Hans Schreiber

Hans Schreiber, Johann Carl August Schreiber, 26.11.1912-31.5.1969, komponist, kapelmester. Født i Århus (Skt. Pauls), død i Heden, begravet sst. S.s far var kapelmester på Hotel Royal i Århus og havde samtidig en musikskole. Han spillede selv mange forskellige instrumenter, og drengen skulle hurtigt stifte bekendtskab med to af dem, klaver og violin; det første begyndte han at spille allerede i 4-årsalderen. Det var en god og alsidig uddannelse S. fik af sin far, og den dannede et sikkert grundlag for hans senere musikalske udvikling. Da S. var ti år flyttede familien til Skodsborg nord for Kbh. hvor S.s far, som var overbevist syvendedagsadventist, havde fået en stilling som musikdirektør ved Skodsborg bade-sanatorium. Her dannedes Schreibertrioen, faderen spillede cello, S.s søster klaver og S. violin. 1929 blev S. antaget på Det kgl. musikkonservatorium og studerede her i tre år violin- og klaverspil hos henholdsvis Peder Møller og Dagmar Bendix. Fliden stod imidlertid ikke mål med evnerne, og S. forlod konservatoriet med et halvsløjt resultat. Snart fik han dog arbejde som pianist i tidens førende danseorkestre, først hos Vilfred Kjær, derefter hos Richard Stangerup, Anker Skjoldborg, Jens Warny og Kai Ewans. Imidlertid overtalte Erik Tuxen S. til at opgive dansemusikken og den lidet musikalsk udviklende spillen på restaurant og han formidlede at S. kunne forsøge sig i radioen både som arrangør og komponist, og det viste sig snart at S. havde usædvanlige evner på begge områder. På dette tidspunkt havde han kun skrevet et par kompositioner, men nu gik det stærkt. Først en række spændende arrangementer af bl.a. Gershwin- og Irving Berlin-melodier, senere (1942) musikken til Pinocchio (både arrangement og tilkomponering af ny musik) og en Rhapsodie humoresque Oh, Susannah. 1943 komponeredes musikken til H. C. Andersens Boghveden, en pastoralfantasi for recitation og orkester, og 1944 skrev S. scenemusik til Shakespeares Macbeth, to opgaver som Bodil Ipsen havde opfordret og inspireret S. til. Det var forbløffende så let og naturligt det faldt S. at arbejde med et stort orkester med symfonisk besætning.

Hans musikalske fantasi og hans evne til at få orkestret til at klinge elegant og raffineret var helt ud over det almindelige, både hvad angik egne kompositioner og arrangementer af andres. Også som dirigent virkede han nu og gjorde det overbevisende uden nogen som helst forudgående oplæring. 1944 var S. kapelmester i Knud Pheiffers Fifferrevy, og hertil skrev han sin første revymelodi: Der kommer en dag efter denne. 1945 rejste han med Stig Lommers revy Gräshopporna til Stockholm, og 1946 stod han for musikken til Lommers Tivolirevy. S.å. skrev han Rapsodi i A for klaver og orkester, og 1947 musik til filmen Mani. 1948 foretog S. en studierejse til USA, og da han var vendt hjem engagerede den svenske teaterforlægger og -producent Lars Schmidt ham som dirigent ved en række operette- og musicalopførelser, begyndende med skandinavisk premiere på Annie, get your gun i Göteborg 1949. De følgende femten år dirigerede S. nu ved skandinaviske – oftest svenske – musikforestillinger som: Annie, get your gun, Carousel, Oklahoma, Rose Marie, Kiss me Kate, South Pacific, Den skønne Helene, Sommer i Tyrol og My fair Lady. Sidstnævnte musical dirigerede S. 766 gange. I slutningen af 1940erne og 50erne dirigerede han ofte i dansk og svensk radio, han leverede musik til Fifferrevyerne, til Stig Lommers revyer m.fl. og han nåede selv at skrive en operette, Revolutionsbryllup, til Nørrebros teater 1952, og operetten Den røde Gondol til Odense teater 1963. En af S.s melodier fra Dagmarrevyen 1951 Jeg er ikke den sidste zigeuner har opnået verdensberømmelse under titlen Beautiful music to love by. Efter 1963 var S. igen fast bosat i Danmark og blev knyttet til Odense teater. Her skrev han musik til Jens Kruuses version af Jean de France. Blandt hans mange kompositioner er en række af tidens populæreste revymelodier, orkesterkompositioner samt en del filmmusik. -Naturen havde skænket S. rige musikalske gaver. Bortset fra den uddannelse han som barn og ung fik af faderen, var han – i alt fald med hensyn til instrumentation, komposition og direktion – autodidakt.