Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Kuhlau

Oprindelig forfatter GBu

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frederik Kuhlau, Friedrich Daniel Rudolph Kuhlau, 11.9.1786-12.3.1832, komponist. Frederik Kuhlau nedstammede fra en musikerslægt (både faderen og farfaderen var regimentsmusikere og farbroderen organist og stadsmusikus i Ålborg). Familien på i alt fem børn flyttede ca. 1793 til Lüneburg. Her mistede Frederik Kuhlau ved et uheld i niårsalderen det højre øje, og et længere sygeleje forstærkede en sandsynligvis allerede forinden vakt musikinteresse. I Lüneburg fik han sin første skoleundervisning og sang i Heiligen-Geist kirken hvis organist gav ham timer i klaver, faderen muligvis enkelte i fløjte. På grund af hjemmets knappe økonomi kom Frederik Kuhlau tidligt hjemmefra. 1800 er han blandt eleverne i Christianeum-skolen i Altona og 1802 i Katharineum-gymnasiet i Braunschweig hvor han også gav musikundervisning, tilbød forlaget Breitkopf & Härtel kompositioner (der dog blev afslået) og måske sang med i teatrets kor. Efter afsluttet eksamen 1802 eller 1803 tog Frederik Kuhlau til Hamborg hvortil forældrene allerede var flyttet og ernærede sig her som klaverlærer og ved forefaldende arbejde ("Beihülfen bei öffentlicher Musik"). Senere fik han undervisning af C.F.G. Schwencke der var elev af Carl Philip Emanuel Bach og Kirnberger og førstnævntes efterfølger som Stadtkantor og Musikdirektor i Hamborg. Iflg. traditionen gav Schwencke, der var velbevandret i ældre tiders musik og kendt som en frygtet kritiker, Frederik Kuhlau en solid, teoretisk uddannelse som Kuhlau selv dog blot omtalte som "einige Unterricht im Generalbasse" (dvs. harmonilære).

I Hamborg optrådte Frederik Kuhlau allerede fra 1804 flere gange offentligt ved i alt seks koncerter som pianist og komponist (med en ouverture, en symfoni, en klaverkoncert og flere klavervariationer). De sidstnævnte og nogle sange er de første af hans værker der fra ca. 1806 udkom på tryk. Det var næppe – som hidtil antaget – angsten for at blive taget som soldat efter franskmændenes okkupation af Hamborg, men en planlagt koncertrejse der fik Frederik Kuhlau til november 1810 at forlade Hamborg og via Slesvig-Holsten komme til Kbh. i slutningen af året. Han gav januar 1811 sin første koncert i Kbh. med bl.a. sin C-dur klaverkoncert, op. 7 (tilegnet C.E.F. Weyse) og foranstaltede endnu tre koncerter samme år. En ansøgning om stillingen som klaverlærer ved Det kgl. teater blev afslået (trods anbefaling fra F.L. Ae. Kunzen), men Frederik Kuhlau besluttede 1812 alligevel at slå sig ned i Kbh. De første år gav han og spillede ved mange koncerter (han optrådte herhjemme sidste gang offentligt 1822) og levede ellers af at undervise i klaver og være korrespondent og kontaktmand til det tyske musiktidsskrift Allgemeine musikalische Zeitung hvis forlag Breitkopf & Härtel i begyndelsen trykte hovedparten af hans kompositioner. 1813 blev han udnævnt til kgl. kammermusikus, men foreløbig uden gage, og kort efter fik han dansk indfødsret.

Sit egentlige gennembrud fik Frederik Kuhlau 1814 med operaen Røverborgen. Omkring dette tidspunkt kom forældrene og en yngre søster til Kbh. hvor de - og for kortere tid tillige en fætter (cellist Søren Kuhlau), en kusine og en brorsøn (pianist Georg Fr. Kuhlau) – betød en hård økonomisk belastning. 1816 blev han ansat som sanglærer ved Det kgl. teater med 500 rd. årligt, men opgav stillingen allerede efter et års forløb, måske på grund af uoverensstemmelser med den efter Kunzens død nyudnævnte kapelmester Claus Schall, eller snarere en af ham selv flere gange udtalt modvilje mod "at give Information". Et forsøg med holdundervisning i generalbas omkring 1817–18 var ligeledes af kortere varighed. Frederik Kuhlau havde dog mange privatelever i klaver og komposition og var lærer for flere af den følgende generations komponister, såsom J.F. Fröhlich, J.C. Gebauer og J.O.E. Horneman. 1818 fik han endelig stillingen som kammermusikus med gage. Den gav ham 300 rd. årligt, men forpligtede ham samtidig til, foruden at spille ved hoffet, hvert år – fra 1821 indskrænket til hvert andet år – at levere en opera til Det kgl. teater, og var i virkeligheden ingen pekuniær fordel idet de halvårlige perioder han brugte til at komponere for teatret forhindrede ham i at forsyne tyske og danske forlag med de kompositioner der var hans hovedindtægtskilde.

Annonce

For at bo billigere flyttede Frederik Kuhlau 1818 fra den indre by med familien til Nørrebro og af samme grund 1826 til Lyngby der imødekom hans naturbegejstring, gav ham ro til arbejdet og fritog ham for det københavnske selskabsliv hvori denne distræte og især over for kvinder yderst generte mand ikke fandt sig særlig godt tilrette. Trods megen succes, særlig med operaen Lulu og med Elverhøi, offentlig anerkendelse – han blev 1828 sammen med Weyse æresmedlem af Studenterforeningen og fik 1.11.1828 professortitlen (med gageforhøjelse til 600 rd. årligt) – og almen berømmelse både herhjemme og i Tyskland hvor hans klaver- og fløjtemusik stadig var i høj kurs, blev Frederik Kuhlaus sidste år forbitret af økonomiske sorger, for meget arbejde og et vaklende helbred der ikke bedredes af et kraftigt alkoholforbrug. 1830 døde begge hans forældre, men det store knæk fik han da huset i Lyngby 5.2.1831 brændte ned til grunden hvorved han mistede det meste af sit indbo. (Det beror dog på en misforståelse at dette også omfattede flere ikke udgivne værker som Frederik Kuhlau skulle have lagt til side for at sikre sin alderdom da alt hvad han komponerede straks gik til forlæggerne). Et ophold i nattefrost efter branden forværrede en tuberkulose der måske i forbindelse med et psykisk chok medførte en tremåneders indlæggelse på Frederiks hospital i Kbh. Efter udskrivning juni 1831 flyttede Frederik Kuhlau igen til Lyngby, kom ved venners hjælp atter økonomisk på fode og flyttede så om efteråret med en ældre søster ind i den lejlighed Nyhavn 12 (nuv. 23) hvor han døde det følgende forår.

En stor rolle i Frederik Kuhlaus liv og kunstneriske udvikling spillede de syv udenlandsrejser han foretog mens han boede i Danmark. 1815 var han på en koncertturné til Stockholm og 1828 på en til Göteborg og Kristiania (Oslo). De øvrige rejser gik til Tyskland. 1816 dirigerede han Røverborgen i Hamborg (den eneste af hans operaer der med senere opførelser i Kassel, Riga og Leipzig blev opført i udlandet). Hans længste rejse (på i alt ti måneder) fandt sted 1821–22. Den var tænkt som en studietur, især af operaer, og skulle oprindelig også have gået til Italien, og Frederik Kuhlau besøgte Leipzig, boede fire måneder i Wien og tog hjem over München. En kortere rejse til Berlin og Hamborg 1823 efterfulgtes 1825 af endnu en rejse til Wien hvor det berømte møde med Beethoven fandt sted. Frederik Kuhlaus sidste udenlandsrejse 1829 gik til Berlin og Leipzig.

Frederik Kuhlau skrev musik inden for næsten alle genrer (undtagen kirkemusik) og nåede med sin hurtige måde at komponere på op på et anseligt antal værker (127 opusnumre). Over halvdelen er klavermusik (både to- og firhændig) der i stilen hælder både til de store wienerklassikere (især Beethoven) og til samtidens virtuose klaverkomponister (M. Clementi, J.L. Dussek, J.B. Cramer, J.N. Hummel og C. M. v. Weber). Tyngdepunktet ligger i de 38 tohændige og 10 firhændige sonater og sonatiner. Efter i sin ungdom at have forsøgt sig med syv stort anlagte sonater (med op. 5 i d-mol og op. 8 i a-mol som de mest gedigne) slår Frederik Kuhlau i mindre former ind på en mere letflydende skrivemåde der dog i langt højere grad bærer præg af hans personlighed, ikke mindst i de tre samlinger sonatiner, op. 20, 55 og 88 der stadig har deres faste plads i klaverpædagogikken. De har til en vis grad overskygget de egentlige sonater (ofte også af sonatineomfang) hvoraf kan fremhæves den beethovenske i C-dur, op. 26,2, den homogene, ensatsede sonate i d-mol, op. 46,2 og af de senere der ofte er tosatsede ved udeladelse af den langsomme sats, op. 52,2 i B-dur, op. 52,3 i A-dur og op. 59,1 i A-dur, alle med sprudlende, kuhlauske finaler. De øvrige klaverværker, der hovedsagelig består af rondoer og variationsrækker, hører til datidens mere modebestemte underholdningsmusik. De første er næsten altid skrevet over populære operamelodier, variationerne tillige over gamle folkeviser, fx variationerne over en arie fra L. Cherubinis opera De To Dage, op. 12, den norske folkevise God Dag, Rasmus Jansen, op. 15, Kong Christian, op. 16 og en chanson danoise, op. 22.

