Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oluf Ring

Oprindelig forfatter SLunn

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Oluf Ring, Oluf Sørensen Ring, 24.12.1884-26.4.1946, komponist. Oluf Ring valgte sin fars gerning; efter præliminæreksamen 1901 tog han 1905 lærereksamen fra Jelling. I de følgende år virkede han som vikar ved Kbh.s skolevæsen samtidig med at han tog privat musikundervisning bl.a. hos Thomas Laub samt celloundervisning hos Ernst Høeberg. Han ernærede sig nogle år som udøvende musiker men brød af og blev 1911 lærer ved seminariet i Ribe. Herfra kom han 1930 til Skårup seminarium. Ved studierejser til Paris, Beuron og Leipzig udvidede han sin musikalske horisont og et ophold i Berlin hos Fritz Jöde 1931 blev af afgørende betydning for hans senere musikopdragende arbejde, der bl.a. fandt udtryk i radioserien Syng med os som fra 1934 løb over ni sæsoner.

Ved siden af flere andre musikalske tillidshverv var Oluf Ring (siden 1934) overdirigent for Fyns central arbejder sangkor og vicedirigent for Fyenske folkekor. Hans musikalske udgangspunkt er Carl Nielsens og Thomas Laubs folkelige sange og denne sidstes kirkelige melodier. Hvor han som komponist bevæger sig på dette grundlag kan han i den lille form nå det sublime; dette gælder både hans små kantater og hans sange (Hvor smiler fagert den danske Kyst), mens han i sine større værker (korværket Folke, 1931) betræder veje der for længst er forladt. Blandt hans udgivelser kan nævnes Folkehøjskolens Melodibog, 1922 (s.m. med Th. Laub, Carl Nielsen og T. Aagaard), hvoraf en noget doktrinært præget 4.udg. (s.m. M. Wöldike kom 1940, endvidere orgelskole 1933 (s.m. med F. Viderø sangbogen Syng, Danmark, 1938, Arbejder Melodibogen, 1936, klaverskole, violinskole og harmonikumskole for børn, Fra Haydns Dage, Musik fra 17. og 18. Aarh. o.fl.

Foruden sange og kirkelige melodier i Folkehøjskolens Melodibog og andre steder haf han skrevet Melodilære, 1937, operaen Svinedrengen (Det ny teater 1923), Kantate ved den nordiske Kirkes Ansgar Fest i Ribe, 1926 og korsange og har som led i sin pædagogiske virksomhed ledet ca. 40 radioudsendelser.

Annonce

Familie

Oluf Ring blev født i Jelling, død i Svendborg, begravet Vejstrup valgmenighedskgd. Forældre: seminarielærer Marius Sørensen (1853–1939) og Jensine J. Frandsen (1853–1906). Gift 21.4.1910 i Kbh. (Frels.) med Marie Enevoldsen, født 19.6.1883 i Elsø, Mors, død 13.1.1969, datter af lærer, senere musikdirektør Jens E. (1852–1923) og Johanne Karstensen (1847–1923).

Udnævnelser

R. 1935.

Ikonografi

Mal. af Agnes Smidt, 1919. Foto.

Bibliografi

Interview i Fyns venstreblad 10.12.1944. – Arthur Arnholtz i Nationaltid. 28.4.1946. Mogens Wöldike i Dansk kirkesangs årsskr. 1945–46 3f. Danskeren VIII, 1946 nr. 9 4–42 (flere forf.). Erl. Brahm i Dansk udsyn XXVI, s.å. 314–29. Erik Spur m.fl. i Højskolebl. LXXI, s.å. 219–24.- Gunnar Heerup i Levende musik IV, s.å. 125f. L. Bruun Andersen i Dansk sang V, 1953 18–23 41–47. Frands Johan Ring: Oluf Ring, 1961.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Lunn: Oluf Ring i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296419