Ebbe Hamerik

Ebbe Hamerik, ved dåb Ebbe Hammerich, 5.9.1898-12.8.1951, komponist, dirigent. Født på Frbg, død under lystsejlads i Kattegat. Allerede i gymnasieårene på skolen i Sorø, hvorfra han blev student 1916, begyndte H. på egen hånd at drive alvorligere musikstudier. Forudsætningerne herfor havde han i rigt mål fra sit hjem. Senere fik han en særpræget undervisning af den belgiske kapelmester Frank v. d. Stucken og debuterede allerede 1919 som dirigent for et amatørorkester han selv havde samlet. H.s evner som orkesterleder bragte ham med det samme ind ved Det kgl. teater hvor han virkede 1919-22. 1922-27 tilbragte han på studieophold i udlandet og fik i disse år sin første opera Stepan opført med meget bifald i Mainz 1924, senere i Antwerpen, Lübeck o.a.st. I Kbh. kom den til opførelse i foråret 1926, men blev her ret ugunstigt modtaget af kritikken. 1927 valgtes H. til dirigent for den næsten 100-årige Musikforeningen som da kæmpede en fortvivlet kamp i konkurrencen med statsradiofonien der i disse år tog føringen i dansk musikliv. H. gjorde et forgæves forsøg på at bringe den gamle forenings orkester op på den standard af kvalitet og disciplin som kræves af et moderne symfoniorkester; men opgaven var uløselig, og H. fratrådte 1931 hvorefter Musikforeningen opløstes. Siden da virkede H. som dirigent i ind- og udland (Wien, Leipzig og Dresden m.fl.st.) og 1939-43 som jævnlig gæst i statsradiofonien. Han blev anerkendt som en af sit slægtleds betydeligste danske orkesterledere. – Som komponist er H. mest kendt for de store dramatiske værker: Stepan (opera), 1924, Dionysia (ballet) Antwerpen 1927, Leonardo da Vinci (opera) Antwerpen 1939, Marie Grubbe (opera) Kbh. 1940 og 1943 en opera over H.C. Andersens Rejsekammeraten. Men ved siden af denne musik for scenen har H. arbejdet med alle musikkens former, solosange, kor, klavermusik, kammermusik og orkester. Han indtog som komponist en absolut særstilling blandt sit slægtleds danske komponister, ret upåvirket af 1920ernes eksperimenterende musikretninger. H. forenede en suveræn teknisk beherskelse af kompositions- og orkesterteknikken – hvor man mærker den erfarne praktiker – med en udpræget sans for velklang og melodiøsitet som ikke fornægter sig, selv om han stillede sig meget bundne opgaver som i Urt canlus firmus (Sinfonia mollo breve), 1937, eller i blæserkvintetten fra 1942.