Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Finn Høffding

Oprindelig forfatter NSch

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Finn Høffding, Niels Finn Høffding, 10.3.1899-29.3.1997, komponist. Efter 1917 at være blevet student fra H. Adlers skole (filosofikum det flg. år) koncentrerede Finn Høffding sig helt om sine musikstudier. Han søgte karakteristisk nok ikke ind ved Det kgl. danske musikkonservatorium, der på den tid ikke havde nogen tillokkelse for vordende komponister, men gav sig i lære hos Knud Jeppesen og i Wien hos Joseph Marx, der ligesom Jeppesen var både musikforsker og komponist, en dobbelthed der på afgørende måde kom til at virke ind på Finn Høffdings fremtid som komponist og pædagog.

Trangen og evnen til at anskue det teoretiske selvstændigt kom til at sætte sig spor – efter at han med fast ansættelse fra 1932 var blevet lærer ved Det kgl. danske musikkonservatorium i musikteori, komposition og formlære – i hans Harmonilære, 1933 (2. omarb. udg. 1976), Den elementære Hørelære med to øvelseshæfter, 1937 (2. udg. 1956) og senere med Indførelse i Palestrinastil, 1969. Ved konservatoriet virkede Finn Høffding til 1969, fra statsovertagelsen 1949 som professor og 1954–55 som dets direktør. Finn Høffdings pædagogiske indsats ved konservatoriet, der blev af skelsættende betydning for en lang række yngre komponister fra Vagn Holmboe til Per Nørgård, fik imidlertid virkninger i langt videre kredse.

I ti år, fra 1929 til 1939 var han formand for Musikpædagogisk forening, og her virkede han utrætteligt for en forbedret musikundervisning, først og fremmest gennem en grundigere og mere omfattende uddannelse af vordende musiklærere, og det skyldtes for størstedelen hans bestræbelser, at der efter stadige forbedringer af Musikpædagogisk forenings optagelsesprøver 1940 blev indført en statsprøve for musikpædagoger. En anden side af det musikpædagogiske arbejde, Finn Høffding tog sig af, resulterede 1931 i stiftelsen (sammen med Jørgen Bentzon) af Københavns folkemusikskole. Her overførtes til dansk grund det folkeligt musikopdragende arbejde som i 1920'ernes Tyskland var knyttet til Fritz Jödes navn.

Annonce

Bl.a. for folkemusikskolekredsene skrev Finn Høffding en betydelig mængde letspillelig og lødig pædagogisk musik. Blandt værker af denne art bør nævnes Ouverture for lille orkester op. 18 (1930), skoleoperaen Pasteur (Otto Gelsted) op.27 (1935), hans stadig opførte hovedværk på dette område, inspireret af Kurt Weills "Der Jasager" (med tekst af Bert Brecht, 1930), Pans fløjter (H. Herdal) op.30 (1938) og værker til brug i juletiden: Julebudskabet (O. Schlichtkrull) op.31 (1936), Julekantate (N.F.S. Grundtvig) op.56 (1955), Julens stjærne (Johs. Jørgensen) op.62 (1964), De hellige tre konger (Johs. Jørgensen) op.63 (1964) o.a. Endvidere må det fremhæves at Finn Høffding sammen med Hakon Andersen gennem Gymnasiesangbogen, 1929 og Korsangbog for Pigegymnasier, Kvindeseminarier og Damekor, 1931 (4. udg. 1951) med held søgte at forny skolesangsrepertoiret.

Den stærke beskæftigelse med musik hvis formål i første række var pædagogisk bestemt synes i 1930'erne at have haft nogen tilbøjelighed til at virke ind på, hvad Finn Høffding i øvrigt skabte på denne tid. Mindst måske på hans Sinfonia concertante for kammerorkester, op.25 (1934), mere på korværkerne Fem Svaner (H.H. Sedorff Pedersen) op.28 (1937) og Christoffer Columbus (Johs. V. Jensen) op.29 (s.å.) hvilket muligvis også tildels falder sammen med et vist temporært stilfællesskab med Kurt Weill som Finn Høffding i øvrigt står fjernt i musikalsk henseende, idet hans umiddelbare forudsætning er en dansk lyrisk tone i slægt med Carl Nielsens.

