H.O.C. Zinck, Hardenack Otto Conrad Zinck, 2.7.1746-15.2.1832, komponist. Født i Husum, død i Kbh. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). Z. fik den første musikalske uddannelse af faderen, og inden det 12. år havde han lært at spille violin, fløjte og klaver. Til sit 19. år gik han i Husum lærde skole som han forlod uden afsluttende eksamen, hvorefter han et par år var faderens medhjælper i dennes initiativrige virksomhed som stadsmusikant i Husum. 1769 drog han til Hamburg. Her virkede han som fløjtevirtuos og klaverspiller, 1774-76 foranstaltede han subskriptionskoncerter hvor større oratorier opførtes. Gennem sit musikalske virke fik han nær tilknytning til C. Ph. Em. Bach, hans fars og hans eget store forbillede. Han gav endvidere undervisning i sang, bl.a. til sin senere hustru. 1777 ansattes de begge ved det mecklenburg-schwerinske hofkapel i Ludwigslust, han som fløjtenist, hun som sopransanger. I juli 1786 foretog de en rejse til Kbh. hvor de gav koncert ved hoffet og på teatret. Dette medførte at Z. 15.10.1787 ansattes ved Det kgl. teater som 1. akkompagnatør, i hvilken stilling han egentlig fungerede som syngemester. Han forblev i stillingen til 1817. På J. A. P. Schulz' anbefaling blev Z. musiklærer ved skolelærerseminariet på Blågård, da dette oprettedes 1791. Indtil 1811 virkede han ved seminariet. 1789-1801 var han organist ved Vor Frelsers kirke i Kbh.

Et generelt udtryk for samtidens karakteristik af Z. finder man hos Th. Overskou der betegner ham som "gnaven, stivsindet, lunefuld og tilbøjelig til med stor Vidtløftighed at ville gøre sin Kunst almeenforstaaelig ved overdreven populær Udvikling." Men han fremhæver samtidig den begejstringens ild Z. nærede for musikken. Z.s temperamentsfulde og til tider ubeherskede optræden over for teaterpersonalet kan betragtes som udslag af fortvivlelse over de ringe arbejdsbetingelser. Ved sin tiltræden ved Det kgl. teater okt. 1787 fik han den opgave at danne et kor i anledning af opførelsen af J. G. Naumanns opera Cora. "Mellem 100 mennesker af den laveste og mest udannede folkeklasse" udsøgte han 40 subjekter, "hvis hæse stemmer og hårdhudede øren" gav ham nok at bestille. Korets medvirken i Cora indbragte Z. megen anerkendelse. Indtil Z. overtog syngemesterstillingen ved teatret havde han kun haft veluddannede musikere og sangere til rådighed. Efter oplevelsen med Corakoret erkendte han at han nu måtte anvende alle sine kræfter på den forsømte teatersang, såfremt denne skulle have nogen fremgang. Fløjtespillet blev straks lagt på hylden. Z.s fuldstændige ofren sig for sangpædagogisk virksomhed havde to grunde. Dels havde han givet teaterchefen C. Numsen løfte om at udbrede almindelig harmoni til kirkers og skolers bedste, dels havde oplysningstidens idealer hans bevågenhed. Hans virke ved Det kgl. teater affødte kun ét værk, syngespillet Selim og Mirza, 1790, med tekst af P. A. Heiberg. Det rummer mange lyriske skønheder, men er ganske blottet for dramatisk nerve. Da J. A. P. Schulz 1795 gik af som kapelmester var der tale om at vælge Z. som hans efterfølger, men man mente ikke at han havde tilstrækkelig myndighed. Valget faldt da på F. L. Ae. Kunzen. Var opgaven vanskelig med koristerne, var den næsten håbløs med seminarieeleverne. Men hans begejstring overvandt utrolige vanskeligheder, og få år efter læreanstaltens oprettelse vandrede folk i sommeraftenerne ud til Blågård for at høre seminaristerne synge trestemmigt i haven. Ikke alene i gerning, men også i skrift kæmpede han for sine ideer. Navnlig fra årene omkring 1800-10 foreligger en lang række artikler og skrifter der er prægede af hans brændende tro på sagen. Desværre er de skæmmet af en springende tankegang og en uklar fremstillingsform. Skrifterne udstråler dyb kærlighed til børn og forståelse for udstrakt hensyntagen i enhver undervisningssituation. I Ledetraad til Forelæsninger over den praktiske Musik, 1805, redegør han for sin opfattelse af hvor omfattende musikkens ABC bør være. Udgivelsen af skrifter, kompositioner og forsøgene på at oprette et syngeinstitut belastede hans husførelse, så hans tilværelse i lange tider var temmelig kummerlig. Et fuldstændigt billede af Z. som komponist får man gennem hans såvel trykte som utrykte kompositioner (Det kgl. bibl.; det vidensk. bibl., Schwerin). Stærkest virker Sechs Clavier-Sonaten, 1783 der er skrevet med en overlegen lethed og åndfuld formbeherskelse. En 1791 påbegyndt otte binds udgave af Compositioner for Sangen og Claveret måtte efter 4. binds udgivelse indstilles 1794. Samme år søgte Z. organistembedet ved Nicolai kirke. Gotfred Kietz fra Helligåndskirken blev foretrukket. 27.5.1796 stiftede Z. Det musikudøvende Selskab, men selskabet fik ligesom hans øvrige foretagender kun en kort levetid. 1798 satte han "Selskabelige Syngeøvelser" i gang, og 1799 lagde han grunden til et Syngeinstitut for Kjøbenhavns Ungdom. Instituttet blev endelig opgivet 1805. Koral-Melodier til den Evangelisk-christelige Psalmebog udkom 1801. Med sine afrytmiserede melodier og enkle, men fornemme harmoniseringer imødekom den ganske tidens krav om streng renhed og benyttedes indtil den 1839 afløstes af C. E. F. Weyses koralbog. Ni af Z.s egne melodier fra Koral-Melodier findes i nutidens kirkelige melodisamling, Den danske Koralbog, 1954. Af hans mange strofiske sange kendes navnlig Vi alle Dig elske, livsaglige Fred der senere er underlagt N. F. S. Grundtvigs tekst Langt højere bjerge. Ud over sin øvrige gerning var Z. også virksom i de musikalske klubber, særlig i Det musikalske akademi og Drejers klub. Trods ubehjælpsomhed, upraktiskhed og ren naivitet fik han dog, takket være sin ukuelige idealisme, pløjet den ager der aldrig havde været kultiveret før. Hans indsats, både med syngeinstituttet og navnlig med seminarieundervisningen, bar både direkte og indirekte frugter. Med pædagogisk vidsyn banede han vejen for andre og lagde grunden til en rig opblomstring af interessen for musik i kredse der aldrig før havde stået denne kunst nær.

