Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

F.L. Ae. Kunzen

Oprindelig forfatter TKrogh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

F.L. Ae. Kunzen, Friedrich Ludwig Aemilius Kunzen, 24.9.1761-28.1.1817, komponist. Født i Lübeck, død i Kbh. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). K.s fra faderen og bedstefaderen nedarvede musikalske evner viste sig allerede i den tidlige barnealder; han fantaserede på klaveret inden han kunne noderne, og begyndte syv år gammel at nedskrive små kompositioner. Da faderen nødigt så sin søn gå musikervejen, fik han kun sparsom opmuntring og måtte nærmest på egen hånd lære sig de grundlæggende regler for komposition. Så ihærdig var han imidlertid, at han elleve år gammel kunne komponere et fugeret koralforspil. Faderen undså sig dog ikke for at søge at slå mønt af sine børns musikalske talent, 1768 drog han således på koncertrejse til London hvor han ikke alene præsenterede sin syvårige søn som vidunderbarn, men også sin datter. Skønt K. aldrig fik nogen virkelig grundig undervisning, vakte han tidligt opsigt som klaverspiller; bl.a. optrådte han ved hoffet i Ludwigslust og havde i en ganske ung alder komponeret "nogle Koncerter for Flygel og seks Sonater for Klaver". Han respekterede imidlertid i så høj grad sin afdøde fars vilje, at han 1781 begyndte et juridisk studium ved universitetet i Kiel; men skæbnen ville, at han netop her i den meget musikinteresserede professor C. F. Cramer mødte en mand der bevidst nærede hans dybe ønske om at give sig musikken i vold. Personlig hjalp Cramer ham på forskellig måde, bl.a. ved flere gange at nævne ham fordelagtigt i sit kendte tidsskrift Magazin der Musik og endvidere ved at benytte hans hjælp ved forskellige musikalske publikationer. 1783 udgav Cramer således Antonio Salieris opera Armida i samlingen Polyhymnia i K.s bearbejdelse, mens en anden samling, Flora, indeholdt nogle af F. Klopstocks "Barditen". Som tegn på sin taknemmelighed satte K. musik til en ræke religiøse digte af Cramers far.

Blandt professor Cramers personlige venner var også tidens førende liedkomponist J. A. P. Schulz der i sommeren 1784, da han endnu var kapelmester i Rheinsberg, aflagde besøg i Kiel, hvilket fik stor betydning for den unge K. Schulz beretter, at han "ofte havde Lejlighed til at beundre hans ferme Klaverspil, hurtige Nodelæsning, hans Fantaseren, hans grundige Indsigt i Kompositionen, som han havde erhvervet sig ved egen Flid, hans Udarbejdelser af forskellig Art, med et Ord hans store Geni", og på Schulz' opfordring opgav K. endelig sit universitetsstudium. Det blev besluttet, at han skulle prøve på at vinde et musikernavn i Kbh. hvor musikinteressen på dette tidspunkt var stor, og hvor man regnede med store fremtidsmuligheder for et virkeligt talent. K. havde i øvrigt gjort flere danske bekendtskaber i Kiel hvor han bl.a. havde boet dør om dør med K. L. Rahbek og G. J. Samsøe der begge i okt. 1784 forsynede ham med anbefalingsbreve til skuespiller M. Rosing.

K. havde snart lykken med sig i Kbh. hvor han bl.a. spillede ved hoffet. Hans kunstneriske ærgerrighed var imidlertid ikke tilfredsstillet ved at blive beundret som klaverspiller i en række af byens fornemste huse; han ville først og fremmest vise sig som komponist. I denne egenskab trådte han første gang frem for den danske offentlighed 1785 med en sørgekantate over grev O. Thott til tekst af Rahbek; 1786 udgav han derefter en samlig Viser og lyriske Sange til tekster af E. Storm, T. Thaarup, Jens Baggesen, H. W. Riber m.fl. I fortalen gør han rede for sine synspunkter, som åbenbart er stærkt påvirkede af de folkepædagogiske anskuelser der lå til grund for Schulz' Lieder im Volkston. K. hævder således at være blandt de første der i Danmark bragte musikken nærmere til sin sande natur og udbredte sangen blandt folket. Han erkender, at Schulz er det store forbillede som han stræber hen imod, men dog ikke mener at have nået. 1787 vakte hans dirigentevner opsigt, da han ledede Schulz' musik til Racines Athalie ved en opførelse i det Schimmelmannske palæ. Da de medvirkende for størstedelen var dilettanter kostede dette foretagende store anstrengelser, men møjen lønnede sig over al måde.

Annonce

Da Schulz 1787 blev kgl. dansk kapelmester, voksede K.s chancer som dramatisk komponist ganske betydeligt. K., der allerede tidligere med en Berlinopførelse for øje havde komponeret en "malerisk og rig" musik til L. C. Sanders tyske oversættelse af Johannes Ewalds Fiskerne, fik sin egentlige debut på den danske skueplads 31.3.1789, da hans og Baggesens opera Holger Danske opførtes første gang med så fremragende kunstnere som Cath. Møller (Frydendahl), Marie Cathrine Preisler og Rosing i hovedrollerne. Stoffet til denne opera havde Baggesen taget fra C. M. Wielands Oberon. I sin blanding af ridderlig patos, tragik, eventyrligt feeri og drastisk komik, det sidste navnlig repræsenteret i den komiske tjenerfigur Kerasmin, giver denne tekst komponisten rig lejlighed til udfoldelse af alle evner. K. fastslog da også i dette arbejde til fulde sit talents rækkevidde; den både melodiøse og dramatisk slagkraftige musik viser hans sikre teaterinstinkt under indflydelsen fra den elegant pointerede franske syngespiltone hos komponister som A. E. M. Grétry og P. A. Monsigny, fra den tyske balladetone og med tilslutning til Gluckskolens nyklassiske holdning. Det er virkelig lykkedes K. at sammensmelte de mange forskellige elementer fra 1700-tallets rige musikdramatiske forrådskammer til en sjældent fasttømret helhedsvirkning. Kunstnerisk set står Holger Danske som et mesterværk inden for vor tidlige operalitteratur. Når operaen kun opførtes seks gange, skyldtes dens vanskæbne først og fremmest den ufordragelige og stærkt personligt farvede fejde, den såkaldte Holgerfejde der opstod i anledning af den svorne operafjende Rahbeks skånselsløse kritik af Baggesens tekst og af de lokale operaforhold, en hidsig strid der kaldte mange penne i marken, bl.a. P. A. Heiberg med parodien Holger Tyske. Skæbnen var i det hele taget K. højst ugunstig under hans første ophold i Kbh. Han søgte således 1787 stillingen som sanglærer ved teatret; H. O. C. Zinck fik imidlertid pladsen, og teaterchef Christian Numsen begrunder i en skrivelse til kongen afslaget med det slette resultat, K. havde opnået som sanglærer for sin søster Louise, hvis optræden i en klub havde vakt så stærkt mishag, at man ikke ønskede at høre hende igen. Skuffet over al den megen modstand henvendte K. sig til Schulz der rådede ham til at rejse til Berlin og medgav ham en anbefalingsskrivelse til den berømte kapelmester J. F. Reichardt.

