• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.A.P. Schulz

Oprindelig forfatter TKrogh

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

J.A.P. Schulz, Johann Abraham Peter Schulz, ved dåben Schultz, 31.3.1747-10.6.1800, komponist, kapelmester. J.A.P. Schulz' religiøse forældre ønskede at sønnen skulle studere til præst hvorfor han blev sat i byens gymnasium, Johanneum. Han vakte tidligt opmærksomhed ved kortjenesten i kirken og fik derfor fra sit tolvte år undervisning af organist Schmügel, en elev af komponisten G.Ph. Telemann. Sine studieår tilbragte han i Berlin hvor han fik undervisning i kontrapunkt hos den berømte og grundlærde teoretiker J.Ph. Kirnberger. Berlinårene fik i det hele taget stor betydning for den unge Schulz hvis hele musikalske anlæg imidlertid lå langt fra den meget konservative Kirnbergers skrivemåde og interessesfære hvad der efter hans eget udsagn i høj grad hæmmede hans kompositionstrang i denne periode.

Efter den treårige læretid blev han ansat som akkompagnatør og klaverlærer hos den polske fyrstinde Sapieha med hvem han i fire år rejste rundt i Europa. Han besøgte således Frankrig, Italien og Østrig, og i Eisenstadt skal han have lært Joseph Haydn personlig at kende. 1773 tog han atter ophold i Berlin hvor han begyndte en på mange måder betydningsfuld virksomhed dels af musiklitterær, dels af praktisk art. Hans hovedindsats som musikskribent var først og fremmest hans medarbejderskab ved J.G. Sulzers værk Allgemeine Theorie der schönen Künste I-II, 1771–74 og senere, et værk der i høj grad nød godt af hans æstetisk fintfølende betragtninger.

Af stor vigtighed for J.A.P. Schulz' senere udvikling blev den ansættelse som kapelmester J.F. Reichardt skaffede ham 1776 som Maître de musique ved det kgl. franske teater i Berlin, en stilling i hvilken han virkede indtil dette teaters nedlæggelse 1778 hvorefter han et år bestred stillingen som kapelmester ved kronprinsessens lige så franskprægede privatteater. Her fik han rig lejlighed til at leve sig sammen med den ikke mindst i tyske hofkredse så beundrede franske syngespilkunst således som den blev dyrket af P.A. Monsigny og ganske særlig af A.E. Grétry, komponister han selv kom til at stå i en ikke ringe gæld til. 1780 tiltrådte han den ærefulde stilling som kapelmester ved prins Heinrichs hof i Rheinsberg. J.A.P. Schulz havde her lejlighed til, foruden de franske syngespilkomponister, at beskæftige sig med musikdramatiske værker af A.M. Sacchini og N. Piccini foruden et så epokegørende arbejde som C.W. Glucks "Iphigénie en Tauride" som han fremførte 1783. I Rheinsberg begyndte han for alvor at virke som dramatisk komponist; fra denne periode foreligger tre så forskelligartede værker som syngespillet La Fée Urgéle, ou ce qui plaît aux dames til tekst af C.S. Favart, ouverture og kor til J. Racines drama Athalie ogoperaen Aline, reine de Golconde. Ikke mindst musikken til Athalie viser hvor stærkt et indtryk Glucks patetiske nyklassicisme havde gjort på J.A.P. Schulz.

Annonce

Jævnsides med det dramatiske var der imidlertid et andet område hvor hans musikalske evne fandt udtryk, og det på en endnu mere oprindelig og personlig måde, nemlig visen, "Lied"en med klaverledsagelse. Allerede 1779 havde han udgivet sine Gesänge am Klavier der vakte stor opsigt og skabte ham et navn som komponist ved siden af de fra Goethekredsen kendte musikere J.F. Reichardt og J. André. Hans fysiognomi inden for "Lied"en ligger allerede forbavsende fast her; vi møder en udpræget, næsten primitiv enkelhed i den musikalske sats, en respekt for den naturlige deklamations krav og kræsenhed i valget af digte, kort sagt et bevidst folkeligt ideal. Sine stærkeste impulser fik dog J.A.P. Schulz først gennem sit venskab og samarbejde med digteren J.H. Voss, lederen af den folkeligt indstillede Göttinger digterkreds ("Göttinger Hainbund") der fremfor noget lagde vægt på det ukunstlede og naturlige udtryk, uplettet af modesmag og virtuosen. De første frugter af deres fælles bestræbelser fremkom betegnende nok 1781 i den af Voss årligt udgivne "Musenalmanach". Allerede her møder vi forskellige af de sange der blev grundlaget for J.A.P. Schulz' hovedværk som tysk komponist, de berømte Lieder im Volkston hvis første del udkom 1782, og som forsattes med anden og tredje del i 1785 og 1790. Med denne samling havde han fastslået sit ry som den højt begavede hovedrepræsentant for den såkaldte "Berliner Liederschule".

