Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Emil Hartmann

Oprindelig forfatter EAbr

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Emil Hartmann, Wilhelm Emilius Zinn Hartmann, 21.2.1836-18.7.1898, komponist. Slægtens musikalske begavelse gik i arv til Emil Hartmann der uddannedes af N. Ravnkilde, senere af A. Rée i klaverspil, mens faderen underviste ham i orgel og teori. På sit kompositionstalent gav han allerede bevis i barnealderen, således i de senere udgivne Smaasange for Ungdommen; som 22-årig fik han opført en passionssalme (Ingemann) for sopransolo, kor og orkester ved teaterkorets koncert i Frue kirke skærtorsdag 1858, hans egentlige debut som komponist. Sammen med August Winding skrev han musik (2. akt) til August Bournonvilles ballet Fjeldstuen (Det kgl. teater 13.5.1859) der blev venligt modtaget og opnåede et større antal opførelser.

Efter denne lovende begyndelse drog Emil Hartmann til Leipzig for at fortsætte sine studier (1860) og ved hjemkomsten 1861 ansattes han som organist ved Johanneskirken i København, senere (1871) forflyttet til Christiansborg slotskirke hvor han virkede som organist til sin død. 1891–92 var han dirigent i Musikforeningen. – Om end Emil Hartmann af embede var kirkemusiker vedblev han livet igennem at nære stærk interesse for teatret og dets musik. Han skrev musik til C. Hostrups syngestykke En Nat mellem Fjeldene, op. 3, 1863 (Det kgl. teater 11.4. s.å.), Thomas Overskous opera Elverpigen, op. 4, 1867 (Det kgl. teater 5.11. s.å.), endvidere til syngestykket Korsikaneren (Det kgl. teater 7.4.1873), men havde ikke samme held med disse værker som med balletten. Senere gjorde han en række betydelige indsatser med operaen Ragnhild (Det kgl. teater 27.12.1896), bygget over Svend Dyrings Hus, scenemusikken til Øen i Sydhavet, 1890 (Dagmarteatret 12.2.1893), og operaen Det store Lod, 1898.

Annonce

Emil Hartmann var en overordentlig flittig komponist og skrev foruden disse omfattende sceniske værker et stort antal vokale og instrumentale kompositioner. Foruden en del åndelige sange for blandet kor og flere samlinger mandskor (eller kvartetter) foreligger fra hans hånd en række store korværker, således Havfruen, 1866, Vinter og Vaar, op. 13 a, Ved Sommertid (damekor), kantaten Rinaldo og Mod Lyset, op. 33. I særlig grad vakte Emil Hartmann opmærksomhed ved sine instrumentale værker, dels klaverværkerne (Nordiske Tonebilleder, op. 11, Arabesque, op. 16, 4 klaverstykker, op. 31, udg. 1887, o.a.), dels kammermusik, deriblandt nogle fortræffelige kvartetter, en kvintet (op. 5.1865), en nonet, op. 43, en trio og to violinsonater. Mest kendt er han ved sine orkesterværker (og koncerterne, en for violin, en for violoncel, en for klaver). Han skrev i alt syv symfonier af hvilke foreligger trykt den første i Es-dur, op. 29 (udg. 1880), den anden i a-mol (Fra Riddertiden, op. 34), og den tredje i D-dur, op. 42 (1887); desuden den symfoniske digtning Hakon Jarl, op. 40 (udg. 1887) og ouverturen Hærmændene paa Helgeland (Eine nordische Heerfahrt) op. 25 (udg. 1878), enkelte andre ouverturer samt suiter.

I udlandet blev hans navn særlig kendt gennem hans Skandinavisk Folkemusik op. 30 (udg. 1881), en bearbejdelse for orkester af nordiske viser og danse, der har opnået talrige opførelser. – Emil Hartmann var hyppigt på rejser i udlandet hvor han ofte dirigerede egne kompositioner. Muligt har han følt sig mere påskønnet i det fremmede end hjemme hvor han trods sit ubestridelige talent måske følte sig trykket af den vægtige indsats hans fars musik betød i dansk musikhistorie. Nægtes kan det ikke at hans sarte og forfinede, men på den anden side overordentlig velformede og glimrende instrumenterede musik – der stemmer overens med hans særegne sind og apparition – i nogen måde virker afbleget ved siden af J.P.E. Hartmanns magtfulde toner. De bløde og vege drag genfindes i hans smukke sange fx Nu skal du kønt dig putte ned (tekst Carl Ploug, 1855) der stadig bevarer deres yndest. – Tit. professor 1889.

Familie

Emil Hartmann blev født i København (Garn.), døde sst. og er begravet sst. (Holmens). Forældre: komponist J.P.E. Hartmann (1805–1900) og Emma S.A. Zinn (1807–51). Gift 4.11.1864 i København (Frue) med Bolette Puggaard, født 2.5.1844 på Skovgård, Ordrup, død 9.5.1929 i København, datter af grosserer Rudolph Puggaard (1818–85) og Casperfine A. Andréa, adopt. Brandt (1824–97). – Far til J.P. Hartmann (1870–1948), Oluf Hartmann og Bodil Neergaard.

Udnævnelser

R. 1881.

Ikonografi

Mal. af C. T. Melchior, 1852. Mal. af W. Marstrand. Træsnit, 1883, af H. P. Hansen 1885 og efter fotografi 1890. Mal. af Oluf Hartmann. Foto. - Gravsten af Th. Bindesbøll.

Bibliografi

Vilh. Møller: Danske kunstnerportraiter, 1883. Ch. Kjerulf i Nutiden 25.1.1885. Musikbl., 1887 58 74. Kritischer Bericht über die Aufführungen der Compositionen von E.H., 1893; Nachtrag, 1896 (anm. af opførelser). III. tid. 24.7.1898. Arthur Seidl: Wagneriana III, Berlin, Lpz. 1902. Hans J. Larsen: Fra gry til kvæld, 1940 47f. Bodil Neergaard: Spredte træk af mit liv, 1941 28–36. Kai Aage Bruun: Dansk musiks hist. II, 1969. N. Schiørring: Musikkens hist. i Danm. III, 1978. – Musikmanus, i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Abrahamsen: Emil Hartmann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290856