Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johann Hartmann

Oprindelig forfatter EAbr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johann Hartmann, Johann Ernst Hartmann, Joseph Hartmann, 24.12.1726-21.10.1793, komponist. Født i Gross Glogau i Schlesien, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Ass.). Oplysningerne om H.s barndom er sparsomme. Om han oprindelig har været bestemt for musikken er vanskeligt af afgøre; det antages at han har lært violinspil i et jesuiterkollegium i Gross Glogau. 28 år gammel ansattes han som violinist i kapellet hos fyrstbiskoppen af Breslau (1754) der var stærkt musikinteresseret og satte en ære i at hævde en høj musikalsk standard ved sit hof. Under syvårskrigen opløstes kapellet, og H. ansattes 1761 som violinist ved hoffet i Rudolstadt, men kaldtes s.å. som koncertmester til hoffet i Plön. Også ved disse hoffer stilledes store musikalske krav, og H. må have været i besiddelse af en ikke ringe musikalsk erfaring og teknik da han 1762–63 var knyttet til hoffet i Kbh. og efter et nyt ophold i Plön 1766 genengageredes her.

En del af Plönmusikerne drog i disse år, efter at hertugdømmet var tilfaldet den danske konge, til KM. hvor de optoges i kapellet som hofvioloner. Hofkapellet i Kbh. var uden kapelmester, og da den fungerende dirigent, hofviolon Johan Henrik Freithof, var syg overdroges ledelsen af den del af de musikdramatiske opførelser og af de ved hoffet meget yndede kammerkoncerter til H. Efter Freithofs død udnævntes H. 1767 til første hofviolon og 1768 til koncertmester i hvilken egenskab han i virkeligheden fungerede som kapelmester indtil 1792. Både ved teatret, ved hoffet og i de musikalske sammenslutninger (bl.a. 1783 Giethuset, 1784–85 Harmonien) hvor han havde lejlighed til at dirigere, omtales hans virksomhed som dirigent med sympati, om end det nu og da skinner igennem at hans evner egentlig gik i anden retning. H. var en højt skattet violinist – E. L. Gerber regner ham for en af tidens betydeligste – og han optrådte ofte og søgtes af mange elever; også kongen tog undervisning hos ham. En violinskole af ham, dateret 1777, er bevaret i manuskript (Det kgl. bibl.). Hans betydning for dansk musik ligger imidlertid først og fremmest på det kompositoriske område hvor han viste sig som en meget frugtbar kunstner. En del af hans værker – han var begyndt at "levere" arbejder ifølge sin embedspligt allerede under sin virksomhed i Tyskland – er gået tabt, formentlig ved hofarkivets ødelæggelse under Christiansborg slots brand 1794. Det vides at H. har skrevet symfonier men kun en enkelt, Sinphonie Periodique, nåede frem i trykken i Amsterdam 1770. I manuskript er også bevaret en violinkoncert (dateret Fredensborg 1780) komponeret af H. og Claus Schall; desuden skrev han Tema med Variationer for Violin og Klaver og seks Sonater for to Violiner og Cello; værkernes faktur synes mere at pege hen mod den dengang moderne italienske og sydtyske stil end tilbage.

