Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Bjerre

Oprindelig forfatter RiisV

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jens Bjerre, Jens Jacobsen Bjerre, 13.10.1903-3.1.1986, komponist, organist. Født i Århus, (Århus domk.). B. blev uddannet ved Det kgl. danske musikkonservatorium hvorfra han tog organisteksamen 1925. Herefter tog han ophold indtil 1927 i Paris hvor han var ansat ved den danske kirke samtidig med at han videreuddannede sig i komposition hos E. Levy og L. Aubert. I Kbh. virkede B. 1933–55 ved Skt. Stefans kirke som organist og kantor og derefter ved Garnisons kirke 1955–73. Det anckerske legat blev tildelt ham 1956. Som komponist har han siden sin debut 1939 i Det unge tonekunstnerselskab, Kbh., navnlig dyrket kammermusikken: Duo concertante for cello og klaver, 1942, Sonate for violin og klaver, 1945, Divertimento for blæserkvintet, 1955, en række Mosaiques musicaux, i alt 5 for vekslende besætninger (fra 1945 til 1977) m.m. B.s første opus er en sangcyklus for bas og klaver til Knut Hamsuns Feberdikte som fulgtes af et halvt hundrede andre vokalværker – for solostemme med akkompagnement bl.a. Til en ung Moder (Gelsted), 1942 og for kor Itokih, 1957 med blæserkvintet, to flygler og slagtøj, til Tom Kristensens digt af samme navn, Stille, Hjerte, Sol gaar ned (Aakjær) samt motetter til gudstjenestebrug. For symfoniorkester er Madrigale con variazioni, 1957 og fantasien Før og nu, 1967 (i anledning af Københavns byjubilæum, uropført af Danmarks radio, 1977). Af B.s scene-, film-, hørespil- og fjernsynsmusik fremhæves TV-balletten Den hvide souper, 1964. B.s franske musikalske tilknytning gør sig almindeligt gældende – ikke mindst typisk i de charmerende Croquis musicaux, 22 musikalske skitser fra Paris for violinsolo, 1944. – B. har herhjemme oplevet såvel Carl Nielsentiden og dens "Nachfolge" som Darmstadtskolens danske virkninger og til sidst den ny enkelhed. I al denne forskellighed er det typisk for B. at han har fulgt sin egen udvikling der mest bygger på den internationale antiromantiske tendens efter I. verdenskrig.

Familie

Forældre: kapellan, senere valgmenighedspræst i Rødding-Krejbjerg Jacob Jacobsen B. (1869–1933) og Ane Marie Berthelsen (1868–1958). Gift 2.3.1933 i Søllerød med Helga Øhlenschlæger, født 22.10.1908 i Kbh., d. af grosserer Knud Ø. (1881–1970) og Mary Elisabeth Petersen (født 1888).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Riis-Vestergaard: Jens Bjerre i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287081