J.D. Bondesen, Jørgen Ditleff Bondesen, 7.4.1855-3.5.1939, musikteoretiker, komponist. Født i Kbh. (Trin.), død i Århus, begravet sst. Efter at have haft J. C. Gebauer som lærer gennemgik B. 1873–75 musikkonservatoriet i Kbh. som elev af E. Neupert, V. Tofte, G. Matthison-Hansen, J. P. E. Hartmann og N. W. Gade; allerede i studietiden fungerede han som vikar for flere af lærerne; 1883–1901 virkede han på konservatoriet som lærer i klaver og teori hvorefter han flyttede til Århus hvis konservatorium han stiftede og ledede til 1926. – B. udgav en række musikteoretiske lærebøger, således oversættelsen og bearbejdelsen af den meget benyttede Richters Harmonilære, 1883, og Lobes Musikens Katechismus, 1885; desuden forfattede han selv en Harmonilære, 1897 og Læren om Contrapunkt, 1902, bøger der nu virker forældede men som gjorde deres store nytte i en på musikvidenskabelig litteratur overordentlig fattig tid. Til disse føjede sig naturligt den store samling af Opgaver til Harmonilæren, 1897, Nye Opgaver, 1923 og Kortfattet Haandbog i Harmonilære, 1920; flere af disse bøger udkom i nye oplag. En meget benyttet håndbog blev ligeledes Orchesterinstrumenterne og deres Omfang samt Plads i Partituret, 1885. B.s tilknytning til konservatoriet førte til hans betydningsfulde historiskstatistiske oplysninger om konservatoriets virke, dets lærerpersonale og elever (bl.a. i forbindelse med Angul Hammerich i hans Kjøbenhavns Musikkonservatorium 1867–92, 1892 og i Beretning udgivet af B., 1898). – Som komponist udgav B. sangmusik (romancer, åndelige sange og korsange), Opstandelse for soli, kor og orkester, 1878, orgelmusik, musik til indledningsdigtet i Holger Drachmanns Gurre, 1900, til Olaf Hansens eventyrspil Tornerose, 1915, operaen Sankte Cæcilie Nat, 1913, Ebbe Skammelsen og kammermusik.

Familie

Forældre: skolebestyrer, professor Johan Henrik Tauber B. (1815–1901) og Camilla Georgine Schmidt (1824–92). Gift 1. gang 7.9.1881 i Kbh. (Holmens) med Agnes Pouline Bast, født 17.2.1856 i Kbh. (Trin.), død 12.12.1895 sst., d. af lysestøber Frederik Julius B. (1810–59) og Sophie Wilhelmine Hornbæk (1823–59), adopteret af sognepræst i Nørre Hagsted, Slesvig, senere i Oksenvad Christian Bodislaus Kellerup Høeg (1817–63) og Ida Christine Elisa Dorph (1826–1920). Gift 2. gang 22.3.1899 på Frbg. med Harriet Elisabeth Vilhelmine Petersen, født 20.6.1873 i Svinninge, Asmindrup sg., Holbæk amt, død 30.3.1907 i Århus, d. af forpagter Vilhelm Thorvald P. (1837-vistnok senest 96) og Augusta Vilhelmine Ludovika Nagel (1840–96). Gift 3. gang 14.6.1917 i Århus med Sophie Magdalene (Filene) B., født 23.6.1873 i Præstø, død 18.2.1953 i Århus, d. af sognepræst til Præstø og Skibinge Nicolai William Theodorus B. (1823–96) og Ida Sandmann (1829–1906).

Udnævnelser

R. 1924.

Ikonografi

Tegn. af Jens Ølsgaard, 1914. Mal. af G. K. Ølsgaard, 1928. Foto.

Bibliografi

G. Lynge: Danske komponister, 1917. Dansk kirkemusiker t., 1929 15; 1939 64. – Levnedsberetning i ordens-kapitlet. Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig