• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kai Normann Andersen

Oprindelig forfatter HVang

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Kai Normann Andersen, 11.4.1900-24.6.1967, komponist. Efter endt skolegang blev Kai Normann Andersen assistent i Handelsbanken i København 1916. Samtidig studerede han musikteori og klaverspil, og 1919 opsagde han sit arbejde i banken og rejste som teaterkapelmester i provinsen. I sin fritid komponerede han lette og lyse melodier, og allerede 1922 blev han landskendt for sine sange til Scalarevyen Rosen blusser. 1924 skrev han sin senere så berømte vise Du gamle måne til et tekstforlæg af forfatteren Ludvig Brandstrup. Det lette, charmerende talent han allerede i sin tidligste ungdom lagde for dagen styrkede han i de følgende år ved fortsatte musikteoretiske studier. Hans kompositioner blev mere og mere elegante og på trods af deres let sangbare karakter særdeles særprægede og personlige. 1926 blev han fast huskomponist og pianist hos Co-Optimisterne og fra 1932 var han medarbejder ved Apollo- og Dagmar-revyerne.

1928 debuterede Kai Normann Andersen som teater- og operettekomponist med sine kompositioner til Den grønne vogn. Derefter skrev han scenemusik til fx Landmandsliv, Der var engang på Frederiksberg og Når bønder elsker. – Fundamentet til en sideløbende karriere blev lagt da Kai Normann Andersen 1931 skrev underlægningsmusik til filmen Hotel Paradis. Musikken vakte berettiget opsigt og medførte at Normann Andersen blev fast huskomponist for flere danske filmselskaber. I hastig rækkefølge skrev han derefter musik til film som Odds 777, Nyhavn 17, Skaf en sensation. Mille, Marie og mig, Under byens tage. Alle går rundt og forelsker sig. Man elsker kun een gang. Mød mig på Cassiopeia og Den kloge mand.

Annonce

Det var som om krigens oplevelser gjorde hans kunstneriske indstilling mere alvorlig. Dette mærkes navnlig på hans kompositioner til Kaj Munks skuespil Puslespil 1939. Herfra huskes især den yndefulde Så sødt som i gamle dage, der findes i flere grammofonindspilninger. 1940 fulgte musik til Kjell AbellsGuderne tér sig og 1946 til samme forfatters Silkeborg. Kai Normann Andersen huskes dog specielt for sit store repertoire af danse, revyviser og sange der næsten alle giver udtryk for et lyst og naturligt, men særdeles gedigent talent.

Familie

Kai Normann Andersen blev født i København, døde sst. og er begravet på Frederiksberg kirkegård. Forældre: akademibetjent ved Charlottenborg Niels Peter Andersen (1859-1923) og Oline Mette Pedersen (1867-1952).

Gift 1. gang 30.12.1920 i København med skuespiller Lilly Bergliot Skands, født Duun, født 19.11.1893 i Norge, død 23.7.1942 i København (gift 1. gang 1913 med filmforfatter Lauritz (Laurids) Skands, 1885-1934; ægteskabet opløst). Ægteskabet opløst 1936.

Gift 2. gang (u.v.) fra 1932 med skuespiller Ellen Gottschalch, født Holm, født 2.5.1894 i Aså, Ålborg amt, død 17.2.1981 på Frederiksberg (gift 1. gang 1915 med sanger Christian Gottschalch, 1887-1979; ægteskabet opløst 1930), datter af sognefoged Søren Nielsen Holm (1864-1949) og Ane Jørgine Thorsen (1864-1947).

Ikonografi

Tegn. af B. O. Grandjean, 1955. Foto.

Bibliografi

Nodemanus i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Vangkilde: Kai Normann Andersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295127