1789 bosatte K. sig i Berlin hvor han kom til at stå i et befrugtende venskabsforhold til Reichardt, sammen med hvem han grundlagde en musikhandel og en nodetrykkeri og 1791 udgav tidsskriftet Musikalisches Wochenblatl. Under dette Berlinophold blev det af særlig betydning for K.s udvikling som komponist, at han lærte Mozarts og Carl Ditters von Dittersdorfs værker at kende. Indflydelsen fra Dittersdorfs djærve og sprudlende humor og hele udviklede syngespilteknik spores allerede umiskendeligt i K.s syngespil Der dreifache Liebhaber som på Reichardts foranledning blev opført 3.2.1791 ved en beneficeforestilling i Nationalteatret. Det var dog mindre som komponist end som klaverspiller, K. gjorde sig berømt i den preussiske hovedstad, hvor han bl.a. 1791 gav en række offentlige koncerter i lokalet "Stadt Paris" sammen med den mecklenburgske hofmusikus Braun. En hel række forsøg på at få fodfæste i Berlin mislykkedes imidlertid; bl.a. søgte Reichardt forgæves at skaffe ham stillingen som klaver- og sanglærer hos prinsesse Friederikke, ligesom man, trods kongens ønske, fik forpurret opførelsen af Holger Danske. Da ligeledes udsigten til at vikariere som operakapelmester for Reichardt bristede, drog K. 1792 til Frankfurt a.M. hvor man ville grundlægge et nationalteater og derfor havde sikret sig hans medvirken som kapelmester eller, som det hedder, "Direktor des Singetheaters". Det var en anselig række kapelmesteropgaver der ventede K. i Frankfurt, bl.a. opførelsen af Mozarts Tryllefløjten og Haydns Den rasende Roland. Opholdet i denne by bød ham den fordel at han, som Schulz siger, "paa det nøjeste blev bekendt med Geniet i Mozarts Syngestykker". Hvor betagende navnlig den fortryllende Mozartske ynde og melodiøsitet virkede på K. føles klart i det syngespilværk, Das Fest der Winzer oder die Weinlese (Vinhøsten) som han komponerede til tekst af Frankfurtskuespilleren Ihlee, og som ved premieren af hensyn til en truende teaterkabale blev opført under et fremmed komponistnavn. K. fastslog virkelig sit navn i Frankfurt, ikke mindst som kapelmester; men da man efter et par sæsoner nægtede ham en lovet gageforhøjelse, modtog han det smigrende tilbud som dirigent ved teatret i Prag hvor hans hustru samtidig ansattes som første sanger. 1794 ankom han til Bøhmens hovedstad der på dette tidspunkt var fuldstændig fortryllet af Mozarts geniale kunst. Så meget større var K.s kunstneriske sejr, da hans Frankfurtsyngespil, Die Weinlese, ved opførelsen i Prag blev en virkelig succes, så stor at komponisten blev fremkaldt efter premieren, en dengang meget stor æresbevisning.

K. havde dog hele tiden båret på en hemmelig kærlighed til Kbh. Allerede under Frankfurtopholdet havde han skrevet et brev til den daværende teaterchef F. Ahlefeldt, i hvilket han på meget indtrængende måde tilbyder sin og sin hustrus tjeneste til et land som engang "var mig mere end mit Fædreland". Muligheden for at vende tilbage til Danmark kom, da Schulz 1794 syg og nedbrudt ville tage sin afsked og anbefalede K. som sin efterfølger. Som kgl. dansk kapelmester skulle K. ifølge en instruks af 24.9.1795 forpligte sig til årlig at levere et stort stykke til kongens fødselsdag eller i alle tilfælde to mindre syngespil foruden passionsmusik, kirkemusik og anden musik af lejlighedskarakter. Allerede i sæsonen 1796–97 opførtes tre af K.s vægtigste syngespil, Hemmeligheden, Vinhøsten, oversat af R. Frankenau og bearbejdet for den danske scene med balletindlæg af Vincenzo Galeotti, og Dragedukken med tekst af Enevold de Falsen. Dette sidste syngespil med dets blanding af yndefuld fransk syngespiltone og en til tider næsten citatagtig overtagelse, ikke mindst af den følsomme side af Mozartstilen, er et af K.s bedste og mest charmerende værker. Han har her givet et tidstypisk genrebillede med ægte borgerlig københavnsk humor; et overmåde modent værk, gennemført med usvigelig sikkerhed lige fra de små liedagtige former op til de store kombinerede ensembler, med hvilke Mozarts blændende musikdramatiske teknik og orkester-behandling fastsloges på den danske syngespilscene. Disse værker efterfulgtes dels af en lang række syngespil som Jockeyen, 1797, Naturens Røst, 1799, Min Bedstemoder, 1800, Hjemkomsten, 1802 og Kærlighed paa Landet, 1810, dels af skuespilmusik i større stil som Eropolis, 1803 og Gyrithe, 1807, hvortil kommer K.s sidste opera i den store stil, Erik Ejegod, 1798 til tekst af Baggesen. I dette sidstnævnte værk, hvis ypperlige ouverture har holdt sig til vore dage, krydses de Gluckske strømninger fra ungdomsværket Holger Danske med de modne års stærkere og stærkere Mozartpåvirkning. Det blev K. der som kapelmester skaffede Mozarts musik borgerret på den danske skueplads. Trods stærk modstand fra sangernes side lykkedes det ham 19.10.1798 at gennemføre en mislykket opførelse af Cosi fan tutte; men 1807 nåede han sit store mål, at føre Mozart frem til sejr i Kbh., hvilket skete med opførelsen af Don Juan med E. Du Puy i titelrollen.

Der var noget friskt og ungdommeligt over K.s musikalske tone i de unge år. I det hele taget betød hans, i forhold til Schulz, langt mere farverige orkesterbehandling, hans glimrende beherskelse af de store ensembleformer og hans "nordiske" balladetone, der direkte forberedte C. E. F. Weyse, en afgjort kunstnerisk fornyelse. K.s udviklingsmuligheder var dog så begrænsede at han, da nye strømninger satte ind, ikke mindst fra Luigi Cherubini, Beethoven og Kuhlau, uhjælpeligt måtte blive reaktionens og konservatismens mand, hvad Frederik Kuhlau hånede ham for i en kanon hvor der tales om K.s "vandklare" melodier i modsætning til Cherubinis moderne "kromatiske" musik. Ved siden af de dramatiske værker og de mange viser og sange skrev K. flere instrumentale værker, bl.a. en endnu bevaret symfoni i g-mol, og et stort korværk Skabningens Halleluja, 1797, til tekst af Baggesen, et arbejde der med sine holdningsfulde kor, stærkt påvirket af den tyske komponist J. G. Grauns religiøse korstil, fik stor betydning for Weyses kantatekunst. K. der kom til at stå mere og mere isoleret i det københavnske musikliv blev med årene irritabel og bitter. Han døde umiddelbart efter en ophidsende strid med Jens Baggesen angående teksten til syngespillet Trylleharpen der oprindelig var tilbudt K., men senere til hans ærgrelse blev komponeret af Kuhlau. – Tit. professor 1809.

Familie

Forældre: organist ved Mariekirken Adolph Carl K. (1720–81) og Anna Charlotte Aubery. Gift 1793 (lysning 3.3. i Frankfurt a. M.) med sanger Johanna Margaretha Antonetta Zuccarini, født ca. 1766, død 6.10.1842 i Kbh. (Helligg.), d. af hofmusikus i Trier Jacob Z.

Udnævnelser

R. 1811.

Ikonografi

Stik af H. Lips efter tegn. af M. Henrichsen; efter dette træsnit af H. P. Hansen, 1872.

Bibliografi

Jens Baggesen: Trylleharpens hist., 1818. Th. Overskou: Den danske skueplads III-IV, 1860–62. V. C. Ravn i Chr. Barnekows klaverudtog af musikken til Gyrithe, 1872. Samme i Festskr. i anledn. af Musikforen.s halvhundredårsdag I, 1886. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. L. Bobé: Frederikke Brun, 1910. Torben Krogh: Zur Gesch. des dänischen Singspiels im 18. Jahrh., 1924. Sv. Lunn i Dansk musik t., 1941 27–30 (jtr. sst. 63f 76f 87f og 1944 75–80). Børge Friis: F. L. Ae. K. i, Berlin 1943. Kai Aage Bruun: Dansk musiks hist. I, 1969 især 90–103. Erik Dal og N. M. Jensen i Dansk årbog for musikforskn. VII, 1973–76 51–67. Nils Schiørring: Musikkens hist. i Danm. II, 1978 især 99–104. -Manus, i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Krogh: F.L. Ae. Kunzen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293118