Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ib Nørholm

Oprindelige forfattere KKet og MeHa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Ib Nørholm, 24.1.1931, komponist. Født i Søborg, Kbh.s amt. Allerede inden han tog studentereksamen fra Gentofte statsskole (1950) nåede N.s navn avisspalterne da hans skole foranstaltede en opførelse af hans H. C. Andersen-baserede opera Snegien og Rosenhækken. Den 17-årige gymnasiast formulerede ved den lejlighed sine hensigter om at komponere og om at blive organist ("man skal jo leve af noget"). Som musikalske forbilleder angav han foruden Carl Nielsen, Benjamin Britten og Igor Stravinskij, men samtidig betonede han at han endnu ikke havde vovet at skrive sit opus 1. N.s komponistdebut havde dog fundet sted endnu tidligere, nemlig da han i 1947 fik opført en klaversonatine i Det unge tonekunstnerselskab hvor han selv adskillige år senere skulle komme til at øve en afgørende indsats som en dynamisk, idérig formand gennem det meste af 1970erne.

Den officielle værklistes opus 1, Tema med variationer for strygeorkester, er skrevet seks år efter operaen. I det tidsrum havde N. frekventeret Det kgl. danske musikkonservatorium hvor han med bl.a. Bjørn Hjelmborg og Vagn Holmboe som lærere tog diplomeksamen i teori og musikhistorie (1954) og organisteksamen (1955). Allerede da udfoldede han også som elevrådsformand sine organisatoriske talenter. Et hovedværk fra denne N.s første Nielsen-inspirerede periode er den første symfoni, opus 10, skrevet i årene 1956-58. Selvom kritikken ved uropførelsen noterede den som langtfra "billedstormende" moderne og trods dens formmæssige brist rummede den personlige momenter. Også en række sange fra disse år fortjener opmærksomhed fordi N. i dem yder sit eget bidrag til en nænsom fornyelse af den danske romancetradition – ikke så radikalt forskelligt fra hvad andre komponister bedrev på denne tid, men trods alt med en lyrisk udtryksfylde, som er N.s egen og i øvrigt karakteristisk for også en stor del af hans senere værker.

Med opus 22, en trio for klaver, violin og cello, sker der et afgørende stilistisk brud. Skrevet i 1959 døbtes den ved uropførelsen i 1960 Tabeltrioen: den bygger nemlig på gennemført serielle principper hvor toneforløbet ikke mere styres af komponistens frie fantasi, men derimod af et af ham fastlagt sæt regler. Disse tendenser hos N. forstærkedes yderligere gennem hans besøg, dels ved Verdensmusikfesten i Köln 1960 med uropførelser af bl.a. Pierre Boulez og Karlheinz Stockhausen, dels ved feriekurserne for ny musik i Darmstadt i 1962 og igen i 63. I 1964 vandt N.s opus 25, Fluktuationer for 34 solostrygere, 2 harper, cembalo, mandolin og guitar den hollandske Gaudeamus-pris, og også det officielle danske musikliv honorerede hans talent gennem en stadig tættere legatregn, fra bl.a. Statens kunstfond, kulminerende med dansk musiklivs største anerkendelse, Carl Nielsen-prisen, 1971. I januar 1966 kunne musikskribenten Poul Nielsen tage N.s seneste kompositioner som et af udgangspunkterne for et par kronikker i Berlingske Tidende om den ny enkelhed i musikken (bragt i bearbejdet form af Dansk Musiktidsskrift). N. selv følte tilsyneladende ikke lige så kraftigt afstanden til Darmstadt-skolen når han i et værk som klaverstykket Strofer og Marker, 1965 arbejdede med ganske sofistikerede symmetri- og kompletteringsprincipper som i kraft af stoffets enkelhed alligevel førte til en relativ genkendelighed. Skal man tilbageskuende formulere en karakteristik af N.s musik fra dette tidspunkt og fremefter må nøgleordet snarest blive stilpluralisme. Baggrunden for denne sidestilling af yderst forskelligartede musikalske elementer har N. bl.a. formuleret i anledning af sit opus 39, orkestersuiten Efter Ikaros, 1967. Efter at have forklaret hvorledes Ikaros' vej mod solen står som en enighedens og begejstringens apoteose mens det påfølgende fald er opløsning, rådløshed og isolation, fortsætter N.: "For musikken i dag kan de senere års erfaringer betegne et sådant Ikarosstyrt. Hvorledes skal komponisten overleve sammenbruddet af den kontinuitet, der har været den musikalske udviklings credo? ... De enkelte satser i denne suite, der repræsenterer stærke stilistiske modsætninger, besvarer naturligvis ikke dette spørgsmål, men søger på forskellig måde at rejse det." – Fire operaer indtager en central placering i N.s produktion: Invitation til skafottet skrevet på grundlag af V. Nabokovs roman på bestilling af TV i 1965, Den unge park komponeret 1970 til Det jyske musikkonservatoriums operagruppe med en raffineret libretto af Inger Christensen og The Garden Wall som Nabokov-operaen med tekst af Poul Borum, bestilt af Det kgl. danske musikkonservatorium og uropført i Manchester 1977 med påfølgende opførelser i London og produktion i dansk TV. Operaen Sandhedens hævn, 1986 bygger på en marionetkomedie af Karen Blixen, den blev uropført på Østre Gasværk i en samproduktion mellem Den jyske opera og Det kgl. teater. Sit hidtil mest omfattende orkesterværk skabte N. 1979 med den fjerde symfoni, betitlet Modskabelse, til Københavns universitets 500-års jubilæum. Han har i alt komponeret 12 symfonier, den seneste med titlen Virkeligheder stammer fra 2011. Af den righoldige kammermusikproduktion har ikke mindst oktetten De fynske katarakter, opus 66, gjort indtryk, ikke blot ved uropførelsen i Odense 1976, men fuldt så vel da værket spilledes ved De nordiske musikdage i Stockholm 1978. Ud over otte koncerter har N. skrevet symfoniske fantasier, bl.a. At høre Gaudi, 2000 som er inspireret af Antoni Gaudís bygningsværker. I flere af sine vokalværker har N. brugt tekster af Poul Borum; ud over i symfonien Modskabelse har han i det store værk for kor og orkester Elverspejl, 1997 brugt Poul Borums gendigtning af folkevisen Elverskud samt i vokalværket Måske et requiem, 1997 sammen med teksten fra latinsk messe. I sidstnævnte værk deltager musikerne også i andre aktiviteter på scenen. N. har komponeret omkring 200 værker og betragtes som en af de mest betydningsfulde klassiske komponister i Danmark.

Annonce

Sideløbende med sin kompositionsvirksomhed har N. undervist ved Det fynske musikkonservatorium 1963-72 og siden ved Det kgl. danske musikkonservatorium hvor han har taget sig af uddannelsen af nye unge komponister, 1981-2000 som professor. 1957-63 var N. organist ved Skt. Olai kirke i Helsingør, 1964-98 var han ansat ved Bethlehemskirken i København. N. har tillige virket som musikkritiker ved dagbladet Information i perioden 1956-64. N. har desuden bl.a. modtaget, Jeanne og Henri Nathansens kunstnerlegat 1984 og Wilhelm Hansens komponistpris 2001.

Familie

F: maler, tegner Knud Henry N. (1902-95) og Edle Thora Kamma Brolyng (1909-70).

Udnævnelser

R. 1983.

Ikonografi

Tegn. af Knud Nørholm. Foto.

Bibliografi

Interviews i Berl. tid. 1.6.1979 og Dansk musik t. XLIX, 1980-81 163-67 (heri værkfortegn.). – Poul Nielsen i Dansk musik t. XLI, 1966 138-42. Sv. Erik Werner sst. 143f 167. Poul Borum og Saren Melson sst. XLII, 1967 126-29. Erik Thygesen sst. 168-70. Gunnar Colding-Jørgensen sst. XLIV, 1970 149-52. Niels Viggo Bentzon sst. XLIX, 1974-75 124-27. Poul Nielsen i Ta' I, 1967 hft. 1 4-8. Bo Wallner: Vår tids musik i Norden, Sth. 1968 290-92. Kn. Ketting i Bogens verden LUI, 1971 656-59 (m. diskografi og bibliografi). Göran Bergendal i Nutida musik XVI, Sth. 1972-73 hft. 4 lof.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Ketting, Merete Harding: Ib Nørholm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295208