Mærkelig er den ofte citerede, beskedne og tilbageholdende udtalelse af H., efter at han med nogen betænkelighed havde påtaget sig at skrive musik til Ewalds Balders Død (se fortalen til denne). Han havde ikke tidligere skrevet dramatisk musik og følte sig ikke sikker på dette område. Og dog var det her hans fornemste bidrag blev ydet. Foruden at skrive musik til kantater og religiøse tekster (Edv. Storms Høytidssange, 1785 og hans Jesu Dødsangst i Urtegaarden samt Chr. Hertz' Forløserens Død, Opstandelse og Himmelfart) komponerede H. musik til Ewalds Balders Død (Kgl. teater 30.1.1779) og Fiskerne (Kgl. teater 31.1.1780, genoptaget 1.9.1928). Musikken til disse to værker er af ejendommelig helstøbt karakter. Tidligere eksperimenter havde vist, om end ikke på så overbevisende måde, at en opera i det danske sprog ikke var en umulighed; tanken om at skabe værker som en kontrast til den fremmede, i sin stil snørklede og ofte unaturlige opera der hidtil dyrkedes herhjemme var stadig levende. H. blev med de to nævnte værker den der førte ideen ud i livet på en sådan måde at dansk musikdramatisk komposition kan siges at have sit egentlige udgangspunkt her. Uden tvivl har H. ligesom wienerklassikerne følt sig stærkt draget af lødigere fransk syngespiltone og af den Gluckske reformopera. Han bryder med den italienske operas udvendige musikalske virkemidler og søger overalt den dramatiske sandhed. Tilløb til personkarakteristik er umiskendelig. Hans udnyttelse af korene vidner om megen dramatisk sans. En følsom og inderlig melodisk linje præger de fleste af arierne, hans harmonik er ofte interessant, ikke mindst ved benyttelsen af en forfinet sekvensteknik. I flere af sine dramatiske stykker benytter H. nu og da strofiske sange der fik en begejstret modtagelse hos det brede publikum (Rolfs Skattekonge, feig og ræd). Hans musik er ofte malende i ordets bedste forstand (havet, valkyrierne). Betydelige er også hans ouverturer og entreacter der i klassisk form giver dramaets grundstemning, for entreacternes vedkommende forbereder de kommende scener, fx valkyrieridtet i Balders Død foran den berømte valkyrieterzet Over Bjerg, over Dal, uden i noget tilfælde at forfalde til naturalistisk programmusik. Ansatser til folketonen findes i sangen om Liden Gunver (i Fiskerne). Af mindre dramatiske værker skrev H. musik til Hyrdinden paa Alperne (Kgl. teater 30.1.1783), ligeledes med klassisk ouverture og balletmusik, Den blinde i Palmyra (uopført) med suiteagtig ouverture, og det heroiske skuespil Gorm den Gamle (Kgl. teater 31.1.1785) med "potpourriouverture". Hvorvidt melodien til "Kong Christian stod ved højen Mast" er af H. eller af D. L. Rogert er et stadig uafgjort spørgsmål; muligt er det at H.s bearbejdelse har medvirket til at give nationalsangen dens endelige skikkelse. – H. synes at have haft adskillig modgang, huslige sorger, muligvis økonomiske bekymringer; tabet af en datter gjorde den sidste del af hans liv endnu mere byrdefuld. – Af de mange børn blev to musikere: Johan Ernst Hartmann d.y., født 2.3.1770, død 16.12.1844, ansattes 1795 som organist ved Frederiks tyske kirke (Christians kirke) og udnævntes 1807 til kantor ved domkirken i Roskilde; August Wilhelm Hartmann, født 6.11.1775, død 15.11.1850, var violinist i kapellet 1796–1817, organist og kantor ved Garnisons kirke 1808–24; far til J. P. E. Hartmann.

Annonce

Familie

Forældre ukendte. Gift 26.5.1763 i Plön (?) med Margarethe Elisabeth Wilcken, født 26.4.1736 i Plön, død 27.11.1801 i Kbh. (Garn.), d. af guldsmed Joachim Christian W. (ca. 1703–69) og Anna Margarethe Bundsen (1713–76). – Farfar til J. P. E.H.

Ikonografi

Silhouet af J. C. Weitland (Fr.borg).

Bibliografi

For hist. og statistik II, udg. Jonas Collin, 1825 218–21. A. P. Berggreen: Melodier til fædrelandshist. digte, 1840 (fortalen). Th. Overskou: Den danske skueplads III, 1860. V. C. R[avn] i J.H.: Musik til Balders død. Klaverudtog, 1876. Samme i Nær og fjern 1.2.1880. Festskr. i anledn. af musikforen.s halvhundredårsdag I, ved V. C. Ravn, 1886 75 126. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. Angul Hammerich: J. P. E. Hartmann, 1916. T. Krogh: Zur Gesch. des dan. Singspiels, 1924 81–145. Samme i Nationaltid. 21.2. og 29.8.1928. L. Bobé i Berl. tid. 30.8.1928. Niels Martin Jensen: Den danske romance, 1964 33–39 o.fl.st. Samme i Fund og forskn. XII, 1965 67–84. Kai Aage Bruun: Dansk musiks hist. I, 1969. Johs. Mulvad i Dansk årbog for musikforskn. VII 1973–76, 1976 141–89. N. Schiørring: Musikkens hist. i Danm. I–III. 1977–78. Musikmanus, i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Abrahamsen: Johann Hartmann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290851