Næst efter klavermusikken indtager de mange værker for én til fire fløjter den største plads. På samme måde som i klavermusikken imødekom Frederik Kuhlau her et stort behov for musik for dette modeinstrument hvorom han selv siger: "Ich spiele nur wenig dieses Instrument, aber kenne es genau". Selvom musik for sådanne ens instrumenter er af større interesse for de spillende end for de lyttende er kombinationen af fløjterne forbilledlig, og der er megen fin kammermusik i de 18 duoer og de syv trioer, fx trioerne op. 86,1 i e-mol, op. 86,2 i D-dur (med variationer over en svensk folkevise) og op. 90 i h-mol samt i den kendte kvartet i e-mol, op. 103. De brillante værker for fløjte og klaver, først og fremmest de ti sonater, er prægede af mere klangfylde og større romantisk udtryksfuldhed, fx de store sonater i Es-dur, op. 64 (med variationer over folkevisen Der strander et Skib), e-mol, op. 71 og særlig amol, op. 85, de to sidste firsatsede med rytmisk spændstige scherzi. Man fornemmer i disse værker et åndeligt slægtskab med Schubert der også viser sig i violinsonaten i f-mol, op. 33 (tilegnet komponisten Louis Spohr) og i kammermusikken for større besætninger. I denne er værkerne få, men de indeholder til gengæld Frederik Kuhlaus mest værdifulde instrumentalmusik. Svagest står de tre klaverkvartetter (c-mol, op. 32, A-dur, op. 50 og g-mol, op. 108), langstrakte og lidt udvendige og med overdreven vægt på klaverets virtuose rolle. Der er dog mange bemærkelsesværdige satser, såsom a-mol scherzoen af den anden kvartet der i sin radikale harmonik og dynamik viser frem mod nordisk højromantik (Grieg).

Mere ægte kammermusik hvor alle instrumenter indgår på lige fod finder man foruden i den charmerende trio for to fløjter og klaver i G-dur, op. 119 i de tre kvintetter for fløjte, violin, to bratscher og cello i D-dur, e-mol og A-dur, op. 51, alle firsatsede med menuet eller scherzo og prægede af Frederik Kuhlaus store kontrapunktiske mesterskab. Mellemdelen af A-dur kvintettens scherzo er således en direkte omvending af hoveddelen, og førstesatsen af e-mol kvintetten er helt opbygget af et bankemotiv på fire toner (à la Beethovens 5. symfoni). Det kammermusikalske mesterværk og Frederik Kuhlaus sidste komposition er hans eneste strygekvartet (a-mol, op. 122) der var planlagt som den første i en serie på seks til vinhandler C. Waagepetersen. Der er grund til at tro at sygdom og sorger har udløst en hidtil ukendt skaberkraft i Frederik Kuhlau for nu er musikken renset for alle de klicheer der selv i betydningsfulde værker kunne skæmme helheden. Samtidig føles noget tragisk i at han først til allersidst blev modnet til et værk der har vide perspektiver fremover i dansk musik, via Hartmann-Gade (akkordgange i finalen) helt frem til Carl Nielsen (et motorisk drejemotiv i den mystiske scherzo). I sit travle arbejde fik Frederik Kuhlau kun tid til efter egen tilskyndelse at skrive tre orkesterværker: to klaverkoncerter og en concertino for to valdhorn og orkester. Den første klaverkoncert i C-dur, op. 7 der har Beethovens tilsvarende som umiddelbart forbillede (førstesatsens hovedtema og hele oplæg er nærmest kalkeret over denne) blev snart efterfulgt af en koncert i f-mol (1811–12) der desværre er gået tabt, men som efter flere personers udsagn skulle have vist større selvstændighed, og som også blev spillet hyppigt i Frederik Kuhlaus levetid. Til de to hornister Gugel som Frederik Kuhlau traf på sin tysklandsrejse skrev han på hjemturen sin festlige og teknisk krævende concertino i F-dur, op. 45 der bl.a. har en af Kuhlaus karakteristiske polaccaer (dvs. polonaiser).

Helt i skyggen af Weyses romancer står Kuhlaus over 100 sange med klaverakkompagnement, de fleste til tyske tekster. Med enkelte undtagelser er de for blege i melodikken eller for opstyltede i udtrykket, især de mange sentimentale "gravsange", og mangler ofte samhørighed mellem sangstemme og klaver. Til gengæld ydede Frederik Kuhlau noget helt personligt og mere i overensstemmelse med sit muntre sind i sine 23 sange for datidens yndede mandskorkvartet (to tenorer og to basser), op. 67, 82 (tilegnet Studenterforeningen) og 89. Det er fine miniaturer der med de enkleste melodiske og harmoniske virkemidler skaber rammende situationsbilleder som O der schöne Maienmond, Der kleine Hexenmeister, Auf Bergen da wohnet das Leben, Selinde og Amor. En specialitet for Frederik Kuhlau var hans kanoner, især de dengang så populære gådekanoner hvoraf mange udkom i Allgemeine musikalische Zeitung. (Beethoven kaldte ham "der grosse Kanonier von Norden"). I Comische Kanons für drei Männerstimmen, 1817 lagde Frederik Kuhlau en særlig evne for dagen til ud fra en kanon også at skrive en smuk melodi. Mange er ligesom enkelte mandskorsange mere kendt i danske gendigtninger: Ihr Vögel, zwitschert (Jeg gaar i Solen), Den grossen Sultan Koko preist (til Wessels digt Du lille vakre Karen Bach), en latterkanon og den mod Kunzen og den konservative musiksmag rettede Anticherubinismus. Fra Frederik Kuhlaus første tid i Danmark stammer en del (lejligheds)kantater og lyrisk-dramatiske scener der synes skrevet ud fra ønsket om at slå sit navn fast for en større offentlighed. Den største og interessanteste er den kun i meget fragmentarisk form eksisterende kantate for soli, kor og orkester An die Freude (Til Glæden) fra 1813. Modsat Beethoven i sin 9. symfoni medtager Kuhlau hele Schillers tekst i værkets syv satser hvoraf den mest prætentiøse er andensatsen: "Freude trinken" med en stor korfuga på koromkvædets "Ihr stürtzt nieder, Millionen".

Det absolutte højdepunkt i Frederik Kuhlaus vokalmusik udgør de dramatiske værker der består af fem operaer (af syngespiltypen, altså med talt dialog) og musik til tre skuespil. "Kuhlaus største Lidenskab var at skrive Operaer" (Gebauer), og hans musik får i disse en dybde og et vingefang som i ingen anden værkgruppe. Hans forbilleder er komponister som netop blev spillet meget på teatret i Braunschweig, nemlig C.W. Gluck, L. Cherubini, F. Paer, F. A. Boieldieu, og frem for alt Mozart der på samme måde som Beethoven i instrumentalmusikken er hans store mål, også når han senere kommer under indflydelse af C. M. v. Weber og G. Rossini. Frederik Kuhlaus første opera Røverborgen, genremæssigt en befrielsesopera, er et spejl af mange strømninger i tidens operamusik hvilket ikke mindst kommer frem i de for Kuhlau almindelige musikalske "lån", dvs. at fremmede melodier ligger til grund for hans egne (sml. Kuhlaus første klaverkoncert med Beethovens), fx arien "Jeg gierne døer" hvis lighed med den tidligere omtalte arie fra Cherubinis opera "De to dage" er slående. Røverborgen, der viser en for en debutant forbavsende sikker behandling af de musikalske former, bragte en tiltrængt fornyelse i det konservative danske repertoire og blev trods den forvrøvlede tekst af Oehlenschläger en stor succes på grund af sine iørefaldende melodier og teatermæssigt virkningsfulde situationer, bl.a. den morsomme "Æggekagekvartet". Operaen savner dog dramatisk liv. Det er der mere af i Trylleharpen, 1817 der har store ensembler og en næsten gennemkomponeret første akt. Også musikken er på vej til en mere personlig stil, men den teaterskandale der opstod i forbindelse med førsteopførelsen fordi den baggesenske tekst mentes stjålet fra et tysk stykke (og tidligere havde været tilbudt Kunzen) gik hårdt ud over Frederik Kuhlaus opera der foruden at forblive utrykt kun opnåede tre opførelser.

De mange udramatiske og litterært ikke særlig lødige tekster tog ofte livet af Frederik Kuhlaus operaer og forårsagede at mange blev lagt til side efter de første opførelser. Elisa eller Venskab og Kjærlighed, 1820 af digterpræsten C.J. Boye der leverede Frederik Kuhlau endnu to libretti betegner af denne grund et tilbageskridt i dramatisk henseende. Musikken har dog nye aspekter som en bredere melodiføring hvor der spores indflydelse fra Weyse, begyndende rossiniske træk og frem for alt den særlige kuhlauske "feststil" med tuttiakkorder i punkteret rytme og den ouvertureform der fremover bliver normen: at anvende temaer fra selve operaen (potpourriouverture) og lade visse musikalske afsnit hentyde til forskellige ting i stykkets handling. Fiaskoerne med de to sidstnævnte operaer, der også blev genstand for en skarp kritik i hvilken man anbefalede Frederik Kuhlau at studere nyere tyske og italienske operaer fik ham til at vente fem år med sin næste. Den blev til gengæld hans dramatiske hovedværk: trylleoperaen Lulu, 1824 med tekst af C.F. Güntelberg efter den fortælling i C.M. Wielands eventyrsamling Dschinnistan der også var grundlaget for Mozarts Tryllefløjten. Selvom Cherubini, Paer og Mozart stadig er forbilleder får de nye romantiske komponister Weber og Rossini afgørende indflydelse på musikken i Lulu, den første egentlige romantiske, danske opera og en milepæl i dansk musik. Formerne er vokset betydeligt, og der forekommer ofte store musikalske "scener" hvori indgår arier, duetter, recitativer, pastoraler og melodramer (baggrundsmusik til talt dialog). Koret er medfortolkende i første akt der kulminerer i en gigantisk finale i troldmanden Dilfengs (= Sarastro) underjordiske hule hvor naturdæmoner som hekse, gnomer og alfer sammen med solisterne skaber en farverig musikalsk helhed. De weberske indflydelser kommer frem i melodiske og harmoniske vendinger, polonaiserytmer og i instrumentationen. Det indledende orkesterforspil til anden akt er med sine strygertremoli på formindskede septimakkorder og instrumentalsoloer (bl.a. klarinet i dybt leje) et dansk sidestykke til "Ulvesvælgscenen" i Jægerbruden medens den efterfølgende, lette alfedans peger frem mod Mendelssohn. At Frederik Kuhlau også lagde sig efter Rossini kan på baggrund af egne, foragtelige udtalelser om Rossini under Kuhlaus første wienerophold nok undre, men menes at være et forsøg på at vinde gehør hos publikum og samtidig en fornemmelse af at rossiniske elementer (koloraturer i parallelle tertser, ofte i trioler og pågående, punkterede rytmer) på en organisk måde lod sig tilpasse hans egen stil. Denne er i Lulu særlig kendetegnet ved en avanceret harmonik med de for Kuhlau særegne sekvenser i hvilke en akkordforbindelse rykkes en tone ned, dristige modstillinger af fjerntliggende tonearter og skarpe, ofte stemme-føringsmæssigt betingede dissonanser. Det melodiske er også af stor spontaneitet: Numre som dværgen Barcas spottevise Naar Møen bliver Kone, heksenes spindesang Slunken Ædderkop sidder paa Tue, en af de mange romancer i Frederik Kuhlaus operaer, og den berømte drikkevise med kor Kloden maatte styrte sammen var overordentlig elskede herhjemme (sidstnævnte med ny tekst i flere Heibergvaudeviller). Frederik Kuhlaus sidste opera Hugo og Adelheid, 1827 var ligesom Elisa en kedsommelig kærlighedshistorie af Boye, men mere selvstændig og moden i musikken og bedre rent dramatisk på grund af flere underordnede handlingsforløb med et væld af bipersoner. Højdepunkterne er de genialt opfattede scener mellem to tyve og stadens nattevagt hvis barokke situationskomik viser Frederik Kuhlau som en mester i buffofaget, nattescenerne mellem de elskende, nattevagten, tyvene og to kor af indbyrdes rivaliserende ridder- og handelssvende og den store fængselsscene hvor hujende fanger stikker hovederne frem bag tremmerne.

Til Boyes romantiske skuespil William Shakespeare, 1826 skrev Frederik Kuhlau en mere afdæmpet musik, hvis sværmeriske alfekor føles beslægtede med Webers opera Oberon og Mendelssohns ouverture til En skærsommernatsdrøm (begge fra samme tidspunkt), men også besidder en udpræget dansk, lyrisk tone der især fik betydning for N.W. Gade (Elverskud). William Shakespeare er kendt for sin store, symfoniske ouverture med den lange, beethovenske introduktion og den spirituelle presto i 6/8-takt med det fugerede hovedtema. Det værk, der mere end noget andet er knyttet til Frederik Kuhlaus navn, er musikken til J.L. Heibergs festspil Elverhøj, skrevet 1828 i anledning af kronprins Frederiks (7.) bryllup med Frederik 6.s datter Wilhelmine. Elverhøis særlige atmosfære og enorme popularitet, dengang som nu, hvor det med sine omkring tusind opførelser er det mest spillede stykke på Det kgl. teater, skyldes først og fremmest de mange danske og svenske folkeviser hvorpå meget af musikken bygger, bl.a. romancerne Jeg gik mig i Lunden, Jeg lagde mit Hoved til Elverhøi, Nu Løvsalen skygger, Nu lider Dagen, Dybt i Havet og i sidste akts ballet den kendte menuet. Det er Frederik Kuhlaus store fortjeneste, foruden at have arrangeret folkeviserne på en smagfuld måde, i sin egen musik at have ramt folkevisetonen til forveksling (i jægerkoret Herligt, en Sommernat) og at have komponeret stemningsfulde melodramer og balletmusik. Den mesterlige ouverture er kronen på en lang række potpourriouverturer med i alt otte temaer fra skuespillet, afsluttet med kongesangen "Kong Christian stod ved høien Mast" som hyldest til Elverhøis hovedperson Christian 4. (og i teatret: Frederik 6., hvis kunstpolitik for øvrigt ikke var datidens komponister særlig imødekommende). Melodien, der havde beskæftiget Frederik Kuhlau flere gange, får her sin endelige udformning. En noget mat afslutning på Kuhlaus dramatiske værk er den hastværksprægede musik til Oehlenschlägers lystspil Trillingbrødrene fra Damask, 1830 der foruden en ganske original ouverture kun har interesse ved at være Frederik Kuhlaus bidrag til datidens mange stykker med østerlandske emner og dertil hørende "orientalismer" i musikken.

Sammen med Weyse er Kuhlau hovedskikkelsen i dansk musik i første tredjedel af 1800-tallet. Mens Weyse er konservativ, i sin musik nærmest wienerklassisk, holder sig til bestemte værkkategorier (kantater og operaer), men til gengæld er nok så original i det melodiske repræsenterer Kuhlau med sit urolige og søgende temperament de nye strømninger i tiden der i hans forskelligartede musik kommer til udtryk i en kosmopolitisk stil. Han havde en evne til at efterligne forskellige nationale stilretninger, sikkert forbundet med hans store interesse for mange landes folkeviser. Således lærte han forbavsende hurtigt at få den specielle danske folkevisetone til at indgå i sin musik, særlig tydeligt i hans mange romancer (i 6/8-takt, ofte i mol og med en "dansk" melodistruktur). Den mærkes også harmonisk i mange kirketonalt virkende akkordgange. Kuhlaus musik er dog langtfra en vilkårlig, eklektisk blandingsstil, men indeholder mange personlige træk, og han har som kunstner helt sit eget fysiognomi. Hans produktion er uegal fordi han i sit forcerede arbejde var tvunget til at skrive meget overfladisk der er uden interesse i dag. Men hans bedste værker ejer en umiddelbarhed og vidner om en sikker musikalsk smag, god formsans og en for dansk musik fra den tid velgørende beherskelse af det musikalske håndværk. De mange nyudgivelser af hans fløjtemusik og de uopslidelige klaversonatiner viser hans musiks livskraft, men hans største betydning for dansk musiktradition – og grundlaget for en nærmere bedømmelse af hans musiks egenart – ligger i de dramatiske værker, hvis fremadvisende harmonik (Lulu) og danske tone (William Shakespeare og Elverhøi) var bestemmende for Hartmann-Gades musikalske højromantik, der for alvor satte ind i årene efter Frederik Kuhlaus død. – Tit. professor 1828.