Forholdene i Rheinsberg tilfredsstillede på ingen måde J.A.P. Schulz, navnlig efter at prinsens søster, prinsesse Amalie, åbenlyst på en meget stødende og utvetydig måde havde hånet ham og beskyldte ham for at skrive en dårlig sats; hun forbød ham således direkte at dedicere hende musikken til "Athalie" og veg ikke tilbage for i et brev at kalde ham en stymper og fusker. Værket, der blev udgivet i klaverudtog af professor C.F. Cramer i Kiel, blev i jan. 1787 spillet under F.L. Aa. Kunzens ledelse ved tre privatopførelser hos Ernst Schimmelmann. J.A.P. Schulz var i øvrigt på dette tidspunkt et kendt navn inden for danske musikkredse; 1785 havde N. Schiørring udgivet hans året før udkomne religiøse sange, oversat til dansk af Edvard Storm, og 1786 havde Kunzen i fortalen til sine Viser og lyriske Sange erkendt J.A.P. Schulz' Lieder im Volkston som sit store uopnåelige forbillede.

Også inden for adelen interesserede man sig for J.A.P. Schulz, ikke mindst gennem grev C.E. Stolberg som havde lært ham personligt at kende i Eutin hos Voss. Intet under derfor at opmærksomheden ganske naturligt samlede sig om kapelmesteren fra Rheinsberg da man ved den danske skueplads stod over for valget af en ny kapelmester. Teaterchef C. Numsen havde oprindelig været stærkt interesseret i den kurfyrstelige sachsiske kapelmester J.G. Naumann som det dog ikke lykkedes at få frigjort fra sin tjeneste i Dresden hvorefter han i maj 1787 udfærdigede konditionerne for J.A.P. Schulz. Ifølge disse skulle han for en årlig gage af 2000 rdl. indrette kirkemusik ved hoffet og skrive en opera hvert år til kongens fødselsdag. Med denne ansættelse skete der i øvrigt en reform med hensyn til kapelmesterstillingen idet J.A.P. Schulz samtidig blev medlem af teaterdirektionen. J.A.P. Schulz' fremragende kapelmesterevner viste sig straks i nov. 1787 ved indstuderingen af Grétrys syngespil De falske Formodninger hvor han imponerede personalet ved sine træffende bemærkninger om foredraget og sin bestræbelse efter kun at opnå virkning ved "naturlig Optræden, Karakter og Varme". Da tiden til at skrive en fødselsdagsopera var for knap faldt hans første store opgave som komponist inden for kirkemusikken; det var passionsoratoriet Maria og Johannes til Johannes Ewalds tekst, der opførtes ved hoffets passionskoncerter 1788 og gjorde stor lykke.

Med det jævne og elskelige gemyt der prægede J.A.P. Schulz fik han hurtigt føling med sprog og folkekarakter, og det ikke mindst under opholdene hos grev Schimmelmann på Christiansholm hvor den danske natur gjorde stærkt indtryk på ham, på Brahetrolleborg hos familien Reventlow der ivrigt diskuterede landboreformer, skolevæsenets forbedring og musikkens betydning som opdragelsesmiddel, og endelig på Bernstorff slot. Forpligtelsen til årligt at skrive en stor opera pinte ham fra første færd. Da han fik udleveret teksten til Jens Baggesens Erik Ejegod som senere Kunzen satte i musik blev han så fortvivlet over at inspirationen ikke ville komme at han troede hele sin skaberevne fuldkommen lammet. I sin stærkt deprimerede tilstand ansøgte han i en skrivelse til Numsen om at blive fritaget for det byrdefulde hverv mod årligt at afstå 600 rdl. af sin gage. Den venligt indstillede Numsen tog overordentlig forstående på sagen og ordnede det således at han kun måtte afstå 500 rdl. mod årlig at skrive et stykke kirkemusik.

1790 udgav han på grundlag af en udtalelse som det nye skoleholderseminariums direktion havde anmodet ham om skriftet Gedanken über den Einflusz der Musik auf die Bildung eines Volks und über deren Einführung in den Schulen der königlich dänischen Staaten der s.å. fremkom i dansk oversættelse i "Minerva". Dette skrift, hvori han skarpt kritiserer forskellige musikforhold, bl.a. sangen i landsbykirkerne, fik en ikke ringe betydning som led i datidens bestræbelser for kirke- og skolesangens forbedring, for musikopdragelsen i det hele taget.