Familie

Forældre: komponist Bendix Friedrich Z. (1715-99) og Margaretha Krüger (1719-50). Gift 27.9.1774 i Hamburg med sanger Susanne Elisabeth Pontét, født 2.7.1745, død 19.4.1832 i Kbh. – Far til Ludvig Z. (1776-1851).

Udnævnelser

Tit. professor 1809.

Ikonografi

Mal. af F. I. de Lizincka, tidligere med urette tilskrevet J. F. Camradt (Teatermus.), efter dette træsnit af C. Poulsen, 1889. Karikatur af A. Oehlenschläger. Buste af R. S. Malthe, 1870.

Bibliografi

H. O. C. Z.: Die nördliche Harfe, 1801 (heri selvbiografi). – Mag. der Musik, udg. C. F. Cramer I, Hamburg 1783 1259-75. Jens Jensen: Hist. efterretn. om det blågårdjonstrupske seminarium, 1841. Adam Oehlenschläger: Erindr. I, 1850 110. Breve fra og til Adam Oehlenschläger, udg. H. A. Paludan m.fl. III, 1945. Th. Overskou: Den danske skueplads III, 1860 380f. V. C. Ravn i Festskr. i anledn. af musikforen.s halvhundred-årsdag I, 1886. P. Hansen: Den danske skueplads I, 1889 569-71. Josef Sittard: Gesch. des Musik- und Konzertwesens in Hamburg, Altona 1890 (optr. 1971). Otto Kåde: Die Musikalien-Sammlung des grossher-zogl. Mecklenburg-Schweriner Fürstenshauses II, Schwerin 1893 (optr. 1974) 325-28. Otto Zinck: Den Laubske slægt, 1902 7f. Samme: Fra mit studenter- og teaterliv, 1906. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. Breve fra da. skuespillere og skuespillerinder, udg. Rob. Neiiendam I, 1911. Sig. Berg: Træk af da. musikpædagogiks hist., 1948. Erl. Winkel i Dansk musik t.

XXVI, 1951 137-43. Jan Maegaard i Festskr. Gunnar Heerup, 1973 1-26. Jens Peter Larsen sst. 197-209. Leif Dohm i Organistbl. XLVII, 1981 257-62 307-14. Johs. Mulvad i Årbog for da. skolehist. XVI, 1982 24-61. -Papirer i Kgl. bibl., Hagens saml. (jfr. Nanna Schiødt m.fl.: Hagens saml. i Det kgl. bibl., 1981).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig