Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Diderich Buxtehude

Oprindelig forfatter SSoer

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Diderich Buxtehude, Dietrich Buxtehude, ca. 1637-9.5.1707, komponist, organist. Det er meget få data der er overleveret om Diderich Buxtehudes liv. Som hans fødested antoges tidligere Helsingør hvor faderen dog næppe har været før 1642. De nyeste teorier taler dels for at Diderich Buxtehude er født i Helsingborg, dels for at han skulle være født i Oldesloe i Holsten, begge dele ud fra at faderen muligvis har været organist det ene eller det andet af disse steder på det pågældende tidspunkt. I Oldesloeteorien indgår også at Diderich Buxtehudes mor døde inden familiens ankomst til Helsingborg, og at Helle Jespersdatter var faderens anden kone. Ansættelsen af fødselsåret bygger på at en nekrolog kort efter Diderich Buxtehudes død 1707 nævner at han blev 70 år gammel. Det er den samme nekrolog der fastslår hans danske herkomst med ordene Patriam agnoscit Daniam (han anerkendte Danmark som sit fædreland). Fra sit femte år er Diderich Buxtehude vokset op i Helsingør hvor faderen var organist ved Skt. Olai kirke.

Man kender intet til Diderich Buxtehudes musikalske uddannelse; de mange navne der i denne forbindelse har været nævnt (Johan Lorentz, den berømte organist ved Nikolai kirke i København der var en ven af familien samt de udenlandske musikere der var tilknyttet det danske hof, Förster fra Danzig, Weckmann fra Hamburg og Cracowit fra Polen) er gisninger. Mest nærliggende er det at antage at faderen i hvert fald en tid har undervist ham. Hvem der end har været hans lærer(e), har Diderich Buxtehude været tidligt udviklet som musiker. 1658 (muligvis allerede 1657) blev han organist ved Mariekirken i Helsingborg, 1660 efter konkurrence organist ved Skt. Mariæ kirke i Helsingør der dengang var kirke for byens tyske menighed, og fra denne tid i Helsingør stammer enkelte bevarede værker. 1668 blev han kaldet til det store embede som organist ved Mariekirken i Lübeck hvor han virkede til sin død. Foruden at være organist var han kirkens "Werkmeister", inventarie-inspektør og regnskabsfører. Samtidig med sin tiltrædelse giftede han sig med sin forgængers datter (ligesom hans efterfølger 40 år senere blev gift med en af Buxtehudes døtre).

Annonce

Allerede ved. sin ankomst til Lübeck var Diderich Buxtehude en kendt og beundret orgelspiller (man kan se det af festsangene hvormed han blev modtaget), og dette ry udbyggedes sammen med hans position som komponist i de følgende tiår. Bach og Händel opsøgte ham i deres uddannelsesår for at høre ham - Bach vandrede til fods de godt 300 km fra Arnstadt i Thüringen for at besøge Buxtehude på en fire ugers orlov der imidlertid blev til et studieophold på et fjerdingår. Mange andre vidnesbyrd er overleveret om hans virtuose og fængende orgelspil. Af hans direkte elever blev Georg Leyding og Nikolaus Bruhns fremtrædende komponister, og talrige tillidshverv fik Diderich Buxtehude betroet som konsulent ved orglers bygning eller restaurering. Han var således både som udovende og rådgivende med i orgelbygningens guldalder i sidste halvdel af 1600-tallet (med Arp Schnitger, hvem han stod nær, som det store orgelbyggernavn). Størst opmærksomhed stod der om Buxtehudes Abendmusikkoncerter med oratorie- og kantateopførelser der fandt sted fem søndage omkring advent om eftermiddagen med støtte af de rige købmandssammenslutninger i Lübeck.

Af Diderich Buxtehudes værker blev kun ganske få trykt i hans levetid, mest lejlighedsværker (til bryllup eller begravelse) samt, i pragttryk, to samlinger triosonater for violin, gambe og cembalo. Resten af hans omfattende kompositioner overleveredes til eftertiden i manuskript (hvoraf kun få autografer), og en del synes at være gået tabt. Hans kendte kompositioner omfatter ca. 120 kantater hvoraf langt de fleste er kirkekantater for forskellige, besætninger, mens et fåtal er verdslige bryllupskantater. Endvidere ca. 100 større og mindre orgelværker fordelt med ca. halvdelen på frie værker (præludier og fugaer, chaconner m.v.) og halvdelen på koralbearbejdelser (koralfantasier, -forspil m.m.). Hans klaverkunst er repræsenteret ved en samling dansesuiter og variationsværker der blev fundet i 1938 i en gammel slægtebog i Nykøbing Falster, senere suppleret ved andre fund, og af kammermusik kendes de førnævnte i 1696 trykte triosonater, i alt 14 plus tre senere fundne. Foruden kantaterne har han skrevet forskellige andre kirkelige vokalværker, og et anonymt overleveret, stort oratorium, Dommens dag, er (med efterfølgende tvivl og kritik) 1939 udgivet under Buxtehudes navn som et af hans oratorier til "Abendmusik" hvoraf man ellers kun har bevaret nogle teksthæfter. Langt størstedelen af hans værker er skrevet i hans tid i Lübeck, for kantaternes vedkommende er de fleste overleveret i den svenske hofkapelmester Gustav Dübens nodesamling (nu på Uppsala universitetsbibliotek); Düben var tillige organist ved den tyske kirke i Stockholm og var ven med Buxtehude.

Inden for samtlige de musikarter Diderich Buxtehude beskæftigede sig med står han for eftertiden som den betydeligste komponist kort før Bach. For flere former har han været retningsgivende for de følgende komponistgenerationer, det gælder orgelchaconnerne og de store sammensatte kantater over forskellige tekstled (bibeltekst, åndelig vise, koraltekst) med tilsvarende musikalsk afveksling (kor, soloarie, koralbearbejdelse m.m.). I de store orgelværker (præludier og fugaer o.l.) afspejles hans eminente improvisationskunst vekslende med hans rolige, disciplinerede udformning af en fuga eller anden motiv-bunden sats. En avanceret og fantasirig harmonik lægger Buxtehude for dagen både i de store orgelværker og i de mindre koralforspil hvor han som den første har opdyrket typen med en koloreret overstemme, melodistemmen (at fremhæve på et særligt klaviatur på orglet) akkompagneret af tre rolige, akkordiske understemmer med indbyrdes imitation af motiver fra melodien. Denne type videreføres bl.a. af Bach i hans berømte Orgelbüchlein og hans større koralbearbejdelser.

Mens orgelværkerne overvejende er bestemt af den nordeuropæiske tradition hvor orgelbygningen var mest fremskreden (Nederlandene, Nordtyskland, Norden), og med den hollandske komponist Sweelinck og hans mange elever over hele området som de toneangivende er Diderich Buxtehude i sin vokalmusik og kammermusik nok så meget præget af italienske forbilleder. Hans kantater der spænder fra små solokantater til store, blandede korkantater med stor instrumentalbesætning viderefører dels den italienske madrigalstil, dels den plastiske, tidlige operamelodik og dens omplantning til kirkemusikalske former med Monteverdi, Carissimi, Legrenzi o.fl., og hans triosonater er værdige sidestykker til de tilsvarende værker af tidens førende italienske komponist på dette felt, Corelli. Mangfoldigheden og bevægeligheden i tidens musikmiljøer afspejler sig i Buxtehudes kunst, men hans stærke kunstnerpersonlighed formåede at sammensmelte de forskelligartede stilpåvirkninger der præger ham til et stærkt personligt hele hvor det fabulerende moment og den harmoniske, udtryksfulde fantasi er fremtrædende faktorer - det fabulerende, inderlige, til tider vemodige og sværmeriske drag i hans musik har for nogen stået som et specielt dansk træk i hans kunst, beslægtet med folkevisemelodikken. Om denne anskuelse er holdbar får stå hen, men i hvert fald står Diderich Buxtehude som den eneste store internationalt betydelige danskfødte komponist i tiden før 1800. - Samtlige Buxtehudes værker foreligger trykt, enkeltvis eller i grupper.

Familie

Diderich Buxtehudes fødselsår og fødested er ukendt. Død i Lübeck, begravet i Mariekirken sst. Forældre: organist, fra 1642 i Helsingør Johan (Hans) Jenssen Buxtehude (ca. 1602-74) og (omdiskuteret) Helle Jespersdatter (død 1671). Gift 3.8.1668 i Lübeck med Anna Margarethe Tunder, født 11.8.1646 i Lübeck, død jan. 1715 sst., datter af komponisten, organist Franz Tunder (1614-67) og hustru (død 1680).

Ikonografi

Afbildet siddende (med nodeblad) på Johannes Voorhouts mal. "Häusliche Musikszene", 1674 (siden 1976 på Museum für Hamburgische Geschichte, Hamburg).

Bibliografi

Bibliografi. G. Karstädt: Thematisch-systematisches Verzeichnis der musikalischen Werke von Diderich Buxtehude, 1974.

Udg. En samlet udgave påbegyndtes 1925 af Ugrino-Verlag, Klecken, senere Hamburg. Heraf udsendtes indtil 1958 8 bind indeholdende kantater for 1 til 4 stemmer med instrumenter. Udgaven er fra 1978 overtaget af forlaget Broude Brothers, New York, under ledelse af en international sammensat redaktion, der skal videreføre udgavens øvrige planlagte bind. Samlet udg. af orgelværkerne udg. af Breitkopf & Härtel, Lpz. 1875-76 (rev. udg. 1903-04 og 1952 samt 1971-72, Wilhelm Hansen, 1952). Klaverværkerne udg. af W. H. 1942. Triosonaterne i serien Denkmäler deutscher Tonkunst, I. Folge II, B & H. Lpz. 1903.

Lit. A. Pirro: Diderich Buxtehude, Paris 1913. W. Stahl i Zeitschr. des Vereins für lübeckische Geschichte und Altertumskunde XXIX, 1937-38. F. Blume i Jahrbuch der Musikbibl. Peters für 1940, 1941. J. Hedar: Diderich Buxtehudes Orgelwerke, Sth., Lund, 1951. W. Stahl: Diderich Buxtehude 2. udg. Kassel, 1952. J. Hennings und W. Stahl: Musikgeschichte Lübecks II, Kassel 1952. H. Lorenz i Archiv für Musikwissenschaft XI, 1954. H. J. Moser: Diderich Buxtehude, Berlin 1957. S. Sørensen: Diderich Buxtehudes vokale kirkemusik, 1958. N. Friis: Diderich Buxtehude 2. udg. 1960. S. Sørensen i Dansk årbog for musikforskning, 1961 5-37. G. Karstädt: Die extraordinairen Abendmusiken Diderich Buxtehudes, Lübeck 1962. B. Grusnick i Svensk tidskr. för musikforskn., 1964 27-82 og 1966 63-186. H. J. Pauly: Die Fuge in den Orgelwerken Diderich Buxtehudes, Regensburg 1964. M. Geck: Die Vokalmusik Diderich Buxtehudes und der frühe Pietismus, Kassel 1965. F. Krummacher: Die Überlieferung der Choralbearbeitungen in der frühen evangel. Kantate, Berlin 1965. G. Frotscher: Geschichte des Orgelspiels und der Orgelkomposition, 3. udg., Berlin 1966. F. Krummacher i Dansk årbog for musikforskn. 1966-67, 1968 63-90. G. Karstädt: Der Lübecker Kantatenband Diderich Buxtehudes, Lübeck 1971. F. Krummacher: Die Choralbearbeitung in der protestantischen Figuralmusik zwischen Praetorius und Bach, 1978. Gisela Jaacks: "Häusliche Musikszene" von Johannes Voorhout, 1978 (i Beiträge zur Deutschen Volks- und Altertumskunde, Museum für Hamburgische Geschichte).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Sørensen: Diderich Buxtehude i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287974