Finn Høffdings betydningsfuldeste indsats som frit skabende kunstner ligger derfor før 1931 og efter 1939. I sine tre symfonier Sinfonia impetuosa op.3 (1923), Il canto liberato med koloratursopran og kor, op.5 (1924) og den tredje symfoni op.12 (1928) søgte han ligesom Carl Nielsen at udvide symfoniformens indholds- og udtryksmuligheder, noget der navnlig i den tredje symfoni (med to klaverer) lykkedes på interessevækkende måde. Muligvis har Finn Høffding alligevel ment, at den symfoniske form kun vanskeligt lod sig forbinde med datidens tonesprog, og i en række senere orkesterværker gik han over til en ensatset form hvor vægten formalt er lagt over på udviklingen af et enkelt eller få, hinanden nærtstående motiver, således i de to symfoniske fantasier Evolution op.32 (1939) og Det er ganske vist op.37 (1943) der udgør nogle af højdepunkterne i Finn Høffdings produktion, i lige høj grad karakteriseret ved stoffets minutiøse gennemarbejdelse og det musikalskes umiddelbare evne til at fange interessen. Hertil kommer endnu tre symfoniske fantasier Vår-Höst for baryton solo og orkester over to digte af Gustaf Fröding, op.40 (1944), The Arsenal at Springfield (H.W. Longfellow) op.54 (1953) og Fantasia concertante op.67 (1965).

Også i sin øvrige musik fængsler Finn Høffding mest, når den formale fasthed er givet i kompositionens grundstemning eller idé. I hans kammermusik kommer det efter den ungdommeligt ildfulde strygekvartet nr. 2, op.6 (1925) især frem i de morsomme "Dialoger" for obo og klarinet op. 10 (1927), i kvartetten for sopran, obo og 2-stemmigt klaver, op. 11 (s.å.) og i blæserkvintetterne nr. 1, op.36 (1940) og nr. 2, Familien Vind op.53 (1954). Den trang til at skrive for sangstemmer, med eller uden instrumentledsagelse, som Finn Høffding fulgte ikke mindst i sine værker for amatører, har fundet udløsning også i solosange med klaver, sange for mandskor og i store korværker, foruden de nævnte kantaten ved Det kgl. danske musikkonservatoriums årsfest (Otto Gelsted), op.48 (1948), og Giordano Bruno (Piet Hein) op.75 (1968). Inden for Finn Høffdings meget omfattende produktion indtager endnu de to operaer Kejserens nye Klæder (til egen tekst efter H.C. Andersen) op.8 (1926, Det kgl. teater 1928) og Kilderejsen (Vilh. Andersen efter Holberg) op. 16 (1931, Det kgl. teater 1942) en betydningsfuld plads. I Kejserens nye Klæder med dens eventyrstemning er det gennemgående træk en munterhed, undertiden en bevidst travestering som ellers sjældent træffes i Finn Høffdings musik, mens det i Kilderejsen navnlig er lykkedes Finn Høffding på en indtagende måde at omskabe det holbergsk djærve intermedium til et lyrisk beåndet sommeraftenstrylleri.

Sin store indsigt på musikfaglige områder har Finn Høffding udover de nævnte ladet komme Det unge tonekunstnerselskab, Dansk komponistforening, kulturministeriets musikkommission, Samfundet til udgivelse af dansk musik, KODA o.a. til gode, ligesom han har været musikkonsulent ved Danmarks radio. Medlem af Kungliga svenska musikaliska akademien 1957

Familie

Finn Høffding blev født i Kbh. Forældre: grosserer Aage Høffding (1867–1932) og Ada Elise Bruun (1870–1955). Gift 1. gang med Bodil Holm, født 18.6.1902, d. af overretssagfører Peder (Peer) Axel Holm (1874–1961, gift 2. gang 1911 med Ruth Schat-Petersen, 1883–1973) og Sigrun Schalburg (1882–1969, gift 2. gang 1935 med legationsråd Tage Bull, 1881–1960). Gift 2. gang med Aslaug Munck, født 6.10.1917 i Silkeborg, datter af pastor Peter Møller Munck (1875–1960) og Thora Rafn (1878–1962).

Udnævnelser

R. 1952. R.1 1959.

Ikonografi

Tegn. af E. Ullman udst. 1933. Foto.

Bibliografi

Sv. Bruhns og Dan Fog: Finn Høffdings kompositioner, 1969. -Sig. Berg: Træk af da. musikpædagogiks hist., 1948. Samme: Det kgl. da. musikkonservatorium 1917–53, 1959. Bo Wallner: Vår tids musik i norden, Sth. 1968. Det kgl. da. musikkonservatorium. Beretn. 1968–69 16f. – Manus, i Kgl.bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Schiørring: Finn Høffding i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291707