J.A.P. Schulz' største indsats i dansk musiks historie kom ikke desto mindre netop til at ligge inden for teatrets verden. 16.12.1790 opførtes i anledning af kronprinsens og kronprinsessens indtog den lille patriotiske idyl, syngespillet Høstgildet til Thomas Thaarups tekst som efterstykke til C. Prams drama Frode og Fingal. Værket, der blev spillet i teatermaler Thomas Bruuns smukke dekoration med bøndergårde, marker og Gentofte kirke i baggrunden, altså på Bernstorffs jorder, er formet som en hyldest til bondefrigørelsen. Melodierne er direkte beslægtede med visetonen fra Lieder im Volkston, selv om de, påvirkede af dansk natur og dansk sprog, har fået et vist nationalt præg over sig. Vi møder her den samme enkelhed og hjertelighed, det samme "Schein des Bekannten" som han allerede i fortalen til sine Lieder im Volkston opstillede som hovedfordringen til den folkelige melodi. Mange af de yndefulde viser fra Høstgildet, som fx Nys fyldte skjøn Sigrid sit attende Aar, blev derfor også meget hurtigt folkeejendom og det helt op til vor tid. Høstgildet der ved sin nye nationalt folkelige tone danner skel i det danske syngespils historie fik sin fortsættelse i Peters Bryllup ligeledes til tekst af Thaarup, opført 12.12.1793 i anledning af kronprinsessens første besøg i teatret efter sin nedkomst. Vi træffer den samme tone, samme miljø og persongalleri, ligesom også her den enkle vise danner det musikalske grundlag. Blandt de mere lyrisk farvede sange opnåede ganske særlig I Østen sølvblaa Dagen smiler og I Dalens Skød en Hytte laa stor yndest. S.å. opførtes syngespillet Indtoget til tekst af P.A. Heiberg hvis hele idé J.L. Heiberg senere overtog i Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

Det var ikke alene i sin egenskab af fremragende og meget autoritativ kapelmester J.A.P. Schulz fik betydning for Det kgl. kapel. Da hofviolon Schreiber 1788 afgik ved døden og efterlod sig enke og otte umyndige børn i stor nød besluttede den altid humant følende og tænkende J.A.P. Schulz sig til at foranstalte en koncert til fordel for de efterladte. Ved denne lejlighed slog den tanke ned i ham at oprette en enkekasse for kapellet og bl.a. lade den finansiere ved årlige koncerter, ligesom han også lod afholde kirkekoncerter til fordel for Hellig Gejstes plejekommission, arbejdshusene og Det forenede understøttelsesselskab. Den største betydning fik dog kapellets enkekassekoncerter der indledtes 17.12.1791 med en koncert på Det kgl. teater. Der afholdtes nu som regel to gange årlig koncert skiftevis på teatret og i slotskirken, senere Helliggejsts kirke. Ved disse og lignende lejligheder, bl.a. ved hoffets passionskoncerter i den stille uge, fremførte J.A.P. Schulz en række egne kantatelignende korværker som Thaarups Hymne, 1791, passionsoratoriet Christi Død til Baggesens tekst 1792, Storms Hymne, 1792, en påske- og nytårskantate 1792, Baggesens Lovsang, 1793, Frelserens sidste Stund til tekst af V.K. Hjort, 1794, Cl. Frimanns Hymne, 1794 og passionskantaten Jesu Minde, 1795. Hans sidste større værk var Thaarups sørgesange ved arveprinsesse Sophie Frederikkes bisættelse. Tonen i disse kirkelige værker der viser den sikre musikalske skole J.A.P. Schulz havde fået i ungdomsårene i Tyskland peger nærmest hen på den passions- og oratoriestil der havde udviklet sig omkring C.Ph.E. Bach og C.H. Graun. Der spores også ofte en Gluck-påvirkning der, som fx i "Christi Død", kan føre til et udtryksmæssigt slægtskab med Johann Hartmann. Samtiden beundrede i højeste grad disse værker hvor skønhed står side om side med en stærk tidspræget sentimental religiøs eksalteret tone.

J.A.P. Schulz, der i længere tid havde lidt under et skrøbeligt helbred, pådrog sig under forsøget på at redde så meget som muligt af det uerstattelige musikarkiv ved Christiansborg slots brand 1794 en livsfarlig lungebetændelse. Han så sig nødsaget til at søge sin afsked til sorg for kapellets personale der i en adresse, aftrykt i "Minerva", tilbød at afholde prøverne i hans eget hjem og indtrængende bad ham ikke at forlade dem, bl.a. for den gode musiksmags skyld. Afsked med pension blev bevilget 1795 hvorefter han tog til Kiel. Det var nu meningen at han skulle tilbringe den næste vinter i Lissabon hvorfor han rejste til Hamburg og derfra indskibede sig sammen med sin gode ven, den forhenværende teaterdirektør H.W. von Warnstedt På grund af storm havnede skibet imidlertid i Arendal i Norge. Herfra drog han i stedet for på en norsk læges råd tilbage til Tyskland, og efter en række vekslende ophold i Lüneburg, Berlin, Rheinsberg og Stettin døde han i Schwedt a.d. Oder.

