Matthias Weckmann, 1621-24.2.1674, orgelspiller, komponist. Født i Niederdorla, Thüringen, død i Hamburg. W. blev 1630 optaget som diskantist i Dresdens hofkapel. Dettes leder, den berømte Heinrich Schütz, blev hans lærer og faderlige ven og sørgede, efter at W.s stemme havde muteret, for hans videre uddannelse hos Jac. Prætorius i Hamburg. Det har uden tvivl været på Schütz' foranledning at W. – efter i en del af 1643 at have opholdt sig i Magdeburg – samme år blev knyttet til den udvalgte prins Christians hof i Nykøbing F. hvor han forestod den ikke meget omfangsrige hofmusik til foråret 1647, kort før prinsens død. Om den unge musikers virke foreligger kun sparsomme efterretninger, men det ses at han både som udøvende musiker og lærer for de yngre kræfter har fyldt sin plads ved de musikelskende danske hoffer. Om W. som skabende kunstner under Danmarksopholdet ved man derimod intet; hans tidligst kendte kompositioner er først fra en senere tid. Fra Danmark drog han atter til Dresden og derfra 1655 til Hamburg hvor han som organist ved St. Jacobi kirke blev en af spidserne i det blomstrende nordtyske musikliv i midten af 1600-tallet som atter virkede ind på danske musikalske forhold.

Familie

Forældre: præst Jacob W. (død 1631) og Maria. Gift 1. gang 1648 med Regina Beute, død ca. 1665. Gift 2. gang 1669 med Katharina Rolandes.

Bibliografi

Angul Hammerich: Musiken ved Chr. den fjerdes hof, 1892 180f 185. Gerh. ligner: M. W., Wolfenbuttel-Berlin 1939 = Kieler Beiträge zur Musikwissensch. VI især 12-15 25-29. Svend-Ove Møller i Lolland-Falsters hist. samf.s årbog XXIX, 1941 140-45. G. B. Sharp i Musical times CXV, London 1974 1039-41.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig