J.F. Frøhlich

J.F. Frøhlich, Johannes Frederik Frøhlich, 21.8.1806-21.5.1860, komponist, dirigent. Født i Kbh. (Kat.), død sst. (Trin.), begravet sst. (Ass.). Allerede som lille purk fik F. violinen i hånden for med tiden at kunne hjælpe faderen som spillemand på danseboderne. Da hans ældre søster blev gift med kapelmusicus Fr. Kittier fik F. en solidere undervisning hos denne i klaver og violin samt fløjte, på hvilket instrument han debuterede ved en koncert på Gjethuset 1812. Hans musikalske talent tiltrak C. E. F. Weyses opmærksomhed; F. fik desuden i kammerråd Bang til Nørager en velynder der både sørgede for hans skolemæssige opdragelse og fik Claus Schall til at undervise ham i violinspil. Allerede 1821 ansattes han med gage som violinelev i kapellet; som solist debuterede han 1824 med en koncert af L. Spohr. F. var blandt Schalls bedste elever, havde betydelig færdighed og vakte især beundring ved sin klokkerene intonation. Som kvartetspiller bevarede han i lange tider et fremragende navn, og hans første kompositioner var også viet kammermusikken (strygekvartetterne op. 1 og op. 2). Aug. 1827 konstitueredes han som 2. syngemester ved teatret (efter P. C. Krossing). F. gik allerede dengang med planer om at blive kapelmester og søgte stadig at bevare sin forbindelse med kapellet, fra hvilket vejen til dirigentpulten var sikrere end over syngemesterembedet. Hans politik lykkedes ikke, og han måtte da han 1828 modtog fast ansættelse som syngemester opgive kapellet. Hans gerning som syngemester berømmes stærkt, men også som komponist begyndte hans navn at blive kendt. Han skrev foruden de allerede nævnte strygekvartetter flere større violinkompositioner (med orkester), ouverturen til Kong Salomon og Jørgen Hattemager (den første danske vaudeville-ouverture, 1825), nye strygekvartetter op. 15 og 17, samt flere ouverturer (bl.a. til Freias Alter, 1828). Til skuespilleren N. P. Nielsen der var en kendt amatør på valdhorn, lavede han kammermusik hvori dette instrument spiller en fremtrædende rolle. 1829-31 var F. på studierejse i udlandet, bl.a. i Rom, hvor han samledes med de øvrige danske kunstnere (Thorvaldsen, Bissen o.a.). Han var her stærkt optaget af udarbejdelsen af en Symfoni i Es-Dur, Op. 33 (opf. 1833 i Musikforeningen) der er et betydeligt værk i dansk symfonisk litteratur, hvorimod syngestykket Natten før Brylluppet havde fiasko i Kbh., mens F. var i Paris.

Over München vendte F. tilbage til Danmark ved sæsonens begyndelse 1831 og overtog på ny sit embede, optrådte som kvartetspiller, violinsolist og gav musikundervisning. 1834 trak Schall sig tilbage som kapelmester, F. ansøgte om stillingen, men embedet blev ikke besat på normal vis; det deltes på omgang mellem tre koncertmestre, Ivar Bredal, Peter Funck og F. der hermed (1836) opgav syngemesterstillingen. Det var en uheldig ordning som man senere søgte at forbedre ved at fordele arbejdet efter dets art, hvorefter F. fik tildelt alle operaer. Megen glæde af denne førsteplads blandt koncertmestrene fik han dog ikke. Et fald på gaden svækkede hans helbred, men med en ejendommelig stædighed gennemførte han alligevel en anstrengende fodtur i Jylland med et apoplektisk tilfælde til følge, og han svævede en overgang mellem liv og død. Man tilstod ham senere orlov, og han genvandt nogenlunde sine kræfter ved en rekreationsrejse med fregatten Rota der 1838 hentede Thorvaldsen hjem fra Rom. Han overtog nu atter sine embedsforretninger, men hans helbred havde fået et alvorligt knæk, og han måtte 1844 tage sin afsked. Hans afbrudte løbebane betød et stort tab både for teatret og for musikforeningen i hvis administration han virkede 1836-38 og i hvilken han også dirigerede – om end kun en enkelt gang. 1847 bistod han fru Heiberg med tilrettelæggelsen af hendes melodier til En Søndag paa Amager.

Fra de senere år stammer F.s mest kendte kompositioner. Efter 1834-35 at have forsøgt sig med balletterne Nina og Tyrolerne – Aug. Bournonville fortæller at F. påtog sig arbejdet "halvt for Løjer" – fik F. en stor og uomtvistelig succes med balletterne Valdemar, 1835, Festen i Albano (inspireret af den sidste Italiensrejse) 1839, Erik Menveds Barndom, 1843 med den bekendte Riberhus-March og Rafael, 1845; desuden skrev han nogle mindre, dramatiske ting, en kantate (kronprins Frederiks formæling), og "Taffelmusik" (Christian VIIIs kroning). I balletterne afslører F. et betydeligt dramatisk talent, rytme og flugt. Evne for situationstegning er karakteristisk for denne musik der vel ikke er uden påvirkning fra Weyse og Fr. Kuhlau (som begge betød meget, også rent personligt, for F.) og ligesom disse mestres kompositioner bærer reminiscenser af folketonen i sig. F. betragtedes af samtiden som en højst egenrådig komponist, og en gennembladning af hans partiturer der indebærer megen skønhed bekræfter disse udsagn. Kun den alt for tidlige afbrydelse af hans kunstneriske bane hindrede denne udmærkede musiker i at komme til fuld udfoldelse.