Med sine gedigne kirkeværker og ganske særligt sine syngespil og viser havde J.A.P. Schulz skabt en ny grundlæggende tone i dansk musik der med sin varme og intime nuancering fik den allerstørste betydning for C.E.F. Weyse som netop var søgt herop fra Altona for at blive hos J.A.P. Schulz i hvem han fik en faderlig ven og beskytter. Også for vor tids musikudvikling skulle J.A.P. Schulz komme til at spille en vigtig rolle; hans folkelige viseprincipper blev ledestjernen, da Thomas Laub og Carl Nielsen 1915 udgav deres betydningsfulde sangsamling En Snes danske Viser.

Familie

J.A.P. Schulz blev født i Lüneburg, død i Schwedt a.d. Oder, begravet sst. Forældre: bager Nicolaus Schulz (1714–93, gift 1. gang 1739 med Anna Magdalena Brunnen) og Catharina Maria Gerckens (1721–91). Gift 1. gang 11.5.1781 i Rheinsberg med Wilhelmine Friedrike Caroline Flügel, født 1765 i Berlin, død 12.6.1784 i Rheinsberg, datter af kammermusicus Flügel (død senest 1781) og hustru født Sievert (død senest 1781). Gift 2. gang 2.1.1786 med Louise Charlotte Philippine Flügel, født 2.1.1770 i Berlin, død 8.11.1797 i Rheinsberg, søster til 1. hustru.

Ikonografi

Lille mal. (Det kgl. teater). Stik af F. Jügel, 1794, efter dette stik af G. G. Endner, 1803, af Weger & Singer, træsnit 1865 og træsnit af H. P. Hansen.

Bibliografi

Briefe von Johann Heinrich Voss, udg. Abraham Voss I-III, Halberstadt 1829–33. Briefwechsel zwischen J.A.P. Schulz und Johann Heinrich Voss, udg. Heinz Gottwaldt og G. Hahne, Kassel 1960 = Sehr, des Landesinstituts für Musikforsch. Kiel IX. – J. F. Reichardt i Allgemeine musikalische Zeitung III, Lpz. 1800–01 153–57 169–76 597–606 613–20 629–35 (ny udg. m. titlen: J.A.P. Schulz, Kassel 1948). H. G. Nägeli sst. XIII, 1811 629–42. Th. Overskou: Den danske skueplads III, 1860. Skand. folkemag. XV, 1865 561–65. Ernst Otto Lindner: Gesch. des deutschen Liedes im 18. Jahrh., Lpz. 1871 (reproudg. 1968). V. C. R[avn] i fortalen til klaverudtog af Christi død, ved Chr. Barnekow, 1879. Tidsskr. for kirke-, skole- og folkesang I, 1880 82 95. Wilh. Hosäus: Fr. Wilh. Rust und das Dessauer Musikleben 1766–96, Dessau 1882 (særtryk af Mitteilungen des Vereins für Anhaltische Gesch. s.å.) 73f. Bernh. Seyfert i Vierteljahrsschr. für Musikwissensch. X, Lpz. 1894 49–57. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé I-X, 1895–1931. III. tid. 21.5.1899. C. H. Pram i Pers. hist. t. 4.r.IV, 1901 57–62 65. Max Friedlaender: Das deutsche Lied im 18. Jahrh. I-II, Stuttg. 1902 (reproudg. 1970). C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. Jens Baggesen: Labyrinten, udg. L. Bobé 1909 91 f. Carl Josef Klunger: J.A.P. Schulz in seinen volkstümlichen Liedern, Lpz. 1909 (diss.). Otto Kaspar Riess: J.A.P. Schulz' Leben, Lpz. 1913 (diss.; også i Sammelbände der internationalen Musikwissensch. XV, 1913–14 169–270). Thomas Laub: Musik og kirke, 1920. Torben Krogh: Zur Gesch. des dänischen Singspiels im 18. Jahrh., 1924. Heinz Gottwaldt i Lüneburger Blätter VI, 1955 36–46 og XI-XII, 1961 149–80 (heri selvbiogr. fragmenter). Niels Martin Jensen: Den danske romance ISOOSO, 1964. Gerh. Hahne i Kieler Sehr, zur Musikwissensch. XVII, 1965 54–67. Samme i Die Musikforsch. XX, Kassel 1967 176–81. Henrik Glahn i Dansk årbog for musikforskn. VI 1968–72, 1972 113–30. Karl Clausen i Nerthus III, Düsseldorf 1972 213–93. Ole Kongsted i Beiträge zur Musikgeschichte Nordeuropas. Festschr. Kurt Gudewill, udg. Uwe Haensel, Wolfenbüttel 1978 159–74. Samme i Festskr. Henrik Glahn, 1979 87–141.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Krogh: J.A.P. Schulz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297226