Familie

Frederik Kuhlau blev født i Uelzen, Hannover, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Ass.). Forældre: militærmusiker Johann Carl Kuhlau (1747–1830) og Anna Dorothea Charlotte Seegern (1752–1830). Ugift.

Ikonografi

Litografi af L. Fehr og af C.W. Wiehe. Min. (Kgl. bibl.), nu ødelagt, bevaret i foto, måske identisk med tegn. af C. Hornemann udst. 1815. Min. af Hornemann (Rosenborg). Pastel af samme, 1828 (Musikhist. mus.), kopi af P. Coopmann (bl.a. 1832, Fr.borg; et andet ekspl. ses på Marstrands mal. af Waagepetersens hjem, 1834, sst.), kopi af C.A. Jensen, 1833 (brændt på Fr.borg 1859); efter pastellen, med mindre ændringer, danske, tyske og engelske litografier samt træsnit 1869, og af H.P. Hansen, 1873. Tegn. af Em. Bærentzen, 1830 (Fr.borg), efter denne litografi af Bærentzen selv, 1838, af A. Kittendorff, litografi 1870 og to træsnit 1886; i samme type en tegn. 1917 (Kgl. bibl.). Mal. af Constantin Hansen (Teatermus.). Relief sign. TM & C. Buste af Th. Stein, 1874.

Bibliografi

Bibliografi. Dan Fog: Kompositionen von F. K., 1977. Lit. Ignaz v. Seyfried: Ludw. v. Beethovens Studien in Generalbasse, Wien 1832 (eng. udg. 1853). A. Oehlenschläger i Prometheus II, 1833. Samme: Erindr. III-IV, 1850–51. P. O. Brøndsted: Til F. K.s ihukommelse, 1835. J. L. Heiberg: Prosaiske skr. IV, 1861 (forerindr, til Elverhøi). Th. Overskou: Den danske skueplads IV-V, 1862–64. Af Jonas Collins papirer, udg. Edg. Collin, 1871. Aus Moscheles' Leben, udg. Charlotte Moscheles I, Lpz. 1872 (eng. udg. 1873). Georg Bricka i K.: Will. Shakespeare. Klaverudtog, 1873. C. Thrane: Danske komponister, 1875 (tysk udg. m. titlen: F. K., Lpz. 1886) 71–192. N. C. L. Abrahams: Medd. af mit liv, 1876. Festskr. i anledn. af Musikforen.s halvhundredårsdag I, af V. C. Ravn, 1886. Musikbl. 11.9.1886 (særnr.). Johanne Luise Heiberg: Et liv I, 1891 (5. udg. 1973). P. Hansen i J. L. Heiberg: Elverhøi, 1891 = Danske forfattere XIX-XX. Nic. Bøgh: Chr. Winther II, 1900. Will. Behrend i Die Musik III, Berlin 1903–04 272–86. Angul Hammerich: J. P. E. Hartmann, 1916. Anna Erslev: Dansk tonekunst, 2. udg. 1920. Karl Graupner: F. K., Remscheid 1930 (m. slægtsoversigt). Kai Aage Bruun: Tre komponister, 1932 27–51. Samme: Dansk musiks hist. I, 1969. W. Schmieder i Allgemeine Musikzeitung, Lpz. 1936 801–04. Torben Krogh i Dansk musik t. XVII, 1942 26–32 70–76 162–76. Rolf Kipphan i Heimatkalender für Stadt und Kreis Uelzen 1959 75–86. Niels Martin Jensen: Den danske romance 1800–50, 1964 (m. fortegn. over K.s enstemmige sange). Samme i Fund og forskn. XII, 1965 67–84. Henning Bro Rasmussen i Musikkundskab i skolen XI, 1–2, 1969. J.-L. Beimfohr: Das C-Dur Klavierkonzert op. 7 und die Klaviersonaten von F. K. I-II, Hamb. 1971 (m. hidtil utrykte klaverkompositioner). Nils Schiørring: Musikkens hist. i Danm. II, 1978.

Papirer og manus, i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gorm Busk: Frederik Kuhlau i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293115