriske oplevelse, af Studentersangforenings-dirigenten den store organist. Skt. Petri ombyttedes 1891 med Helligåndskirken, og ved Hartmanns død (1900) var M. selvskreven til pladsen ved Frue kirkes orgel som vor da største orgelspiller. En lang række kompositioner tegner for eftertiden M.s udviklingsgang som musiker. De falder ret tydeligt i to afsnit - de arbejder der er bestemt for koncertsalen, og som i alt væsentligt er skrevet før 1891, og de kirkelige arbejder der fra dette årstal får en absolut overvægt, heriblandt i første række de orgelstykker han samlede til store opus med forklarende titler: op. 48 Christi Fødsel. 1892, op. 54 Christi Død og Opstandelse, 1895, op. 63 Af Christi Liv. 1897, op. 78 Paulus. 1903, op. 81 De syv Ord paa Korset. 1904. I sin første periode har M. skrevet i næsten alle musikkens former, således en symfoni i d-mol, op. 17, 1884 og en klaverkoncert i c-mol, op. 43, 1890, koncertouverture og orkestersuiter - kammermusik for klavertrio, klaverkvartet, klaverkvintet, strygekvartet og strygeoktet, et betydeligt antal sange og kor og nogle klaverstykker. I alle disse arbejder finder et umiskendeligt talent af tydelig "dansk" støbning sit udtryk, men der mærkes også udpræget lyst til at lytte efter de modernismer som var fremme i tiden, og her er det fortrinsvis en fransk påvirkning (Charles Gounod, Jules Massenet, Leo Delibes) der sætter sine spor hos M., samtidig med at han gerne bruger harmoniske og melodiske orientalismer, mens han i alle sine værker stod den Wagnerske retning fjernt. Denne sans for det lette og lyse i musikken gav sig et sent, men værdifuldt udslag i hans eneste sceneværk, balletten Askepot, op. 90, 1908 (Det kgl. teater 25.9.1910). Som en slags surrogat for operaen dyrkede han gennem årene kantaten, dels lejlighedskantaten og dels de store koncertstykker for soli, kor og orkester. Hans stil tager her sit direkte udgangspunkt i J. P. E. Hartmanns vældige kantateværker, og M.s musik har virkelig, navnlig i begyndelsen, indfanget noget af den storlinjethed, fantasi og kraft, hvormed Hartmann løftede denne form ud af det tids- og lejlighedsbundne op til den store kunsts højder. Tretten store lejligheds-kantater har M. skrevet og desuden i den samme stil og form en række koncertkantater, hvoriblandt ting som må regnes mellem hans bedste (Prolog til den gyldne Legende, op. 25, 1885 og Det hellige Land, op. 46, 1891).

M. er den sidste anselige repræsentant for den danske musikromantiks guldalder. Hans lærergerning har sikkert ikke i alle måder været formålstjenlig for den generation der kom efter ham og som kom til at se nye linjer slå igennem. Han manglede forståelsen både for den Carl Nielsenske kompositionsmåde og for den Laubske udrensning af den kirkelige musik i Danmark. Men han var en betydelig og fast personlighed der var klar over sine mål og sine evners rækkevidde, og inden for sine grænser var hans værk helstøbt - derfor har hans orgelværker, der vel i dag anses for at være den mest problematiske del af hans produktion, alligevel kunnet nå international anerkendelse. Tillige viste han i al sin virksomhed store administrative evner; de gjorde sig gældende allerede, da han overtog ledelsen af Studentersangforeningen, men fandt deres fulde udløsning i hans ledelse af konservatoriet hvor hans overblik og arbejdsevne var af afgørende betydning for institutionens trivsel. -Tit. professor 1889.

Familie

Forældre: bogholder, senere grosserer og kreditforeningsdirektør Ludvig Theodor M. (1807-81) og Anna Frederikke Neve (1810-64). Gift 9.11.1876 i Kiel med Ida Vilhelmine Bargum, født 9.8.1848 i Kiel, død 29.11.1904 på Frbg., d. af bankier Georg Julius B. (1809-90) og Betty Emilie Neve (1815-1900). - Bror til Jørgen M.

Annonce

Udnævnelser

R. 1893. DM. 1905.

Ikonografi

Afbildet på satirisk tegn. 1887 og på tegn. af Alfred Schmidt. Foto. - Mindeplade (musikkonservatoriet, Kbh.).

Bibliografi

Axel Sørensen: Studentersangforen. 1839-89, 1889. J. Fabricius i III. tid. 22.10.1893. G. Skjerne sst. 10.10.1915. A. Hammerich i Nationaltid. 5.10.1915. G. Hetsch sst. 9.10. s.å. A. Tofft i Berl. tid. s.d. Ch. Kjerulf i Politiken 6.10. s.å. G. Hetsch: Det kgl. da. musikkonservatorium 1867-1917, 1917. G. Lynge: Danske komponister i det 20. årh.s beg., 2. udg. 1917 196-203. L. B. Fabricius: Træk af da. musiklivs hist., 1975. Nils Schiarring: Musikkens hist. i Danm. III, 1978. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Richard Hove: Otto Malling i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294062